Sven Ekdahl: Die Schlacht bei Tannenberg 1410. Quellenkritische Untersuchungen. Band I: Einfuhrung und Quellenlage. Berliner Historische Studien Herausgegeben vom Friedrich-Meinecke-Institut der Freien Universität Berlin. Band 8. Berlin, Duncker & Humbolt, 1982, + 378 s., 64 illustrationer. 86 DM indbd. i lærred, 68 DM hæftet.

Det foreliggende vaerk er skrevet af den svenske i Berlin bosatte historiker Sven Ekdahl, der for nogle ar siden udmaerkede sig ved en indgaende undersogelse af ..D j *„ x> *„— .. i * i.~i:__* *.;i i:_ i.:ij_m *:i _i * ved Grunwald/Tannenberg 1410 (jfr. Hist. Tidsskr. bd. 79, s. 232-233). Denne bog - den ferste i en planlagt tobinds monografi - giver en videre indforing i sa vidt muligt samtlige kilder til slaget, samt - som indledning - en redegerelse for slagets betydning i fortid og nutid.

Også denne redegørelse er uhyre grundig, men efter tysk forsknings vane med langt flere bogstavenheder i noterne end i teksten, og man kan sige, at bogen opfylder alle formelle krav til en grundig, udtømmende kildekritisk undersøgelse. Dog virker det netop i et sådant værk påfaldende, at der fremholdes muligheden af at en fremtidig fællestysk stat evt. ikke vil anerkende Oder-Neisse grænsen (s. 62).

En række af kilderne er forsvundet som følge af krigshandlingerne under 2. verdenskrig. Men spørgsmålet er om de alle er ødelagt? Nogle er givetvis brændt, f.eks. alle de håndskrifter, der var samlet i Nationalbiblioteket i Warszawa, og som tyskerne brændte efter nedkæmpningen af opstanden i 1944. Om en anden kildegruppe udtrykker Ekdahl sig mere forsigtigt, det er »skadebøgerne«, der fortegner krigsskaderne i Ordenslandet 1411-1421. De hører til den del af Ordensarkivet i Konigsberg, som ikke nu er i Vest-Berlin, men som er at anse for »verschollen«. Man kan nok ikke helt udelukke, at de engang i fremtiden dukker

op og således giver et nyt, hidtil lidet udnyttet kildemateriale til krigshændelserne.

Mere frugtbare nye kilder er de arkæologiske udgravninger, der er foretaget siden krigen fra polsk side, og ikke mindst deres tolkning. Et af problemerne er, at man ikke nøjagtigt ved, hvor slaget er begyndt og hvor det er afsluttet. Et af de få helt faste punkter i området er det kapel, som Ordenen kort efter lod bygge, og hvoraf rester findes. Ekdahl redegør for indholdet af de publicerede polske fundrapporter, og en gennemlæsning efterlader én med det indtryk, at der her kan gøres mere, bl.a. ved at sammenligne slagpladsen med andre senmiddelalderlige slagpladser. Nogle formodede huller, »Wolfsgraben«, kunne måske genfindes andetsteds (anm. mener at have læst om det i forbindelse med et slag i Portugal, nemlig slaget ved Aljubarrota 1385). Og når man fra polsk side afstår fra at kommentere en del små sølvklumper, der er fundet ved massegrave med brændte lig (s. 334-336), så må anm. minde om Korsbetningen ved Visby, hvor der i tilsvarende massegrave fra slaget 1361 er fundet større og mindre møntskatte (publ. af Bengt Thordeman i Fornvånnen 1932). Man kan sikkert tillade sig at slutte ud fra de små sølvklumper, at en del faldne ikke er blevet plyndret for deres kontante beholdninger, men relativt hurtigt er blevet brændt. En undersøgelse af sølvklumpernes lødighed kan måske også antyde, om det er ordenens mønter der er blevet smeltet.

Det annoncerede andet bind vil indeholde diverse indices og litteraturfortegnelse,
der meget vil lette benyttelsen af det i øvrigt så fortrinlige værk.