Gudrun Ekstrand (utg.): Tre Karlar. Karl X Gustav, Karl XI, Karl XII. Sthlm., Livrustkammaren, 1984. 151 s. Ill.

Det er en fortræffelig idé, at Livrustkammaren i Stockholm følger sine udstillinger op med lødige bøger - i fornemt udstyr - som giver fremtrædende forskere lejlighed til at præsentere »sin syn på en rad tidsforeteelser«. Sidste års Lutzen-publikation Qf. dette tidsskrift bd. 83, s. 195-206) blev belønnet af Svenska Akademien med det »Hirschska priset«, og successen følges i år op med en bog om den karolinske tidsalder, 1654-1718.

Ligesom forgængeren fremtræder bogen smukt, og alle afhandlingerne har væsentlig interesse. Musæumschef Arne Losman behandler de »tre Karlars« uddannelse, professor Bengt Olsson samtidens anstrengte, panegyriske litteratur og ambassadør Gunnar Jarring - i en perspektivrig artikel - svenske rejser, især til Asien, kulminerende under og efter Karl XII.s russiske felttog. Væsentlig er også docent Gunnar Artéus' påvisning af, at det svenske generalstabsværk er tendentiøst. Selv fremhæver han, at der vel kom nye, specielt karolinske træk til »arméstridstaktiken«, men at den svenske taktik ikke adskiller sig fra den kontinentale ved at være offensiv. Der var snarest tale om »en skillnad i graden av offensiv karaktår« (s. 63).

Bogens hovedbidrag er givetvis professor Sven A. Nilssons indgående analyse og karakteristik af »den karolinska militårstaten« (s. 29—51), som stærkt betoner krigsfinansieringen og specielt afviklingen af Sveriges mange krige som strukturforandrende drivkraft. Først den endelige befæstelse af indelningsverket efter den skånske krig løste i væsentlig udstrækning de militære og finansielle problemer, men nødvendiggjorde også dybtgående politiske forandringer og medførte afgørende sociale konsekvenser for adelsgrupper og embedsmandskorps. Docent Anna-Brita Lofgrens klare redegørelse for 1600-tallets forvaltningsreformer uddyber et vigtigt aspekt, men betoner også, at kollegiestyret ikke lod sig overholde rigoristisk. Vigtig er endelige professor Jussi Lappalainens redegørelse for Finlands vilkår i den karolinske periode, ikke blot fordi den fremlægger finske synspunkter, men især på grund af sin korte og fyndige karakteristik af befolkningsforhold, erhvervsgeografi og de fatale følger af nødsår og krigspolitik.

En særstilling indtager docent Margareta Reveras charmerende afhandling,
»en barock historia: Om den svenska 1600-talslyxen och dess plass i samhållsomvandlingen«(s.
113-35), et forarbejde til en større monografi om de højere,

sociale lags — adelens, de nytilkomne samfundsgruppers — statusfarvede luksusforbrug.Forf. supplerer Lawrence Stones velkendte »statuskonsumptions«begrebmed moderne sociologiske studier (Norbert Elias, J. von Kruedener) over den tidlige enevældes hofkultur. Hun fremhæver, at der med samtidens alen ikke var tale om gold eller forargelig overdådighed men om et forbrug, som var både økonomisk og kulturelt produktivt under de givne forudsætninger. Luksuskonsumptionensstorhedsperiode (1630-1700) falder jo netop senere og foregik under andre vilkår end i England og Danmark (også når manufakturpolitikken inddrages i synsfeltet). Er der tale om forskellige faser, og ændrede konsumptionenfunktioner fra statuspræg til hoffornødenhed?