Jonathan I. Israel: The Dutch Republic and the Hispanic World 1606-1661. Oxford, Clarendon Press, 1982. - XVI + 478 s. $ 22.50.

Det har været karakteristisk for de seneste årtiers genfortolkning af det firs år lange opgør mellem Spanien og Nederlandene 1567-1648, at man har lagt fortidens konfessionelt og nationalt-liberalt farvede udlægninger siden Motley bag sig. Religiøst ved bl.a. afdækningen af »The black legend« (Wm. S. Maltby, K. W. Swart); nationalt ved opgøret med Pieter Geyls historieskrivning. I den sidste henseende repræsenterer Jan den Tex' fembindsværk om Oldenbarnevelt (1960-72; engelsk tobindsudgave 1973, jf. HT 75. Kbh. 1975, s. 242) et skel, men trods vægtige nederlandske og spanske bidrag beherskes den øjeblikkelige situation af den angelsachsiske »spanske« skoles arbejder; dr. Israels bog føjer sig klart og smukt ind i denne tradition.

Bogen gennemgar meget detailleret og kyndigt bade det politisk-historiske, det militaere og det akonomisk-historiske forhab. Alle linier struktureres klart og entydigt, men ogsa saledes, at de ekonomisk-historiske aspekter ved faseopdelingen og den bevidste sammenkaedning med oJeblikkelige politiske konjunkturer taber en del af sin organiske langtidssammenhaeng. Afgerende for dr. Israels bog er dens forsog pa nuanceret nyfortolkning af de enkelte fasers sammenhaenge: forst og fremmest dens pavisning af, hvorledes Spaniens bestraebelser for fred eller i det mindste talelige vabenhvilevilkar (et nyt traek efter at Filip ll.s prestigefarj_ 1 _ _r :- .11 _ C- *' i 11 . i\ i r- *ii \ * *v.^v. *_*t nuiiivJJlullLllc JunuiDiill VCLI UUULI UUy A.U111H_»111C1 CS IKKC 111CL1 Cll samlet nederlandsk front, men med et broget monster af sammenfaldende eller modstridende politiske, kommercielle (overseiske og europaeiske), industrielle og konfessionelle skel i de nederlandske stater. Analysen af beslutningsprocesserne i Madrid og Bruxelles star noget svagere, bl.a. forbi Spaniens engagement i tredivearskrigen - stadig med dets skaer af reputation og religias fanatisme — ikke inddrages og ikke tilstraekkeligt koordineres med sammenhaengene til det strukturelt nye element, Vestmagternes oversoiske zn^r/o/>^r-virksomhed.

At dr. Israel sætter skel ved 1661 og ikke ved 1643 eller 1648 beror på, at den militære afgørelse ved Rocroi ikke var tilstrækkelig til at løse den spansk-franske konflikt ved forhandlingsbordet. Forf. understreger sikkert med rette den spanske vilje til fred og at især interesser i Nederlandene endnu længe gjorde freden ustabil. Den foreløbige afslutning kom først ved Pyrenæerfreden 1659 — på tærskelen til Ludvig XIV.s imperialisme. Den øvre afgrænsning er måske mere problematisk. Der kan ikke være tvivl om, at både finansielle - eller finansieltlogistiske, om man vil - grunde og den alarmerende nederlandske og engelske oversøiske ekspansion tilsagde regeringen i Madrid at søge en udsoning uden ydmygende vilkår med kronens »rebelske undersåtter«. Om man kan hævde, at Lermas regering fra 1606 — efter fredslutningerne i Vervins 1598 og London 1604

- påny sigtede mod at kunne hellige sig Middelhavet og opgøret med Osmannerriget
er mere tvivlsomt.

Anden forskning (specielt Andrew C. Hess, The Forgotten Frontier. Chicago & London 1978) har argumenteret for at generationen efter slaget ved Lepanto 1571 ikke blot repræsenterer en fikseringsfase i Middelhavsområdets politiske konstellationer ved stabiliseringen af det tyrkiske overherredømme i Tunis og Algiers og etableringen af en selvstændig, men efterhånden kaotisk statsdannelse i Marokko. Den samme tidsfase markerer en kulturel, økonomisk og politisk barrieredannelse mellem Barbareskstaterne-Tyrkiet og Spanien-Portugal. På kontinentet symboliseres fronternes fastlåsning ved traktaten i Sitva Toruk 1606, da tyrkerne for første gang anerkendte en europæisk magt — det habsburgsk-østrigske monarki — som ligeberettiget magt. Afgrænsningen kan altså motiveres, men markerer vel egentlig ikke en spansk tilbagevenden til Middelhavet; Spaniens afregning med moriskerne - en afregning med en potentiel femtekolonne - 1609-15 havde snarest karakter af »eine Endlosung«; oversøiske interesser og søkrigsførelsen i Atlanterhavet blev langt mere afgørende.

Det springende punkt i dr. Israels bog kommer derfor til at ligge i, at han udtrykkeligt distancerer sig fra Fernand Braudels strukturelle synspunkter. Spaniens opgør med moriskerne ændrer næppe noget ved, at der var tale om strukturforandringer; under alle omstændigheder lægger forf. selv den afgørende vægt på Spaniens ødelæggende søkrigsførelse mod den nederlandske handels- og fiskeriflåde og på dets forsøg på med alle midler at bekæmpe den hollandske og engelske oversøiske ekspansion, som derved påny får europæiske dimensioner. Indvendingerne og dr. Israels bevidste anvendelse af »narrative history« ændrer altså ikke noget ved, at hans bog er af væsentlig betydning.