Magtstaten i Norden i 1600-tallet og de sociale konsekvenser. Rapporter til den XIX nordiske historikerkongres Odense 1984, bind I, red. af Erling Ladewig Petersen. Odense University Studies in History and Social Sciences vol. 85. Odense Universitetsforlag, 1984. 144 s.

Forskellen mellem de nordiske lande træder gerne klart frem, når de stilles op på række til ensartet behandling. Det gælder også her, men kun delvis. Kun Lydur Bfårnssons bidrag om Island beskriver helt særegne forhold. Det afslører især magtstatens afmagt i et område langt fra dens centrum og dermed dens afhængighed af materielle forhold på transport- og kommunikationsområdet.

Skildringerne af de fire store lande synes derimod at vise en meget ensartet
udvikling, og en udvikling mod større ensartethed. De samme træk findes overalt:
øget udskrivning af skatter og mandskab; forarmelse og finanskriser; stærke

forskydninger i overklassens sammensætning og materielle basis; nye, ofte kortlivede, politiske og finansielle strukturer. Fremstillingen af et ensartet »produkt« - hære og flåder, hvis enheder så ens ud, kæmpede med de samme våben, delvis bestod af medlemmer af den samme internationale krigerstand, og ofte indgik på hver sin side i den samme krig - medførte ensartede belastninger og statslige tiltag.

De fire forfattere giver imidlertid de enkelte træk forskellig vægt i fremstillingen. I Sven-Erik Åstrbms bidrag om Finland og Jan Lindegrens om Sverige tildeles skildringen af strukturforandringerne inden for eliten f.eks. forholdsvis mindre plads, og skildringen af forholdet mellem statsmagten og bondesamfundet forholdsvis mere plads end i Øystein Rians bidrag om Norge og Leon Jespersens om Danmark.

løvrigt er det især det svenske bidrag som skiller sig ud. Lindegren fremlægger først og fremmest en principiel model af den svenske militærstats økonomi incl. finanserne. Modellen beskrives dels i tekst, dels i et system af diagrammer over vare- og pengestrømmene. De øvrige forfattere samler kræfterne om en kvantificering af enkelte hovedstrømme, defineret ud fra samtidens begrebsapparat. Det vil sige udskrivninger og statsindtægter fordelt efter typer og regioner.

De to tilgange har hver sine fortrin. Den første giver en god beskrivelse af faktorerne bag dynamikken. Lindegren lægger især vægt på krigsførelsens indre dynamik under de givne vilkår og på de sociale gruppers forskellige, evt. positive, forhold til krigens økonomiske virkninger. Den anden tillader en vurdering af, hvor kraftig dynamikken var, og hvor store påvirkninger den gav samfundets enkelte dele. I princippet burde der ikke være noget til hinder for at forene de to tilgange. De skulle tværtimod kunne støtte hinanden, idet principmodellen definerede rammerne for kvantificeringen, og denne afgjorde, hvad der var modellens væsentlige og uvæsentlige elementer.

En sådan integrering af de to tilgange (men selvfølgelig ikke nødvendigvis af netop denne model) burde være et naturligt mål for den egentlige komparative fremstilling af rigernes udvikling, som den påviste forholdvis store ensartethed lægger op til, og som de stofmættede rapporter og den fyldige litteraturliste kunne danne et godt grundlag for.