Ole Fenger: Gammeldansk ret. Dansk rets historie i oldtid og middelalder. Århus, Centrum, 1983, 156 s.

Gammeldansk ret betegner i Ole Fengers sprogbrug tiden frem til Margrethe I,
og ud fra de synspunkter, hvorpå han baserer sin periodisering, forekommer det

at være en velovervejet afgrænsing. Tiden frem til slutningen af det 14. århundrede deles op i dels oldtid og dels middelalder, hver med sine specielle karakteristika: fraværet af skriftlige kilder og kristendommens udbredelse (med den deraf følgende eksistens afskriftlige kilder). Stillet over for så vidt forskellige materialesituationer har Ole Fenger måttet benytte to fremgangsmåder for at fremstille den danske rets historie; tiden op til vikingetiden er skildret på baggrund af Jørgen Jensens model i 1. bind af Dansk Socialhistorie, mens fremstillingen for middelalderens vedkommende er koncentreret om lovgivningen som redskab til styring af samfundet. Uden tvivl er oldtidsafsnittet det kontroversiellei denne velskrevne bog.

Udgangspunktet er den opfattelse, at det danske samfund i forhistorisk tid ikke var noget specielt, men at det i jaeger-samlersamfundets periode og siden som agrarsamfund lignede andre samfund af tilsvarende type under lignende naturgivne forhold. Det vil sige, at der i savel jaeger-samlersamfundet som i agrarsamfundet fandtes regler for overtraedelse af normerne vedrarende drab, saedelighedsforbrydelser, sar og slag, tyveri og aegteskabsbrud; forskellen mellem de to typer samfund findes i, at en strafferet (gengaeldelse af misgerninger som genstand for 'offentlig' forfialgning og straf) for forbrydelser som trolddom, incest og gentagne tyverier kan konstateres i agrarsamfundet. Det kontroversielle ligger i, at Ole Fenger mener, at deter muligt at udsondre retsregler for disse samfund, mens andre mener, at man slet ikke ber udtale sig, eftersom ingen skriftlige kilder eksisterer. Skal der vaelges mellem disse to alternativer. er Ole Fengers model at foretraekke, men sagen er vel, at han kommer sa naer pa de forskere, der har Sogt at udrede rettens universalhistorie, som han overhovedet kan, og som han selv mener skildrer retsreglerne i sa bred almindelighed, at der reelt intet siges om retten hos noget enkelt folk. Det, vi far at vide, er, at der i disse samfund var en raekke retsregler, der regulerede overtraedelserne af bestemte normer, og at faellesnaevneren er sa lav som overhovedet mulig vedrarende disse helt elementaere track fra det primitive samfund; og jeg ved ikke, hvor oplysende deter, selvom det naturligvis er uendeligt meget mere, end den anden forskningsretning har at byde OS.

Når vi alligevel befinder os på hypotesernes plan, kan jeg ikke lade være at undre mig over, om det virkelig var helt utænkeligt, at den romerske, kulturelle indflydelse på kunst og sprog, ikke også skulle have haft afsmitning på det retlige område? Især da Ole Fenger mener, at kontakten med den angelsaksiske kultur var frugtbar for danskerne i vikingetiden og tidlig middelalder, så frugtbar at det må anses for næsten usandsynligt, at der ikke også fandt en retlig påvirkning sted. Og det må have været på de sædvaneretlige regler, da det var en selvfølge, at kirkeretten stod over den lokale sædvaneret i det danske bondesamfund.

Under alle omstændigheder må det hævdes, at modellen for dansk rets historie
i oldtid og middelalder er stillet på benene, og at fremtidigt arbejde vil bestå i at
justere og nuancere denne model.