Olai Borrichii Itinerarium 1660—1665. The journal of the Danish polyhistor Ole Borch. Ed. with introduction and indices by H. D. Schepelern. I-IV. Kbh., C. A. Reitzel/London, E. J. Brill 1983. - I: XLVIII + 239 s.; II: 307 s.; III: 484 s.; IV: 472 s. Ill. Indb. 1.000 kr.

I 1660 blev Ole Borch 34 år gammel udnævnt til ordinær professor i filologi og ekstraordinær professor i botanik og kemi. Samtidig bevilgedes der ham orlov til at videreuddanne sig ved studier i udlandet. Rejsen kom til at strække sig over 6 år og satte sig bl.a. spor i 3 tætskrevne kvartbind med rejse- og studieoptegnelser, der dog slutter før han 1665 nåede til Italien. Selv om disse dagbøger jævnligt har været benyttet og et par gange er blevet transskriberet med udgivelse for øje, har en trykudgave længe været et desideratum. Nu foreligger de trykt på initiativ af Det danske Sprog- og Litteraturselskab, bekostet af Carlsbergfondet og udgivet efter den latinske originaltekst af den kyndige latinist og lærdomshistoriker H. D. Schepelern. Med fuld føje er publikationen tilrettelagt i engelsk regi med henblik

på et internationalt publikum, for dagbøgerne rummer et væld af oplysninger om videnskabelige og kulturelle forhold i de vesteuropæiske miljøer, Borch færdedes i: 1660-63 i Nederlandene, især Leiden, hvorfra han sommeren 1662 foretog en baderejse til Spa og Aachen (bd. I—II), sommeren 1663 i England, især London og Oxford, og 1663-65 i Frankrig, hovedsagelig Paris (bd. 11-IV).

Dagbogsforfatteren er tydeligvis ikke en grøn magister, der tøvende vil gøre sig bekendt med verden, men en åben videnskabsmand, der systematisk suger indtryk og viden til sig. Når rejsen går fra et sted til et andet, fortælles der om rute, rejsehændelser og seværdigheder - byer, bygninger, kunstværker, videnskabelige samlinger osv. - men karakteren af rejsejournal er ikke så fremtrædende som karakteren af almindelig dag- og studiebog. Når Borch har slået sig ned i en by, nedfældes indholdsrige notater om studier og menneskeligt samvær, referater af samtaler med lærde og andre mænd, notater fra forelæsninger og disputatshandlinger, iagttagelser af videnskabelige forsøg og demonstrationer, redegørelser for mærkelige sygdomstilfælde, lange excerpter fra bøger og manuskripter, han har læst, og iøvrigt gengivelser af løbende videnskabelige debatter (Descartes er et af de stadig genkommende navne). Umiddelbart oplysende er samtalestoffet, der ikke består af videnskabelige materier alene. Det kan have et biografiskanekdotisk tilsnit, tage udgangspunkt i efterretninger og nyheder fra andre lande eller dreje sig om politiske forhold; således fremgår det, at man flere gange har drøftet den nylige statsomvæltning i Danmark (111 s. 207: immutatio nostra in statu politico). Ikke mindre bidrager referaterne naturligvis til belysning af Borchs talrige mere eller mindre kendte samtalepartnere. For videnskabshistorikeren vil hovedvægten formentlig ligge på studienotaterne, der optager så stor en plads, fordi de skulle holde hans nyerhvervede viden fast til senere brug hjemme i Danmark. De falder navnlig inden for områderne kemi og medicin.

I betragtning af omfanget og det brogede indhold er der forståeligt nok tale om en ren tekstudgave uden ledsagende oversættelse og kommentarer. Men der er i bd. IV udarbejdet nyttige index'er, hvori stednavnene og de mere end 3.000 personnavne findes identificerede, mens et fyldigt »Subject and headword index« på engelsk og latin leder frem til mangfoldige emner. I sammenligning hermed forekommer indholdsfortegnelsen (IV s. 472) unægtelig noget skrabet. Det havde været velkomment med en henvisning til »Editing guidelines« (I s. XLIV—V), og en oversigt over dagbogssidernes fordeling på Borchs hovedopholdssteder savnes hårdt. Til gengæld lettes benyttelsen betragteligt af løbende klummetitler, der på engelsk sammenfatter indholdet af hver enkelt side. Måske erhvervsskadet synes jeg nok der kunne være gjort mere ud af indledningens litteraturhenvisninger. Det betyder vel ikke stort, at E. F. Kochs disputats om Borch anføres med ukorrekt titel (I, s. VIII), men en henkastet bemærkning om at en omfattende Borch-bibliografi (hovedbibliografien) findes i»a Danish »Festschrift« ... issued in 1926« (s. IX) er ikke just præcis og i grunden hjerteløs, når udgaven henvender sig til et udenlandsk publikum. Urimeligt havde det vel heller ikke været, om der var blevet sammenstillet en liste over litteraturen, hvori dagbøgerne findes citeret og kommenteret. Ud over E. F. Koch og en afhandling af Johan Nordstrom (I s. X) skal i hvert fald her gøres opmærksom på Ethel Seaton: Literary relations of England and Scandinavia in the 17th century, Oxford 1935 (især s. 164—68 og 337).

Johan Nordstrom, der var svensk professor i lærdomshistorie, har uforbeholdentbetegnet
dagbøgerne som en guldmine af oplysninger vedrørende det

videnskabelige og lærde liv i første halvdel af 1660erne. At minen omsider er
blevet åbnet vil uden tvivl blive påskønnet og kalde guldgravere frem fra mange
egne.