Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 6 (1985) 2

Henning Poulsen: Fra Krig til krig, 1914-1945. Aschehougs Verdenshistorie 13. Redaktører Knut Helle, Jarle Simensen, Sven Tägil og Kåre Tønnesson. Oslo, H. Aschehoug, 1982. 272 s. Ill.

Kay Lundgreen-Nielsen

Side 399

Henning Poulsens afsnit i denne store verdenshistorie er et velskrevet bidrag til tidens oversigtslitteratur. Fremstillingen er præget af megen kontant viden og en høj grad af præcision. Historien forsvinder ikke i strukturer eller teoretiske rammebeskrivelser, men består af kød og blod, dvs. den beskæftiger sig indgående med de mange farverige historiske personligheder og den ofte meget forskellige udvikling i de mange lande og områder. Bogen dækker alle dele af samfundslivet

— forholdet mellem staterne, økonomien, leveforhold, partiudviklingen og kultureni
bred forstand. Der er udførlige afsnit om ikke-europæiske forhold. Bogen er

Side 400

rigt illustreret, både med fotos og historiemalerier. Der er mange kort. Indtrykket af de enkelte sider er måske endda vel flimrende, for ud over teksten er der lange billedtekster samt særlige afsnit i indramning, hvor personer, begreber eller enkeltbegivenheder behandles. Undertiden er man i vildrede med, hvor på siden man bedst begynder sin læsning. Der kan være gentagelser i den egentlige tekst og billedtekst (f.eks. s. 39), og det sker også, at de to tekstformer ikke er helt enige (s. 188).

Det har åbenbart ikke været sigtet at give en diskuterende fremstilling. Kun få steder får man indtryk af, at forfatterens version er en af flere mulige. Med forfatterens tidligere produktion in mente kan det ikke undre, at afsnittet om fascismen og nazismen i større grad end de øvrige afsnit giver indblik i forskningsdebatten. Her mærkes dyb fortrolighed med speciallitteraturen og her leveres indirekte mange polemiske hug mod altfor udbredte, primitive opfattelser af disse fænomener.

Det er svært af fremhæve nogle afsnit frem for andre, for stort set får læserne god besked på alle områder. Stofmængden taget i betragtning må det siges at være lykkedes meget fint. Forfatteren konstaterer med rette, at Europa 1914-45 nok blev svækket, men at det på ingen måde var i übrudt nedgang. Bare for en 15-20 år siden var de fleste udenlandske verdenshistorier uvægerligt præget af synspunktet om Europas nedgang. Det har ændret sig i de senere år, og dette værk er udtryk for samme tendens. Ligeledes i polemik mod synspunkter om sociale revolutioners store betydning betoner forfatteren, at nationalismen var den stærkeste faktor i perioden. Den tredje centrale faktor, der fremhæves, er massernes voksende betydning i politik, således som det også sås i fascismen.

Det ville være sært, om der ikke var fejl i et værk af denne karakter eller opfattelser, som kan diskuteres. Jeg vil pege på nogle få. Da teksten synes at være skrevet senest 1981 (s. 251) kan det undre, at litteraturoversigten, bortset fra temaet fascisme-nazisme, mest henviser til ældre værker. Det mærkes undertiden i fremstillingen: Udenrigsminister Curzon var ikke formand for nogen kommission, der skulle fastlægge en polsk-sovjetisk grænse, men hans navn stod i 1920 på et telegram, der- løvrigt på en uklar måde-greb tilbage til et torslag tra lyiy om en foreløbig, administrativ polsk minimumsgrænse (s. 56). Den franske indgriben i Sydrusland skete efter våbenstilstanden november 1918, men ophørte i forbindelse med mytterier april 1919 (s. 80-81). Statschefen J. Pilsudski sejrede august 1920 ikke over russerne ved fransk hjælp. Der var ingen franske tropper, og krigsplanen var polsk. Lederen af den franske mission i Polen, General Weygand, havde tværtimod ordre om at styrte Pilsudski (s. 82). Arbejdsbøger blev indført i Sovjet allerede i 1931 (s. 90). Italien meldte sig først ud af Folkeforbundet december 1937, dvs. ikke før Den Spanske Borgerkrig, men længe efter dens start (s. 180). Kong Alfonso XIII abdicerede ikke i 1931, men forlod landet. De spanske socialister var netop ikke medlemmer af Folkefrontsregeringen foråret 1936 (s. 180). Bombningen af Guernica fandt sted 26. april 1937 (s. 181). De polske og ungarske krav blev ikke tilgodeset i Miinchenaftalen. Polen gennemtvang sine krav ved et ultimatum og påfølgende militær besættelse. Ungarn måtte vente til en tysk-italiensk voldgiftafgørelse 2. november 1938. Billedteksten til Hitler-N. Chamberlain brevvekslingen er tydeligt for enhver forkert (s. 185).

Nogle væsentlige forhold omtales ikke. Det gælder terroren allerede i Lenins tid
(1917-24), der ellers er veldokumenteret i nyere forskning. Det omfattende
slavearbejde i Stalins GULAG forbigås i tavshed. Sovjets rolle under Warszawaopstanden1944

Side 401

opstanden1944diskuteres ikke. Der er ingen omtale af rigskansler H. Brunings (1930-32) restaurationspolitik og dens betydning for overgangen mellem Weimardemokratiog Hitlerdiktatur. Hitlers aftale i 1933 med Vatikanet nævnes ikke. I diskussionen om oberst Hossbachs notat 5. november 1937 undlader forfatteren at nævne, at de militære direktiver om Tjekkoslovakiet blev ændret lige efter (s. 183). Udskiftningen i den tyske hærledelse februar 1938 nævnes sært nok heller ikke. Begge træk ville ellers styrke den forskningsretning, der modsat A. J. P. Taylor finder Hitlers politik aggressiv. Beskrivelsen af Polens politik foråret 1939 er ikke holdbar. Den polske ledelse var afvisende før den engelske garanti blev givet i marts 1939, og den var efter den tid smidig nok til selv at foreslå et kompromis om Danzig (polsk-tysk fællesstyre). Hitler var dog ikke interesseret. Det var således ikke polsk stejlhed, der førte til Hitlers angreb 1. september. S. 245-46 ses en udførlig omtale af Churchills forslag om en procentfordeling af indflydelse i dele af Østeuropa den 9. oktober 1944. Men der er ingen omtale af, at russerne i forhandlingerne den næste dag ønskede nogle af de procentsatser ændret i sovjetisk favør, f.eks. angående Ungarn. Der var derfor næppe heller en engelsk-sovjetisk forståelse om magtfordelingen i Østeuropa.

Disse kritiske bemærkninger skal ikke tilsløre, at dette bind i Aschehougs
Verdenshistorie iøvrigt er et meget solidt og kyndigt skrevet værk. Og det letlæste
norske sprog bør bestemt ikke afholde nogen fra at læse det.