Gustav Albeck: Universitetet og folk. Bidrag til den folkelige universitetsundervisnings historie i Danmark med et udblik til folkeuniversiteterne i Norge og Sverige. Kbh., Gyldendal, 1984. 423 s. 225 kr.

I 22 kapitler, hvortil kommer registre, nuværende vedtægter m.v., beskriver Gustav Albeck en institution, hvis historie hidtil har tegnet sig diffust. Hvor folkehøjskolen opfattes som djærv og lurmærket, kendes en usikkerhed over for Folkeuniversitetet. Folkelig eller akademisk eller en ulødig legering? Kaldt frem af tro på dialektikkens værdi eller af triviel opportunisme? Usikkerhed har fulgt Folkeuniversitetet fra fødslen. Undertiden på grund af en tam politisk velvilje, der også har haft sine årsager.

Det er velgørende, at Albeck ikke går uden om grøden. Han følger idé og virkeliggørelse uden forsøg på at skjule, at farvandet mellem Scylla og Carybdis er snævert. Snævrere end i de angelsaksiske lande, hvor folkehøjskolen aldrig rigtigt slog rod. Det er ikke mindre velgørende, at Albeck selv tror på og holder af den institution, han beskriver. Måske er det mere et ønske end en konstatering, når han skriver, at Folkeuniversitetet nu mere end førhen har fundet sin plads »som en slags overbygning på folkeoplysningen i Danmark«. Af gode grunde skynder han sig at tilføje: »Ikke sådan at forstå, at Folkeuniversitetet skal regere eller styre nutidens danske voksenundervisning, men i den forstand at det fremdeles og måske i højere grad end tidligere er Folkeuniversitetets opgave at meddele en undervisning på universitetsniveau, d.v.s. en objektiv metodisk undervisning, der formidler kendskab til nyvunden viden og forskningens metoder«. Ideelt set nar han jo ret.

Folkeuniversitetsforeningen i København blev til på en konstituerende generalforsamlingden 1. juli 1898. Om formålet oplyste vedtægterne, at foreningen skulle »tilvejebringe og ordne en videnskabelig undervisning, som er tilgængelig for enhver, der ikke har lejlighed til at deltage i Universitetets almindelige undervisning«. Endvidere at sprede kundskab om folkeuniversitets-undervisningenog »samle elever til denne« samt skaffe de nødvendige pengemidler. Hermed var grundlaget givet. Virksomheden voksede sig stor i det første tiår, men skrantede derefter slemt i en længere årrække - her i kapitlerne Fra offensiv til defensiv, Trængsler og kampår. Nye trængselsår. Der blev indledt samarbejde med AOF og radioen. Efter 2. verdenskrig var der først konkurrence, siden samarbejde med UNIFO (Universitetets Folkeoplysning), der ville »udbygge det nære kammeratskab, som under krigen blev skabt mellem de videnskabelige højskolers folk og de unge fra fabriker og kontorer, ved at gennemføre en på bredeste grundlag anlagt folkeoplysning, hvor unge forskere (fortalte) om og (underviste) i aktuelle emner«. Den nye epoke begyndte, da Folkeuniversitetet gennem fritidsloven 1968 fik et legalt og økonomisk grundlag, der bl.a. muliggjordeoprettelsen af et landsomfattende administrativt organ, Folkeuniversitetets Landssekretariat. En styrkelse var det også, at der i loven om universiteternes

styrelse 1971 blev indføjet en § 2 om universiteternes pligt til at medvirke ved formidling af forskningens resultater og metoder. Lokalkomiteer myldrede frem i de år. Alligevel har det sidste tiår været præget af uvished og problemer omkring den fremtidige status og virksomhed, især i spørgsmål om kompentence-givende kurser, forholdet til open university, og decentral struktur.

Albeck skriver i forordet, at målet har været »så objektivt som muligt at skildre baggrunden for den folkelige universitetsundervisnings oprettelse og placering inden for dansk folkeoplysning og voksenundervisning i fortid og nutid«. For oprettelsens vedkommende indfrier bogen fuldtud forventningerne. En kulegravning af et righoldigt kildestof forenet med forfatterens kendskab til tiden og veloplagte skrivelyst har gjort fremstillingen af forudsætninger og første forløb til spændende læsning. Her understreges med rette sammenhængen bagud til H. C. Ørsteds Selskab for Naturlærens Udbredelse (1824), til dannelsesforeninger, Grundtvigs Sorø-tanke og de tidlige forsøg på arbejderoplysning. Virkeliggørelsen af Folkeuniversitetet hentede inspiration udefra, fra England og Sverige, men drivkræfterne skal søges i 1890ernes hjemlige dynamiske samfund. Her mødte yngre og handlekraftige videnskabsmænd med Kristian Erslev og A. B. Drachmann i spidsen et behov for videnskabelig indsigt, - i bybefolkningen. Her fandt disse ideer og initiativer deres første form i liberale og socialistiske elitegrupper omkring folk som Oscar Hansen, Cl. Wilkens, Herman Trier og den dynamiske Gerson Trier. At der var en sammenhæng mellem dannelse og demokrati - det var den nyvundne erfaring, som optimismen og Folkeuniversitetet byggede på.

Bogens bedste afsnit drejer sig om forholdet mellem folkehøjskolen, højskolelærernes universitetskurser og Folkeuniversitetet. Her slår det gnister i fremstillingen gennem politiske udsagn og brevcitater. Her er ny viden. Vi er på højeste plan i Erslevs forsøg på at sikre sig Ludvig Schrøders medvirken. Men der var en ateistisk trold i æsken, cand. mag. Vilhelm Rasmussen, en af darwinismens forkæmpere herhjemme. Her som flere steder i bogen forudsætter forfatteren forhåndsviden hos sine læsere. Der er udmærkede afsnit om folkeuniversiteterne i Norge og Sverige. Derom er tidligere ikke skrevet ret meget i Danmark, men her fremdrages både ligheder og forskelle. Redegørelsen for det sidste årti er med rette præsenteret beskedent som »træk af folkeuniversitetets virksomhed 1970-1980«. Det er i de år, Albeck selv har stået midt i arbejdet. Distancen savnes og brevskrivningen ligeledes. Kilderne er her helt overvejende referater af møder, forhandlinger, strukturdebatter. Med lyspunkter: Baunsbak i Abo 1974 om et nordisk universitet, men også Per Himmelstrup om et nyt samvirke med folkehøjskolerne og Gudrun Aspel om behovet for et nyt forskningsbegreb, begge på Krabbesholm 1975. Kapitlet munder ud i en »foreløbig status«, der afspejler usikkerhed.

Hvad var så udbyttet, hvilke erfaringer gjorde man i opgang og nedgang, hvorfor fik Folkeuniversitetet den i hvert fald periodevis uskarpe profil? Det hører vi for lidt om i bogens »slutning«. Her savnes ord om markedsføring - vedtægterne 1981 kunne have hentet lidt folkelig inspiration i dem fra 1898. Her savnes især noget om form, indhold, skiftende behov i samfundet, om en undervisning med præg mere af forsøg, værksted og grænseland end af kursus.

Fremstillingen bygger på et stort kildemateriale, og det er der omhyggeligt henvist til i noterne. Alligevel er det nødvendigt med et forbehold. Det er utilstrækkeligt i et solidt værk som dette blot at omtale institutionens eget arkiv som »et desværre ufuldstændigt og uordnet materiale fra Folkeuniversitetets

arkiv«. En ordentlig redegørelse for dette arkiv savnes. Ligeledes en fortegnelse over, hvilke privatarkiver der er benyttet, og hvilke der forgæves er eftersøgt. Studentersamfundets arkiv? Har Albeck haft Oscar Hansens utrykte erindringer? Og netop i en bog som denne ville man forvente at finde en fortegnelse over Folkeuniversitetets skiftende formænd.

Institutionen er interessant. Det er fremstillingen også.