Lex Rechnitzer. Optegnelser af viceadmiral H. Wenck, kontreadmiral H. Rechnitzer og kommandør A. G. Topsøe-Jensen om tilblivelsen af Lov om Søværnet 1932. Udgivet af Hans Chr. Bjerg. København, Marinehistorisk Selskab, 1985. 185 s. Ill. 136 kr., medlemspris 98 kr.

Hensigten med denne bog fremgår af forordet, hvor det hedder, at »Marinehistorisk Selskabs styrelse har fra første færd været interesseret i at få Wencks optegnelser udgivet og har investeret i klargøringen..«. Denne interesse er forståelig, thi set fra et marinehistorisk synspunkt er admiral Wencks redegørelse for de forhandlinger, der førte til forsvarslovene af marts 1932, hans egen afskedigelse og Rechnitzers udnævnelse, et næsten klassisk eksempel på, hvordan politiske partier kan ødelægge et forsvar ved at sulte det til døde gennem bevillingsmæssige nedskæringer. Det var partiet Venstre bistået af Socialdemokratiet og Det radikale Venstre, der under verdenskrisens pres og påvirket af Folkeforbundets nedrustningsbestræbelser, sørgede for eksekveringen for at spare nogle millioner kroner på statsbudgettet. Det er fristende at drage paralleler fra denne situation til nutiden, og Selskabet er øjensynlig faldet for denne fristelse, skønt forholdene i 1932 og 1985 er forskellige. Vi har nu et internationalt militært samarbejde, der sætter grænser for, hvor langt Danmark kan gå ad nedrustningens vej, hvis det overhovedet vil være medlem af NATO.

Wencks redegørelse går fra den 3. september 1931 til den 2. april 1932 og er særdeles detailleret. Den var oprindelig ledsaget af genparter af en række officielle skrivelser fra Wenck til marineministeriet og af diverse presseudklip. Alt dette er nu forsvundet og det samme gælder de originale optegnelser. Tilbage er kun en maskinskreven afskrift. De originale notater er formentlig blevet destrueret sammen med admiralens øvrige papirer i begyndelsen af 1950erne af fru Wenck. Marinestabens historiske konsulent, overarkivar H. Chr. Bjerg, er af den opfattelse, at »meget tyder på, at afskriften i sin tid (dvs. 1943) er blevet foretaget til historikeren, dr.phil. Vilhelm la Cour, til brug for dennes udarbejdelse af det ... stærkt kritiske værk »Paa Vej mod Katastrofen I—III«. Denne formodning er dog ikke særlig sandsynlig. I sine erindringer har la Cour ikke nævnt Wencks optegnelser blandt kilderne til ovennævnte værk. Han omtaler i stedet kommandørPaul Ipsen, der »vejledede mig, hvad Flaaden angik«, og gav ham mulighed »for at lære Aktstykker at kende, der ikke forud havde været fremdraget for Offentligheden«. Dette tyder ikke på kendskab til Wencks optegnelser. Studerer man la Cours fremstilling af begivenhederne i 1931-32, vil man se, at han ikke direkte citerer Wencks redegørelse og kommentarer, men kun hans officielle skrivelser, der ikke blot findes i marineministeriets arkiv, men også i andre arkiver. For at give balance i tingene, som udgiveren siger det i forordet, har han gengivet viceadmiral Rechnitzers utrykte erindringer om årene 1931-32, der blev

nedskrevet under besættelsen. Disse er imidlertid ikke af større historisk værdi. Dels er der i udpræget grad tale om et forsvarsskrift, hvor hovedpersonen søger at stille sig selv i det bedst mulige lys, dels skildres begivenhederne i så bred almindelighed, at der ikke er meget at hente for en forsker.

Alt i alt er det ikke muligt at tillægge denne bog en særlig kildemæssig værdi. Den meddeler praktisk taget intet, som vi ikke véd i forvejen. Men hvis den kan inspirere en ung historiker til at kulegrave hele problematikken omkring den danske marines forhold i årene 1931^40 og herunder inddrage de udenlandske - især tyske — diplomaters og miltærattacheers indberetninger, vil udgivelsen ikke have været forgæves.