Ragnar Björk: Den historiska argumenteringen. Konstruktion, narration och kolligation — förklaringsresonemang hos Nils Ahnlund och Erik Lönnroth. Studia Historica Upsaliensia 132. Sthlm., Almqvist & Wiksell, 1983. 340 s. 145 sv. kr.

Ideen til I^agnar Bjcirks Uispuiais er giimiciiuc. Den nnense uiakuasiun, der har været i den angelsaksiske verden mellem filosoffer og nogle få historikere om histories videnskabelige status, først og fremmest om forklaringer i historie, bruges til at opstille et analyseapparat. Siden benyttes den vundne indsigt til at undersøge to svenske historikere, Nils Ahnlund og Erik Lonnroth, repræsentanter for henholdsvis den Hjårne'ske og den Weibull'ske skole. Ved den konkrete analyse kastes der lys tilbage på den filosofiske diskussion. Således er læseren allerede inde i noget af en hermeneutisk cirkel, uanset at det iøvrigt er et begreb, der ikke gøres meget ud af i Ragnar Bjorks studier. Med ideen til bogen er dens disposition også givet. Først en gennemgang af de teoretiske diskussioner, siden analysen af et enkelt værk af hver af de to historikere, henhv. Ahnlunds Oxenstierna-biografi og Lonnroths bog om de middelalderlige svenske statsfinanser.

Den første del af afhandlingen er overordentlig pædagogisk lagt an.
Der benyttes let anskuelige eksempler, konstrueret til lejligheden, og

grafiske opstillinger letter forståelsen og repeterer for læseren, hvor langt ræsonnementerne nu er ført frem. Det vil ikke være rimeligt at referere bogens gennemgang punkt for punkt. Særlig er diskussionerne om historiske forklaringer et minefyldt farvand, og Ragnar Bjork sejler sikkert fra den ene diskussionsdeltager til den anden og gengiver loyalt deres syn på spørgsmålet. Han er, måske af misforstået beskedenhed, uhyre tilbageholdende med selv at give sit standpunkt til kende. Kun ganske få steder slipper det modvilligt (og uforvarende?) frem i teksten. I det følgende vil jeg i nogen grad koncentrere mig om Ragnar Bjorks arbejde med »narration« og »kolligation«, fordi der, i hvert fald i den skandinaviske debat, er mere nyt at hente her end i diskussionsreferaterneom forklaringernes rette form og brug.

Ragnar Bjork indleder med at kategorisere al forståelse i tre former, beskrivelse, tolkning og forklaring, svarende til spørgsmålene, hvordan, hvad og hvorfor. Af disse tre er beskrivelsen, efter Ragnar Bjorks opfattelse, den mest umiddelbare, f.eks. som kronologisk ureflekteret gengivelse af en handling, beskrevet i tids- og rumlige termer. Grundtypen for en sådan beskrivelse er den narrative. Beskrivelsen af en struktur derimod egner sig ikke til at blive sat i en narrativ form. Ragnar Bjork er nok klar over, at de tre forståelsesformer ikke i virkelighedens verden lader sig adskille helt - og heller ikke i teorien for den sags skyld. På et forklaringsspørgsmål kan svaret være en nøjere beskrivelse eller en mere indgående tolkning. Det er også et problem, som Ragnar Bjork ikke kommer nærmere ind på, om det overhovedet er muligt at beskrive en handling alene i tids- og rumlige bestemmelser, med mindre man har til hensigt at mystificere objektet og lede læseren (tilhøreren) på vildspor.

Ragnar Bjork illustrerer sin udredning med et eksempel. Beskrivelse: mand putter en seddel i en kasse, hvori der er en sprække. En sådan beskrivelse kan gøres detaljeret næsten i det uendelige. Ved spørgsmålet, hvad det er, den mand gør, kommer tolkningen, der fører fra et niveau til et andet: han afgiver sin stemme. I en vis forstand kan man nok sige, at svaret er en forklaring. De fleste, der måske er blevet desorienteret ved beskrivelsen, vil føle sig oplyst ved den anførte »niveaubyttestolkning«, som Ragnar Bjork kalder det; men jeg kan forestille mig, at de vil kommentere tolkningen med et, hvorfor sagde du ikke det straks? Det skyldes, at vi (historiker og læser) i høj grad deler erfaringsverden og sprog. Hvis det nævnte spørgsmål stilles af en person, der åndeligt talt er fra den anden side af månen, vil der ikke være skabt nogen forståelse ved meddelelsen om, at manden med den übegribelige opførsel afgiver sin stemme. I så fald må vi i gang med en længere fortælling om det politiske system. Jeg bruger ordet, fortælling, fordi det vil være yderst kompliceret

at beskrive det politiske system uden at inddrage dele af dets historiske
herkomst.

Spørgsmålet kunne også være formuleret: Hvorfor gør manden sådan? Svaret kunne være det samme. Et af de meget omdiskuterede problemer er netop, om svaret på et sådant »hvorfor-spørgsmål« er en forklaring. Ragnar Bjork accepterer det som forklaring under den forudsætning, at der i svaret stiles mod en fuldstændig kundskab, altså ved en udbygning af svaret med den sammenhæng, hvori stemmeafgivningen foregår. »Hvorfor-spørgsmålet« kan være ment sådan, at det skal besvares med et »fordi..«. Det er her det Hcmpel-Popperske forklaringsskema kommer ind med kravet om præmisser i form af mindst en lov eller (mindre ideelt) en statistisk sandsynlighed. Ragnar Bjork placerer d-n-forklaringen, som den også hedder, øverst på skalaen m.h.t. konklusivitet, d.v.s. logisk tvingende. Derefter i faldende kurve, rationel/intentionel forklaring og nederst den narrative, berettende forklaring. De to måder at besvare spørgsmålet på opfylder to forskellige forklaringskrav. Det ene giver den mest omfattende kundskab om det fænomen, der spørges om og svarer dermed mest til det »Hjårne'ske« paradigme. Det andet yder den mest holdbare argumentation, der også må få den modvillige læser til at acceptere påstanden. Denne form er ifølge Ragnar Bjork karakteristisk for det »Weibull'ske paradigme.

Det kundskabsbehov, som laeseren formodes fortsat at have efter den
ferste beskrivelse, kan hyppigt tilfredsstilles med endnu en beskrivelse,
hvor der anvendes andre ord. Deter i denne forbindelse begrebet
• ■• • 111 t-\ . ?i _i . * rs j _° u j j *
numguLiuii uu*""" »*!»■ ~- - t
cngciiilig ci, u^i uCicttigcr cllcr Ticdvcndiggcr en ccsrhg betegr.else. Der
er nok tale om en »re-characterisation« af det beskrevne faenomen; men
deter vigtigt at holde det ude fra klassificering. Ordet Renzessance var en
kolligation, fordi en masse enkeltfaenomener (enkelt-iagttagelser) blev
sammenfattet med et enkelt ord, der, nar det blev brugt, kastede et nyt
lys tilbage pa. de allerede beskrevne enkeltfaenomener. Vi kan iagttage A,
B, C og D. Ved at historikeren kalder dem alle E, forstar laeseren dem
som dele af en helhed, der bestar af Ae, Be, Ce og De. Men nar den
»middelalderlige renaessance« bruges, er der ikke tale om kolligation. Det
er i stedet en klassificering, fordi en raekke faenomener i middelalderen
tilsammen udgar en enhed af arten »renaessance«. Deter altsa et
definitionsmaessigt krav, at der er noget innovativt i kolligation.

Også i kapitlet om kolligation refererer Ragnar Bjork forskellige teoretikeresstandpunkter. Hvad han selv mener, må man lede ret nøje efter. Man får noget mere at vide om hans eget standpunkt ved hans analyse af Ahnlunds bog, hvor han prøver at finde eksempler på kolligation. I

Ahnlunds Oxenstierna-biografi har forfatteren samlet en del enkeltiagttagelserom hovedpersonens oplevelser og reaktioner på de religiøse stridigheder, og Ahnlund opfinder nu betegnelsen »religiøst frontmetvetande«til at samle sine iagttagelser og gøre dem mere forståelige. Det finder imidlertid ikke nåde for Ragnar Bjorks kriterier for kolligation, men betegnes som en »uttolkning«. Han forsøger sig så med begreberne »personlig meningsidentitet« overfor »praktisk solidaritet«, der af Ahnlundbenyttes til at beskrive Oxenstiernas forhold til kongen. Heller ikke her er der tale om kolligation, fordi denne samlende tolkning ikke giver læseren nogen opfattelse af den associative sammenhæng, som udtrykket (eller tolkningen) er grundet i. Herefter er det ikke let at se, hvad »kolligation« egentlig skal bruges til. Det kommer i nogen grad til at virke som en selvskabt plage at skulle fundere over, om der er tale om kolligation, re-characterisation, klassification, eller der er tale om, at historikeren har haft et mere frimodigt forhold til sproget og sproglige nydannelser, end filosofien bryder sig om.

At historie fortælles, at historiske fremstillinger principielt har samme form som en episk roman eller et æventyr, har givet filosoffer og historikere mange problemer, når de ønskede historievidenskaben indrageret blandt andre videnskaber, hvis metode de anså for den eneste rigtige. Hvis fortællingen blot var en form, hvori historikere præsenterer deres resultater, skulle problemet være til at overse. Ingen kan have noget imod, at historikere, når deres videnskabelige arbejde var gjort, bestræber sig på at fremstille resultaterne i en form, der har størst mulig chance for at fastholde læserens interesse og etablere forståelsen for emnet i læserens bevidsthed. Problemet med »narration« er imidlertid ikke løst så let. Der ligger hele tiden i forsøget på at komme til rette med forholdet mellem fortælling og analyse en risiko for, at man intellektuelt hopper over, hvor gærdet er lavest, og betragter fortællingen som alene en formsag.

En anden måde at angribe spørgsmålet på er at indsnævre begrebet »narration« til en rendyrket urform. En sådan fortælling er den jævnt fremadstridende, kronologiske beskrivelse af det ene fænomen efter det andet. Rækkefølgen og kronologien er det samme. På dette magre skelet må man så hænge andre krav til fortællingen for at få det til at ligne det, historikere faktisk laver. Man kan f.eks. sondre mellem krønikeskriveren og historikeren. Man kan pege på, at historikeren har et »central subject«, der egentlig udgør enheden i fremstillingen, eller man kan mene, at historikeren i modsætning til krønikeskriveren binder de enkelte fænomener sammen i årsag-virkningsforhold.

Diskussionen har, først og fremmest i den angelsaksiske verden, taget

sit udgangspunkt i spørgsmålet om forklaringers rette form, og det er ikke mærkeligt, at forholdet mellem forklaring og fortælling har stået i centrum for opmærksomheden. Synspunkterne rækker fra, at der er tale om to helt forskellige processer således at fortællingen hører op (holder pause), når der forklares, til det rakt modsatte standpunkt, at grundformenfor en forklaring dybest set er en fortælling. Ragnar Bjork refererer og systematiserer på særdeles pædagogisk måde denne diskussion.

I sin opsummering om narration og kolligation er Ragnar Bjork længere fremme med egne synspunkter, end det ellers er hans sædvane i bogen. Han vender sig mod dem, der vil »monopolisere« historien for narrativisterne. Han frygter med narrativisternes kritikere, at analyser, øjeblikstværsnit, strukturbeskrivelser m.m. skal blive forvist fra historievidenskaben, og han frygter, at den ensidige vægt på det kronologisk fremadskridende skal opdele al indsigt i tidsbundne sekvenser. I sin ihærdighed fejlfortolker han Danto's brug af ordene »atomic narrative« og »molecular narrative«, der ikke har noget at gøre med at hakke fremstillingen op i takt med sekund- og minutviseren. Dermed har han i mangt og meget placeret sig i en position, der begrænser fortællingen til at ligge meget tæt ved det, man ellers kalder krøniken. Narration bliver at fortælle i tidsordnet rækkefølge de fænomener, man kender til. Afvigelser herfra er brud på fortællingen og henhører altså under noget andet. Louis Mink's synspunkt, at fortælleren beretter med bevidsthed om helheden og sammenhængen, og at uden denne bevidsthed er det ikke en fortælling, refererer Ragnar Bjork; men han mener også at kunne konstatere, at synspunktet ikke rumme Drugenge meuxnsKe anvisnings. ll^i^vLn opstår ved en indsigt af kolligativ art, mener Ragnar Bjork, og dei, man kan anbefale historikere, er at finde et passende (nødvendigt) kompromis mellem kolligation og narration.

Med et så snævert fortællingsbegreb kan kompromiser sandelig også være nødvendige. For at æventyret om Klods Hans kunne gå for en fortælling, måtte det begynde noget i retning af: En mand fik engang en søn, så fik han en søn til, og siden fik han endnu en søn. I stedet har fortælleren meget fornuftigt valgt at begynde sin historie med et øjebliksbillede, der oven i købet rummer en kvantitativ analyse: Der var engang en mand, der havde 3 sønner. Den yngste blev kaldt Klods Hans. Derefter kommer der en årsagsforklaring, hvor Hans sammenlignes med sine dygtige, ældre brødre. Det lyder naturligvis absurd, at æventyret om Klods Hans ikke skulle være en fortælling, men det er faktisk sådanne kriterier Ragnar Bjork anlægger i analysen af de narrative elementer i Ahnlunds og Lonnroths bøger.

Det kan ikke undre, at han må konstatere, at Ahnlund ikke holder sig

til den rene narration, men tillader sig situationsanalyser, brud på kronologien, ja til og med genuine forklaringer. Men, konstaterer Ragnar Bjork, disse afvigelser tjener fortællingen. Denne formalistiske arbejdsmådeillustreres også af Ragnar Bjorks overraskelse over, at Lonnroth adskillige gange tager sig den frihed at bruge ordet »forklare«, uden at der faktisk er tale om en forklaring, men blot at en kilde er vanskelig at forstå og derfor »forklares« ved at den tolkes rigtigt. At Lonnroth i sin bog hyppigt bruger »slutledande argumentering« er ikke så mærkeligt; men det er nok et spørgsmål, om alle sådanne lader sig identificere så sikkert, at der er basis for noteoplysningen om fundet af et 250-tall hos Lonnroth mod kun et tio-tall hos Ahnlund. Sådanne opgørelser er ganske afhængige af, hvor formalistisk man er i sine krav. Man mindes prof. P. G. Lindhardts spøg med en præst, der havde haft 148 bønhørelser på et år. Antallet af nitter kunne ikke oplyses.

De strenge krav om analytisk skarphed og om orden i distinktionerne er naturligvis en styrke, men de bringer nogle steder Ragnar Bjork i betænkelig nærhed af at hævde, at forståelsesformerne, beskrivelse, tolkning og forklaring, tidsmæssigt i historikerens intellektuelle proces forekommer i nævnte rækkefølge. Specielt har det konsekvenser, når forståelsesformen beskrivelse kædes sammen med narration. Der er næppe tale om en empirisk konstatering af, at sådan arbejder historikere. Langt snarere er det en afsmitning fra en scientistisk holdning, som Ragnar Bjork ellers kæmper en brav kamp med sig selv for at frigøre sig fra. Denne tendens, der bidrager til mere uafklarede passager i bogen, er utvivlsomt medskyldig i den formalisme, der stiller sig spærrende i vejen for nye indsigter.

Dette skal ikke forstås sådan, at Ragnar Bjorks analyse af de to historiske værker er uinteressant. Det afgørende må jo være, at det opstillede analyseapparat kan indfange og præcist karakterisere forskellen mellem de to bøger. I den forstand fungerer det. Om det også havde kunnet lade sig gøre uden den første halvdel af bogen, er jo ikke godt at vide. Ragnar Bjork er blevet klogere af at skrive den, og læserne bliver det af at læse den og diskutere med den. Det er ingen ringe kvalitet for en disputats.