Lars Vissing: La formation du concept de parere chez Machiavel. København, Eget forlag, 1984. 377 s. (+ 2).

En dansk disputats om Machiavelli er en begivenhed. Den danske Machiavelliforskning er ikke stor; den vinder med det foreliggende værk vældigt i omfang, men det må naturligvis erkendes at afhandlingen i sit anliggende er international. Den henvender sig til en videnskabelig debat domineret af franske og angelsaksiske navne (men i øvrigt med deltagelse fra mange lande), og det er i det internationale videnskabelige miljø den vil opnå sin egentlige vurdering, når den til sin tid under en eller anden form vil blive modtaget der. - Det følgende gengiver, med nogle få redaktionelle ændringer, den første officielle opposition ved afhandlingens forsvar for den filosofiske doktorgrad på Københavns Universitet fredag den 9. november 1984.

Bogen handler om illusionen som politisk magtmiddel i Machiavellis

filosofi, og dens tese er at dette moment er af fundamental betydning, ikke kun i Machiavellis berømteste skrift Fyrsten, med også i hans øvrige forfatterskab, i Machiavellis virksomhed og i hans indstilling i det hele taget. Afhandlingen har således som disputats det übestridelige fortrin at have en tese, og videre den kvalitet at tesen angår et meget væsentligt videnskabeligt spørgsmål. Der er måske ingen der har bidraget mere end Machiavelli til udviklingen af den moderne vestlige politiske tænkning, og der er næppe mange der har bidraget så meget som han. Politisk tænkning i Vesteuropa og i U.S.A., særlig i vort og det foregående århundrede, har set i skriftet om Fyrsten en kold, men klar redegørelse for magtens væsen og for statsstyreisens teknik, men samtidig rigtignok et brændpunkt mellem den moralske og den kyniske indstilling i politik. Skriftets nøgterne fremstilling af, hvorledes fyrsten erhverver sin magt, og navnlig efter erhvervelsen bevarer den, har chokeret. Der er siden skriftet udkom, posthumt, i 1532, ikke den politiske voldshandling der ikke lettelig har kunnet tilskrives Machiavellis indflydelse. På den anden side har læsning af skriftet om Fyrsten (og det hører virkelig til de klassikere der er blevet læst) aldrig kunnet lade tvivl mulig om, at de formål det ville fremme med sin argumentation entydigt var gode formål. Machiavellier i vor del af verden måske den første, men som bekendt ikke den sidste, der har villet fremme gode formål med midler der ikke var gode eller rentud var slette.

Machiavellis forfatterskab er gådefuldt i alle de udlægninger af det der foreligger. Det er ikke vanskeligt at finde modsætninger mellem Fyrsten og det øvrige forfatterskab, modsætninger mellem Machiavellis tidlige og hans sene sknfier, mellem lians pnvaic ug ciiiucusmccsaigc Ivui_ilsjjuhdance på den ene side og hans teoretiske skrifter på den anden, modsætninger mellem mennesket Machiavelli og filosoffen.

Her er det præses peger på illusionstemaet. Han gør det straks s. 6 i en indledende skitse over hovedkonflikter i Machiavelli-forskningen, forholdetmellem Fyrsten og Diskurserne (over de ti første bøger af Livius), spørgsmålet om Machiavellis oprigtighed eller mangel derpå. Her hedder det: »Je me propose de circonscrire quelques elements résistants de l'oeuvre machiavélienne, ceux qui concernent la question du paraitre«. Efter skitsen følger kapitlet Histoire de la critique et préalables culturels (s. 8-31) hvori præses redegør nærmere for sin stillingtagen i Machiavellidebattenog - i en knap stil der er ham egen - karakteriserer en række af denne forsknings store modsætninger som falske, indholdsløse eller unødvendige. Denne forskningsoversigt illustrerer ikke kun forfatterens store belæsthed, men bidrager også til belysning af Machiavelli-debattensi sig selv problematiske udgangspunkter. Præses er, hvad Machiavellisforfatterskab

lisforfatterskabangår, tilhænger af en »interpretation premiere, triviale« (s. 5) hvad der først og fremmest tjener til at gøre hans undersøgelse uafhængig af hele den filosofiske retning i eftertiden der kaldes antimachiavellismen.Præses foreslår illusionstemaet, Machiavellis optagethedaf forholdet mellem det reelle og det tilsyneladende, som et »element résistant« i Machiavellis oeuvre, og det er ganske rigtig et element som Machiavelli-forskningen ikke hidtil har optaget til nærmere undersøgelse. Paraitre er noget andet og mere end inganno. Det første betegner det tilsyneladende i dets forhold til det reelle, medens det andet er betegnelsenfor bedraget i egentlig forstand. Nyttigt at fastholde denne sondring fordi den er af fundamental betydning for det følgende, hvad præses da heller ikke forsømmer at gøre sin læser opmærksom på.

Undersøgelsen falder i to dele. Den ene er en sproglig analyse af hele Machiavellis administrative korrespondance fra årene 1498-1512 da han var leder af, hvad der i Firenze kaldtes det andet kancelli, denne korrespondance naturligvis således som den er tilgængelig i de udgaver der har været foranstaltet af den siden det 18. århundrede. Præses har ikke kunnet gå bag om det trykte materiale, og det kan - dets enorme omfang taget i betragtning - ikke bebrejdes ham. Men det bør på den anden side ikke overses at tekstgrundlaget for Machiavellis oeuvre i de gængse udgaver er ganske sammensat, for ikke at sige at det er tilfældigt, og at Machiavelli-forskningen af denne årsag endnu kan siges at befinde sig på usikker grund, også hvad angår nogle af de spørgsmål der har beskæftiget den allermest. — Anden hoveddel af den foreliggende undersøgelse er konfrontationen af Machiavellis politisk-teoretiske forfatterskab, især Fyrsten, med resultaterne af den sproglige analyse.

Den foretagne undersøgelse tilhører, i henhold til en grundbetragtning s. 43, den politiske filosofi og den elementære erkendelseslære (epistemologien), på grund af »I'importance prépondérante accordée å l'analyse du fonctionnement d'un concept, celui de l'illusion«. Undersøgelsen kan ikke »faire abstraction de l'histoire des idées«, men »ellene fait intervenir l'histoire materielle que pour autant que celle-ci soit indispensable å la compréhension de la formation des théories élaborées par Machiavel dans le domaine de l'illusionisme politique« (stadig s. 43). Det bliver klart af det følgende (s. 44), at forfatteren med det besynderlige begreb histoire materielle tænker på begivenhedshistorien, uden at det bliver klart hvorfor den for ham fremtræder som materielle.

Den sproglige analyse, afhandlingens ene hoveddel, er statistisk i sit væsen. Den opregner og rubricerer mere end tusind tekststeder hvori der kan konstateres modstilling af ord der har med henholdsvis statens nytte og statens ære at gøre, begrebspar der angår politikkens realiteter på den

ene side og magtens ydre udtryk pa den anden. I sig selv er denne
undersogelse en imponerende fysisk praestation. Det byder ikke laeseren
starre vanskelighed at finde frem til de tekststeder forfatteren behandler.
Hvor det pagaeldende sted ikke er citeret i noterne til teksten (og det har
naturligvis kun de vigtigste kunnet blive), kan stederne findes ved hjaelp
af en liste bag i bogen (s. 330-353) der for hvert enkelt sted henviser til
den pagaeldende side i den pagaeldende trykte udgave. Det er saledes
hejst en trykside laeseren skal gennemga for at finde frem til det sted
forfatteren har i tankerne. Derimod kan det nok vaere vanskeligt at
vurdere Machiavellis andel i affattelsen af de enkelte stykker, breve fra
andre til ham, breve han skriver i andres navn over for breve der er
t i hans eget navn — og det kan naturligvis ofte vaere vanskeligt at
;t enkelte tekststed najagtig saledes som praeses synes at have laest
det. Ikke mindst vanskeligt er det at vurdere, om de ord praeses vaelger at
placere pa hver sin side af den undersegte modsaetning (realiteten over
for illusionen i politik) virkelig er synonymer eller overhovedet er
kommensurable. Indsamlingen af tekststeder er tilsyneladende foregaet
helt mekanisk, hvad der vel ogsa er nodvendigt for den der ensker at vaere
konsekvent, men hvad der pa den anden side ikke kan undga at
aktualisere savnet af praecise undersogelser af det enkelte begrebs
betydning i den givne sammenhaeng. Nogle eksempler viser det. Henvisningens.64
til ordet gente (tekststed nr. 737 fra 1504) gaelder den franske
konge i Machiavellis referat om muligheden af at kejseren kommer til
Rom og nedvendigheden af i sa fald at Sorge for at han ikke kan gore hvad
han vil, che era bene da trattenerlo ejargli buon mercato di cerimonie estrinseche, e
di simili onori consueti ad un simii pnncipe; e, venendogli qualche disastro in
cammino, si potra aiutarlo de qualche gente e danari (at det ville vaere godt at
holde ham hen og ikke spare pa ydre ceremoniel og den slags aeresbevisningersomman
plejer at give en sadan fyrste, men at man, hvis han
stedte pa nogen ulykke, kunne hjaelpe ham med folk og penge). Forfatterensynespa
dette sted ganske at overse, at gente i saetningen ikke star i
direkte modsaetning til onori og cerimonie, men at ordet disastro (ulykke eller
modgang) er et nodvendigt mellemled i saetningens opbygning. - Ordet
danari (penge) der sidestilles med gente i nr. 737, forekommer desuden i nr.
8 (fra 1498) hvor en udsending skal komme til stede con buona somma di
danari et tucto per dare riputazione alia cosa (med en paen sum penge og alt for
at vaekke opmaerksomhed om foretagendet); her er det i saetningens
sammenhaeng ikke klart, hvorvidt denne riputazione (i ovrigt et af
forfatterens vigtige begreber pa illusions-siden) skal tilvejebringes ved
pengene, ved udsendingen eller ved begge dele. Forfatteren yder ingen
hjaelp. - Danari forekommer i to andre tekststeder (234 og 503) hvoraf det

første (fra år 1500) synes helt interesseløst, de der skriver omtaler sig selv som homini sanza danari et sanza credito (mennesker uden hverken penge eller kredit), medens nr. 503 (1502) der er Machiavellis referat af en samtale med Cesare Borgia, synes at have væsentlig udsagnskraft i forfatterens anliggende, illusionen over for realiteterne i politik; per la parte del Duca io ti dico che a Sua Eccllenzo. basterebbe aver l'onor suo con voi rispetto alla condotta vecchia; e questo stirna piu che danari e che ogni altra cosa (om hertugen siger jeg dig, at Hans Excellence vil være tilfreds med at få sin ære over for jer i spørgsmålet om den gamle lejetropskontrakt; dette regner han for vigtigere end penge og alt andet). - I forfatterens mekaniske opregning af ordparrene er der kun ringe vejledning at hente, og læseren kommer ofte i tvivl om ordenes betydning i den givne sammenhæng.

Helt overfladisk behandlet er de fire eksempler på det ikke uinteressante begreb stato der anføres s. 63. I nr. 426 (1502) tales der om lo stato del Prefecto (nemlig præfekten i Rom, Giovanni della Rovere, og ordet betyder i sammenhængen tilstand eller stilling, ikke stat). Anderledes nr. 495 (1502) i udtrykket lo stato et onore del Re di Francia (hvor stato betyder både tilstand og stat, ikke overraskende når det drejer sig om en mægtig fyrste). Nr. 515 (ligeledes 1502) kunne være en virkelig godbid, hvis det gjaldt om at undersøge Machiavellis opfattelse af staten, quel primo fondamento che é necessario nelli stati, della sicurtå, commodo, utile et honor de ciascuno (hint første grundlag som er nødvendigt i staterne, sikkerhed, velbefindende, nytte og ære for enhver). Præses undlader at bemærke, at i denne sætning - der beskæftiger sig med de mest centrale begreber i hans undersøgelse - tales der ikke udtrykkeligt om forholdet mellem det reelle og det tilsyneladende. Interesse har også nr. 905 (1510) hvor den franske konge i Machiavellis referat erklærer sig villig til at støtte alt juori che perdere dello onore e dello stato mio (undtagen at lide afbræk i min ære og i min position).

I det samlede indtryk af den sproglige analyse betyder denne uklarhed i det enkelte dog ikke så meget. Statistisk er det på realitets-siden utile og securtå (nytte og sikkerhed) der dominerer (s. 63), medens det vigtigste ord i fænomenologien, altså den anden side af sammenstillingen, er onore (s. 65). Det næst hyppigst forekommende ord riputazione er langt mere sparsomt repræsenteret, heldigvis, fordi læseren da spares for overvejelser af, hvor meget de to ords betydning formodentlig adskiller sig fra hinanden.

Den sproglige analyse med dens frekvensiagttagelser fører forfatteren i
resten af kapitel I hen imod en nærmere karakteristik af forholdet etrel
paraitre hos Machiavelli i henhold til sprogbrugen i den administrative

korrespondance. Hovedpunkterne er tre: 1) sondringen mellem parere i bred forstand og inganno i snæver forstand, 2) opfattelsen af et sansernes hierarki med hensyn til illusionen (hvor synssansen befinder sig i en særligt sårbar dobbeltposition, fordi det på een gang er den der vildføres og den der skrider ind med den nødvendige kontrol, at se det med sine egne øjne), og endelig 3) at Machiavellis sprogbrug udviser en tendens i retning af det belærende i forbindelse med illusionen (dette klarest formuleret i bogens danske resumé, s. 369).

På baggrund af den sproglige analyse formulerer forfatteren i undersøgelsens anden del en selvstændig tese om kompositionsplanen i Machiavellis Fyrsten. Skriftets kap. I-XIV opfattes som en fremstilling af politikkens realiteter {Le Reel), medens kap. XVI-ud befatter sig med hvad forfatteren kalder le par altre, med kap. XV som omdrejningspunkt, et kapitel der altid har tiltrukket sig opmærksomhed i Machiavelliforskningen, det der handler om hvad menneskene frem for alt roser og dadler fyrsterne for. Denne tolkning af Fyrsten er afhandlingens væsentligste kvalitet, den afdækker aspekter ved dette omdiskuterede skrift som næppe før har været tilstrækkeligt påagtet i forskningen og bidrager til belysning af Machiavellis tænkning om politikkens væsen og politikkens vilkår.

Pa baggrund af det ogede kendskab til korrespondancen fra Machiavellisembedsperiode 1498—1512, som undersagelsens forste del repraesenterer,fremtraeder behandlingen i Fyrsten, bade af illusionen i bred og bedraget i snaever forstand som langt mere betydningsfuld og langt mere gennemtaenkt ira Machiavellis side, end det kan erkendes ved en umiaaelbar laesmng. Det skyldes lkke kun, at sprogbrugen 1 Fyrsten ligner korrespondancens — det ger den ogsa, men deter ikke det mest vaesentlige - det skyldes i virkeligheden at sprogbrugen i Fyrsten omkring illusionsfaenomeneter blottet for den uklarhed der haeftede ved sprogbrugen i korrespondancen, en uklarhed der ikke blev haevet ved praeses' prisvaerdigebestraebelser. Der er saledes ikke tvivl mulig om at listen i Fyrstens kapitel XV over de gode fyrstelige egenskaber, og deres modsaetning, forudsaetter det ideelt onskelige — men det praktisk umulige — i at eje alle de gode dyder, og saledes det praktisk nyttige i at have ry for disse gode egenskaber, hvad enten dette ry sa er vel funderet eller ikke. At et sadant ry har selvstaendig politisk vaerdi, bringer Machiavellis ord i Fyrstens kapitel XV selv tydeligt frem, men praeses' undersegelse bidrager i hej grad til at understrege denne pointe. Nar han (bl. a. s. 185) tolker begrebet veritd effettuale i Fyrsten (sandhedens virkning eller sandheden i dens virknings-aspekt) som et faenomen der til dels bestar eller kan besta af fiktive elementer, og nar han tillaegger Machiavellis taenkning en teori —

eller i det mindste begyndelsen til en teori - om staternes prestige (som bekendt et element i moderne vestlig politisk videnskab) har han utvivlsomt peget på nogle væsentlige aspekter af Machiavellis filosofi. Tanken vil kunne få betydning for fremtidig Machiavelli-forskning, men det må rigtignok erkendes at dens bærekraft afhænger af, om det vil lykkes at opnå bedre indsigt i Machiavellis sprogbrug, i korrespondancen og i forfatterskabet, og her må det foreløbig erkendes at præses' undersøgelser, som i det væsentlige er frekvensiagttagelser, ikke føjer meget til Chiappellis analyse {Studi sul linguaggio del Machiavelli og Nuovi studi sul linguaggio del Machiavelli, Firenze, hhv. 1952 og 1969) hvis konklusion var at Manchiavellis sprogbrug er flydende.

Når læseren er nødsaget til at konstatere, at præses' undersøgelse af ordparrene om illusion og realitet i politik, således som Machiavelli fremstiller denne, er statistisk i sit væsen og består overvejende af frekvensiagttagelser, er dette ikke en begrænsning præses selv gør opmærksom på. Snarere tyder hans formuleringer flere steder på, at han selv tillægger sin sproglige analyse væsentligt videre bærekraft. Men læseren må være mere beskeden på præses' vegne end han selv tilsyneladende er tilbøjelig til, for illusionen er et fænomen der er vanskeligt at gribe, i videnskaben som i dagligdagen. Da Søren Kierkegaard for næsten halvandet hundrede år siden fremlagde sin disputats om »Begrebet Ironie« - ironi er som bekendt det at skildre noget i bevidst modsætning til dets væsen, en form af stor betydning i den gamle græske pædagogik og dialektik — skrev han i sit forord, at den opgave at skrive en bog om ironi er som hvis en maler ville male et billede af en nisse, med den hat der gør ham usynlig. — Den opgave præses har stillet sig er ikke mindre ambitiøs.

Hvad præses finder i Machiavellis Fyrsten til støtte for sin illusionseller apparitionsteori, er i skriftets opbygning logisk afhængigt af den berømte programerklæring i Fyrstens kapitel XV, at Machiavelli nu, når han vil behandle de regeringsmåder en fyrste bør anvende over for sine undersåtter og over for sine venner, for ikke at blive anset for overdrevet pretentiøs - når han nu vil skrive om det og tage afstand fra det meget andre allerede har skrevet — vil andare drieto alla veritå effettuale della cosa, snarere end beskæftige sig med Vimmaginazione de essa, dette for at skrive noget der kan være nyttigt for den der forstår sig på det (sendo l'intento mio scrivere una cosa utile a chi la intende). Præses' illusions- eller apparitionsteori er bygget op på, hvad Machivelli selv skriver i den halvdel af sit skrift som han har viet til regeringsmåderne, og her må sandheden i dens virkningsaspekt foretrækkes for de spekulative forestillingers greb efter sandhedens idé.

I sin udvikling af teorien ser præses imidlertid konsekvent bort fra de grundbetragtninger om staternes væsen som Machiavelli har nedlagt i Fyrstens første fjorten kapitler, hvorved regeringsmådernes forhold til de forskellige kategorier af stater forflygtiges i præses' fremstilling af Machiavellispolitiske filosofi. Machiavellis skelnen mellem en »ny« fyrste og en der har arvet sit fyrstendømme (en principe nuovo over for en principe ereditario), der er fundamental i skriftets første halvdel, lades således ganske ude af betragtning i præses' behandling af Machiavellis politiske illusionsteori. Dette til den grad, at når præses s. 190 i sin behandling af Fyrstens kapitel XVIII (om hvorvidt fyrsterne bør holde deres ord) konstaterer at medens al politisk autoritet har behov for credibilité, adskiller les modalités de la pratique du paraitre sig bien évidemment fra et regime til et andet - så vælger han i det følgende helt andre kriterier til at skelne mellem regimerne, end dem Fyrsten er bygget op på: »Dans le regime républicain, et dans tout autre regime ou les fonctions gouvernementalesfont l'objet d'un certain degré de distribution ou de partage, la cohérence mimétique est en partie fbnction d'une coordination entre les différents opérateurs du systéme; plus le systeme est centralisé, plus l'établissement de cette cohérence est en revanche fonction des talents théåtraux du prince lui-méme« (s. 190). Præses erstatter her Machiavellisbetragtninger med sine egne, ikke fordi Machiavelli ikke skriver noget om, hvad præses her behandler, men fordi eftertrykket hos ham ligger et andet sted. For Machiavelli er det rigtignok ikke uvigtigt - men dog alligevel kun af middelbar betydning - hvorvidt regimerne er centraliseredeeller ikke, for det har med undci såtternes pålidelighed at gøre, hvor meget de er invoiverei i suttens sag Li. Men i Machiavellis Fyrstev, ligg**₁" der større vægt på de kriterier præses vælger at skyde til side. Staterne kan deles i republikker og fyrstendømmer, hvoraf Machiavelli kun behandler de sidstnævnte her; fyrstendømmerne er enten arvede eller nye, eventuelt blandede (misti), nemlig hvor en fyrste lægger et nyt territorium til sit arvede fyrstendømme. Og denne skelnen er ikke kun definitorisk og leksikalsk i sin betydning, som det måske kunne synes af Fyrstens kap. I og 11, hvor sondringen først fremføres. Den hænger nøje sammen med den grundbetragtning, at de nye og blandede fyrstendømmerer forholdsvis lette at erhverve, i forhold til de anstrengelser der er forbundet med at opretholde dem, medens det arvede fyrstendømme næsten opretholder sig selv hvis undersåtterne blot er lykkelige og fyrsten klog. I problemerne med at opretholde de nye fyrstendømmer, spiller det en afgørende rolle, hvorledes de er erhvervede, ved et lykketræf {fortuna) eller ved egen indsats (virtii). Jo større indsats af egne kræfter fyrsten har gjort ved erhvervelsen af sit (nye) fyrstendømme, jo bedre har han

forberedt den senere, nødvendige indsats der må gøres for at opretholde magten, afværge ydre angreb og sikre undersåtternes fortsatte tilfredshed.Men sikker kan ingen nok så aktiv fyrste være, hvis ikke lykken er med ham: Cesare Borgia i Machiavellis fremstilling er blevet et berømt eksempel på en fyrste der overgik alle i virtu, men led nederlag på grund af en katastrofal mangel phfortuna, en fremstilling hvori det imidlertid på forhånd er klart at der må menes noget andet med ordet virtu end dydighed i borgerligt moralsk forstand, for dydig i den betydning var hverken han eller Machiavelli.

Forfatterens behandling af begrebet virtu er ganske overfladisk og mærkeligt uafhængig af Machiavellis tekst. »Des connotations conventionnelles retiennent le terme virtu du coté de la seconde fonction indoeuropéenne«, hedder det s. 235, uden hensyn til at Machiavelli ikke kan have kendt Georges Dumézil (og i øvrigt uden at dette navn anføres i bogens litteraturliste).

Det er ingen kompliment til Machiavellis intelligens at tillægge ham en udtrykkelig mening om »at den politiske illusion bør suspenderes i magtens interne arbejde. Fyrsten og hans rådgivere arbejder i fællesskab på opretholdelsen af statens prestige. Enhver anvendelse af illusionspraksis i dette fortrolige arbejde er kontraproduktiv« (s. 373 i bogens danske resumé af indholdet i kapitel 11. 9 der behandler Fyrstens kap. XXII og XXIII om fyrstens forhold til rådgiverne og til smigrere). Af bogens hovedtekst fremgår da også at der i disse to kapitler af Fyrsten faktisk ikke står noget videre om illusion eller bedrag ud over den helt generelle betragtning om rådgiverens forhold til fyrsten at il ministro non pub sperare di ingannarlo (at rådgiveren ikke kan gøre sig forhåbning om at kunne narre fyrsten), kap. XXII, og at fyrsterne skal undgå smigrere, der er hele indholdet af kap. XXIII. Logisk mangler dette ikke i Machiavellis argumentation. Men hvis den politiske illusionisme, som præses vil det, skal være et centralt punkt i Machiavellis tænkning, bliver det af afgørende betydning om nu den fyrste der læser Machiavellis skrift og gør som han siger (altså bruger Fyrsten i kap. XV's ånd, for at drage nytte af den) virkelig kan være sikker på, at det holder stik. Det kan han ikke efter Fyrstens ordlyd i kapitlerne om rådgivere og smigrere, hvor pointen netop er, at sikker kan ingen være på dette punkt, ellers havde der ikke været nogen grund til at skrive som Machiavelli gør. I præses' illusionsteori er denne sikkerhed en trossag, og hans argumentation befinder sig i den blå luft.

Hverken præses eller andre videnskabsmænd råder over andre hjælpemidlertil
interpretation af tekster end logikken og grammatikken, og
disse to instrumenter er værgeløse over for den udtrykkelige, tilståede

løgn. Sætningen »Jeg lyver« er enten sand eller falsk. Hvorvidt den er det ene eller det andet, afhænger af mine intentioner i handlingsøjeblikket, og dem indeholder sætningen intet sprogligt udtryk for. Den traditionelle formulering af, hvad der plejer at kaldes løgnens paradoks, »Kretenseren sagde at alle kretensere løj« er af ganske samme art som sætningen »Politikeren Machiavelli sagde at alle politikere forstiller sig, eller må forstille sig«, hvilket er hele indholdet af den illusionsteori præses tillægger Machiavelli.

Ikke des mindre indeholder den foreliggende afhandling en værdifuld og selvstændig redegørelse for illusionsmomentets betydning i Machiavellis Fyrsten. At dette videnskabelige resultat er vundet gennem en fejltagelse, gør mindre til sagen; det er ikke første gang, og vil næppe heller blive sidste gang et videnskabeligt resultat bliver til på denne måde. Det er skade, at forfatteren til fordel for en overvejende statistisk præget sproglig analyse har villet afstå fra en dybtgående undersøgelse af de dele af Machiavellis forfatterskab, hvori denne udtrykkelig udtaler sig om politisk illusionsmageri. Og det er navnlig skade, at forfatteren har givet sig selv lov til at forblive i en naivistisk indstilling over for løgnens paradoks. Det betyder, at den forbindelse afhandlingen ønsker at drage mellem sprogundersøgelsens resultat og Fyrstens komposition foreløbig ikke kan betragtes som mere end en cirkelslutning.