Karl Peder Pedersen: Vestfynske fæstebønder. En undersøgelse af de økonomiske og sociale forhold på de vestfynske godser Erholm-Søndergårde i 1700tallet. Odense, Landbohistorisk Selskab, 1984. 190 s. Ill. 88 kr.

Bogen er et omarbejdet speciale, hvilket viser, at der i specialer afleveret til
universiteternes historiske institutter er grundlag at hente for megen god
forskning. Resultatet er nemlig blevet en glimrende skildring af vestfynske

fæstebønders levevilkår i 1700-tallet. Formålet har været tosidet. For det første har forfatteren villet fremlægge et grundlag for en sammenligning mellem den fynske Rasmus og den sjællandske Jeppe. Analysens elementer er derfor de traditionelle, kendt fra Fridlev Skrubbeltrangs undersøgelser. Det er undersøgelseraf fæsteforholdene (dvs. fæsteforandringer, indfæstning, aftægtsforhold og formueforhold), og af gårdenes økonomiske forhold (dvs. landgilde, hoveri, husdyrhold og kornavl). Blandt de mest bemærkelsesværdige resultater af denne del af undersøgelsen kan nævnes, at den gennemsnitlige forsiddelsesprocent fra 1710-99 kun var 3%. Den meget lave forsiddelsesprocent har naturligvis en vis sammenhæng med det udbredte familiefæste på godsernes gårde. Omkring 70% af alle fæsteskift fandt sted inden for familien. Så stabile forhold kunne tyde på, at fæstegårdene i området var attraktive. En fordobling af indfæstningen i perioden 1720-39 synes da også at bekræfte dette. Mange flere indikatorer bliver undersøgt, og resultaterne af disse peger i samme retning som ovenstående. Det betyder, at forfatteren ikke kan bekræfte det dystre billede, som den sjællandske Jeppe hidtil er blevet stillet i. Situationen for den vestfynske fæstebonde har været noget anderledes, et billede hvor farverne har været lysere. Forfatterens analyse er flere steder så detaljeret, at det er lykkedes at komme meget tæt på de egentlige aktører.

Det andet formål har været et forsøg på at gå i rette med den udbredte opfattelse, at 1700-tallet danske landbosamfund var et statisk samfund befolket med undertrykte, dovne og fordrukne bønder og übønhørligt strenge godsejere. Repræsentativitetsproblemer har gjort denne opgave meget vanskelig for forfatteren. Materialet har været alt for spinkelt til at bære så brede konklusioner, hvorfor forfatteren også har været meget forsigtig. Den væsentligste konklusion i denne del er, at de landboreformer, som gennem politiske initiativer så dagens lys i slutningen af århundredet, var en afrunding af en udvikling, der havde fundet sted på godserne Erholm-Søndergårde. Traditionelt har man tillagt disse reformer en igangsættende karakter.

I sin helhed er bogens konklusioner nye og nuancerende. Dermed bliver Karl
n. i r»- J. r . »■«■ _r_i. ...r .i . r_. .. 1 _. 1 i. -n ? 1 . 1 1
i raekken af undersogelser, der giver den danske landbohistoriske forskning
tiltraengt fornyelse.