A.A. Düri: The Rise of Historical Writing among the Arabs. Ed. and transl. by L. I. Conrad, introduction by F. M. Donner. Modern Classics in Near Eastern Studies. Princeton University Press, 1983. XVI + 191 s.

I den længe ventede oversættelse af Jordan-professoren Abd al-Aziz Dun's værk om den arabiske historieskrivnings tilblivelse (det kom oprindeligt på arabisk i 1960) præsenterer forf. først en oversigt over udviklingen indtil de store, klassiske - næsten kanoniske — værker ved slutningen af 800-tallet, da den islamiske ortodoksi blev konsolideret. Denne oversigt følges af specialundersøgelser af de tidlige, medinensiske og iraqensiske, lærde skoler og af den arabiske episke og folkelige tradition og den kosmologiske overlevering.

Det er Duri's opfattelse, at de sidste to retninger ikke kom til at øve afgørende indflydelse på den seriøse historiske tradition. I overensstemmelse med forskningstraditionen siden Julius Wellhausen opretholder Dun klare skel mellem på den ene side den tidlige medinensiske skole, hvis hovedfelt lå i profetbiografien og det »retledede« kalifats historie, og som tidligt omgærdes af formelle rammer, og på den anden side den iraqensiske tradition, som især beskæftigede sig med de arabiske stammers genealogi og bedrifter. De to skoler forenes og specialiseres i abbassidetiden, men befæstes under de former, Medinaskolen havde udformet.

Duri fremlægger et meget omfattende materiale, som diskuteres indgående og kritisk, og værdien af den engelske oversættelse forøges betydeligt ved, at oversætteren har ajourført bibliografi og noteapparat. På den anden side efterlader bogen også stadig problemer, som er omstridte og vanskelige at løse. Det gælder specielt tomrummet mellem Islams ældste historie og de første vidnesbyrd i begyndelsen af 8. århundrede, og det gælder også hans tilbagevisning af, at islamiske traditionskyndige normalt forfaldt til at gøre sig til talsmænd for egentlige partistandpunkter.