Peter W. Høymark: Modstandsbevægelse og modbevægelse. Årsskrift for Frihedsmuseet 1985. 124 s. Ill.

I rækken af årsskrifter fra Foreningen Frihedsmuseets Venner er temaet denne gang tiden umiddelbart efter befrielsen i maj 1945 og frem til oktobervalget samme år. Genstandsområdet er diskussionen mellem de fire »gamle« politiske partier og så de partier og organisationer, som forsøgte at fortsætte samarbejdet fra modstandskampen. Det er primært partiernes holdning og politik, der interesserer, idet modstandsorganisationerne lever en ret tilbagetrukket tilværelse i bogen. Det kan delvis begrundes i materialevalget. Peter Høymark bygger i helt overvejende grad på pressen - primært dagspressen. Der bliver således nærmest tale om en holdningsundersøgelse, hvor modstandsbevægelsen kun repræsenteres via den lille del af dagspressen, som havde sine rødder i den. Og derved mister

forfatteren den mulighed, der ligger i gennem arkivmateriale og publicerede undersøgelser at trænge om bag facaden, m.a.o. at undersøge om det billede, som kom frem i modstandspressen, også svarede til de holdninger, som mellemledere og »græsrødder« havde.

Man er altså henvist til en holdningsundersøgelse, hvor kun de holdninger, der kommer på tryk, undersøges. Det er Peter Høymarks opfattelse, at valgkampen op til oktober-valget faktisk startede allerede ved befrielsen -ja endda gik tilbage til besættelsestiden. Lige siden modstandsbevægelsen »kom til fadet« i august 1943, havde politikerne forberedt et come-back. Den politiske kontinuitet skulle sikres mod udfordringer fra modstandsbevægelsen - ikke mindst kommunisterne. Der var denne frygt for systemforandring, som blev bestemmende for partiernes holdninger og handlinger. Det blev igen bestemmende for den modbevægelse, som redaktør Børge Outze døbte den politiske kamp mod modstandsbevægelsen, og hvor partipressen ifølge forfatteren var det vigtigste våben.

Gennem fem kapitler beskriver Peter Høymark, hvordan partipressen forsøgte at tilrane sig æren for modstandskampen og senere, gennem bevidst mistænkeliggørelse og spillen på frygt for voldelige oprør - eller ved helt at fortie dens indsats - at nedgøre modstandsbevægelsen mest muligt. Høymark eksemplificerer debatten i befrielsessommeren godt, og der er for anmelderen at se ingen tvivl om, at han har ret i sin tese om, at politikernes kamp for at bevare systemet og igen få den fulde magt pågik både under og efter besættelsestiden. Der er i og for sig heller ikke meget nyt i synspunktet, hvilket allerede flere undersøgelser har vist - herunder en specialeundersøgelse fra RUC fra 1982, som Høymark ikke benytter (»Modstandsbevægelsens krav til efterkrigstiden« af Søren Kastholm Hansen og John Hindsgaul Rasmussen).

Høymarks arbejde er et lettere revideret historiespeciale fra Københavns Universitet. Det bærer desværre stadig præg af eksamensopgavens omstændelige argumentation og tunge sprog, hvor endnu en gennemskrivning ville have løst problemet. Men hvad en gennemskrivning nok ikke ville have ændret på er en efter anmelderens mening tvivlsom argumentationsform sine steder og fejlciteringer og fejiagiige kiideangiveiser. \F.eks. s. 10, hvor lire avisoverskritter omtales som værende fra juli 1945, hvor de faktisk er fra juni, og to forbyttede billedtekster s. 83 og 85). Argumentationsformen ses f.eks. s. 89, hvor Høymark »formoder at partierne først udskrev valg i det øjeblik, de var klare over, at modstandsbevægelsen ikke evnede en samlet opstilling og modstandsstyrkerne var blevet hjemsendt«. Der er, som forfatteren selv skriver, intet kildemæssigt belæg for denne hypotese. Det er der heller ikke for påstanden s. 77 om, at en aftale mellem politikere og modstandsfolk om eventuelle undersøgelser afstikkerlikvideringer efter krigen skulle være indgået allerede under krigen. Aftalen skulle gå ud på, at undersøgelserne i givet fald skulle ske under ministeriet for særlige anliggender, som blev besat med modstandsfolk. Høymark anser det - trods manglende kildemæssigt belæg - for givet, at en sådan aftale har eksisteret. Han bygger det alene på, at prof. Ditlev Tamm, der heller ikke har fundet belæg i arkiverne, også mener, at aftalen har eksisteret, og at cand.mag. Niels Amled i Frode Jakobsens håndskrevne notater har fundet vidnesbyrd om, at spørgsmålet blev drøftet under krigen. At gøre formodninger til fakta på dette grundlag er overdrevet.

Overdrivelse gør sig også sine steder gældende i forfatterens behandling af sine
avisoverskrifter. De bruges som eksempler på, hvordan partipressen kunne blæse

små episoder op til forsidehistorier, hvis det kunne skade modstandsbevægelsen. Men der er kun sjældent tale om forsidehistorier, som forfatteren påstår! I alt 8 avisoverskrifter er citeret i denne forbindelse, flere af dem fejlagtigt. Og kun een af disse otte overskrifter er fra avisforsiden. De andre levede mere anonyme tilværelser inde i avisen.