|
Historisk Tidsskrift, Bind 14. række, 6 (1985) 2Flygtninge fra Hitler-Tyskland EN INDFØRING I EKSILFORSKNINGENAF Hans Uwe Petersen 1. ProblemstillingI årene efter magtoverdragelsen til nazisterne i 1933 blev omkring en halv million mennesker fordrevet fra Tyskland og siden fra den tyske fascismes voksende magtområde.1 Årsagen hertil var diktaturets udvikling og nazisternes opgør med dels deres erklærede fjender, dels deres politiske modstandere. I dette opgør anvendtes forskellige midler: lovgivning, administrative forholdsregler, terror, fysisk udryddelse, forfølgelse uden for diktaturets umiddelbare magtområde og propaganda i og udenfor Tyskland. Flygtningene udgjorde i social, politisk, ideologisk, religiøs og nationaiitetsmæssighenseende en sammensat strøm at mennesker. De havde dog det fælles træk at være politiske flygtninge. De blev tvunget i landflygtighedpå grund af udviklingen i Hitler-Tyskland og den politiske tvang som var en følge af de herskende samfundsmæssige forhold. Tre i sig selv inhomogene »grupper« satte deres præg på flygtningestrømmen. Det er for det første ofrene for antisemitismen, der udgjorde den langt overvejendedel af de fordrevne.2 For det andet drejer det sig om nazisternes politiske modstandere fra især arbejderbevægelsens politiske og faglige organisationer. For det tredie forlod størstedelen af de mest betydningsfuldeforfattere samt en række andre intellektuelle Hitler-Tyskland.3 1 Baggrunden for denne artikel er et projekt om »Eksil i Danmark. Hitlerflygtningene i Danmark. En regionalstudie i landflygtighed og politisk eksil«, som støttes af Statens humaniske forskningsråd. 2 Forsigtige skøn taler om 278.500 flygtninge fra Tyskland og 125.000 fra Østrig. For nærmere oplysninger om flygtningestrømmens omfang se: Biographisches Handbuch der deutschsprachigen Emigration nach 1933, Munchen/London/New York/Paris 1980-83, bd. 1 + 2, Introduktion.
Side 259
Disse tre grupper var dog ikke hermetisk afgrænsede i forhold til hinanden, og de overlapper hinanden. Flygtningenes aktiviteter i tilflugtslandene blev præget væsentligt af, om landflygtigheden betragtedessom et politisk eksil eller som en »udvandring« for altid. Flygtningenesselvforståelse mht. deres situation, landflygtigheden og fremtidsforestillingervar dog ikke statisk, men undergik - til dels betydelige — forandringer.4 Flygtningestrømmen forløb i fire faser. Den første flugtbølge blev udløst umiddelbart efter den 30.1.1933 og den tiltagende terror efter rigsdagsbranden. Den anden fase begyndte med vedtagelsen af de racistiske og antisemitiske love, de såkaldte »Niirnberglove« i september 1935. Et nyt vendepunkt udløstes med anneksionen af Østrig i marts 1938. Den fjerde fase indledtes med krigsudbruddet og strakte sig til det generelle udrejseforbud og til de begyndende deportationer i november 1941. Flugten antog forskellige former, der spændte fra legal udrejse over udvandring til illegal »udrejse« og dermed også tit til illegal indrejse i tilflugtslandet.5 Flugtomstændighederne blev desuden præget af, om den enkelte havde mulighed for at medføre sine ejendele, om han eller hun havde forbindelser i tilflugtslandet og hvordan opholdsbetingelserne tegnede sig dér, om flugten var forberedt gennem en organisation eller om den var uforberedt og eventuelt skete helt på egen hånd. Hitlerflygtningene blev i årene 1933 til 1945 spredt over det meste af verden, og de fleste måtte i løbet af disse år flygte mere end én gang. Den geografiske fordeling blev præget af landflygtighedens karakter, de forskellige landes flygtningepolitik og den generelle internationale udvikling.De flygtninge, der fra tilflugtslandene søgte at fortsætte kampen mod Hitler-fascismen, slog sig i første omgang ned i Tysklands nærmeste nabolande. Centre for det politiske og kulturelle eksil var især Frankrig og Czekoslovakiet, mens Danmark og Sverige spillede en langt mindre rolle. Efter Miinchen-aftalen i 1938 og krigens udbrud i 1939 flygtede mange påny. Mens Storbritannien, på grund af ændringer i sin flygtningepolitik,nu fik den afgørende betydning som tilflugtsland i Europa, blev USA det vigtigste blandt de ikke-europæiske stater. Blandt de flygtninge, der mente at måtte forlade deres hjemland for altid, spillede de forskellige 3 Middell, E.: Exilliteraturforschung, i: Weimarer Beitråge, 27. årg. 1981, hft. 4, s. 5. 4 Denne klassificering rejser nogle terminologiske spørgsmål, der behandles nedenfor. 5 Flugten og landflygtigheden er skildret i en række samtidige litterære værker. Bl.a. Erpenbeck, F.: Emigranten (1937), Berlin/Weimar 1983; Frank, B.: Der Reisepass (1937), Munchen 1980; Merz, K.: Ein Mann fållt aus Deutschland (1936), Frankfurt/M. (Ffm.) 1982; Feuchtwangen, L.: Exil (1939), Ffm. 1982; Mann, K.: Der Vulkan (1939), Reinbeck bei Hamburg 1982.
Side 260
lande udenfor Europa fra starten af en større rolle som tilflugtssted. På det internationale plan aftvang Hitlerflygtningene de forskellige tilflugtslande og Folkeforbundet en stillingtagen. Spørgsmålet blev første gang rejst på forbundets generalforsamling i efteråret 1933 og i december samme år udnævntes en højkommissær for flygtninge fra Tyskland.7 Denne iværksatte initiativer vedrørende flygtningenes opholds- og arbejdstilladelserog socialforsorg, tilvejebringelsen af et identifikationscertifikatm.v. To år senere nedlagde den første højkommissær dog sit mandat på grund af de vanskeligheder han mødte i arbejdet. Der blev udnævnt en ny højkommissær. Mens højkommissariatet i første omgang af hensyn til Tyskland var blevet dannet som en autonom institution, blev det nu efter langvarige forhandlinger og Tysklands udmeldelse af Folkeforbundet lagt ind under dette. På en regeringskonference i 1936 vedtoges med udgangspunkt i flygtningekonventionen fra 1933 en foreløbigstatut om Hitlerflygtningenes juridiske stilling, der efter nogle udskydelser førte til vedtagelsen af en særlig konvention på en ny konference i februar 1938.8 Formålet hermed var at skabe grundlaget for en ensartet behandling af alle flygtninge og i forlængelse heraf at opbygge én centraliseret flygtningeorganisation indenfor Folkeforbundet. Parallelt hermed tog USA's regering initiativ til endnu en konference, der blev gennemført i juli 1938 i Evian og som førte til dannelsen af et internationaltregeringsudvalg, der arbejdede snævert sammen med højkommissariatet.Det internationale statslige flygtningearbejde bar dog kun få frugter. Det skyldtes blandt andet, at de enkelte regeringer ikke var indstillet på at bidrage økonomisk til hjælpearbejdet. De internationale bestræbelser og de forskellige landes nationale flygtningepolitik stod fra 6 De tilgængelige tal om flygtningenes fordeling på enkelte lande formidler kun til en vis grad et indtryk af fluktuationen. Således er der i alle lande betydelig forskel på antallet af personer, der opholder sig mere permanent, og antallet af »transit-flygtninge«. I Frankrig opholdt der sig før krigen i alt ca. 35.000, i Czekoslovakiet indtil 1938/39 ca. 20.000, heraf mere permanent årligt 1.500-2.000, i England var der i 1939 ca. 20.000 og i 1940 ca. 63.000, gennem Danmark passerede der ca. 20.000, mens der i 1934 var ca. 800 og i 1940 ca. 1.600 med mere fast ophold. 7 Jvf. Folkeforbundets resolution af 11.10.1933 i Rigsdagstidene 86. samling 1933/34, tillæg A, sp. 4884 (Beretning ang. folkeforbundets 11. forsamling). Se også Petersen, H.U.: Viel Papier aber wenig Erfolg. Danemark und die internationale staatliche Hilfsarbeit fur die Fluchtlinge vor dem deutschen Faschismus (1933-1939), der bliver offentliggjort i tidsskiftet »Exil«. 8 Konventionen af 28.10.1933 er aftrykt i Lovtidende 1936, afd. A, sp. 49-64. Både denne og konventionen af 10.2.1938 er også aftrykt i Simpson, J.H.: The Refugee Problems, London 1939, s. 566-595.
Side 261
starten af i et gensidigt spændingsforhold, idet de enkelte regeringer gjorde deres stillingtagen afhængig af de andre landes politik. Som følge heraf fik konventionen fra 1938, der alene blev ratificeret af Frankrig, kun begrænset betydning. De enkelte landes flygtningepolitik havde ikke kun betydning for Hitlerflygtningene, men blev i sig selv et både inden- og udenrigspolitisk spørgsmål. Landflygtighedens vilkår blev præget af de eksisterende økonomiske, sociale og politiske forhold i de forskellige lande på den ene side og disse landes relationer til og politik overfor Tyskland på den anden side. Især blev spørgsmålet om opnåelsen af arbejdstilladelse, der i de fleste lande under henvisning til den økonomiske krise blev håndhaevet yderst restriktivt, en afgørende faktor. Dertil kom flygtningepolitikkens konsekvenser for de fordrevnes mulighed for at deltage i det almindelige politiske og kulturelle samfundsliv og for at udfolde aktiviteter rettet mod det fascistiske Tyskland. Under ét betragtet, øvede disse forhold igen indflydelse på flygtningenes selvforståelse, på deres integration eller disintegration i tilflugtslandene og dermed også på deres holdning til udviklingen i Tyskland. Krigens udbrud forværrede generelt situationen. I en række lande blev de landflygtige interneret eller tvunget til at flygte påny. Dette viste sig at være forbundet med betydelige vanskeligheder grundet de skærpede udog indrejsebestemmelser samt de begrænsede rejsemuligheder i det hele taget.9 Med Hitler-Tysklands besættelse af en række lande ophørte disse med at være reelle tilflugtssteder, og det kom til deportationer og udlevering af flygtninge til nazisterne. Ved siden af en sådan ufrivillig afslutning af landflygtigheden, kunne denne også afsluttes gennem dødsfald, selvmord, tilbagevenden til Tyskland før og efter krigens afslutning eller ved forbliven og integration i tilflugtslandet. Den forskning der beskæftiger sig med den her skitserede problemstilling, går internationalt under betegnelsen eksilforskning. Sammenfattende betragtet, vedrører denne forskning enkeltpersoner, grupper af mennesker, organisationer, samfund, folk og stater samt disses forskellige indbyrdes forhold i perioden 1933-1945. Der spørges efter disse menneskers fordrivelse og flugt samt årsagerne hertil, deres forfølgelse gennem nazisterne, flygtningestrømmens sammensætning, landflygtighedens karakter som emigration/immigration eller politisk eksil, flygtningenes forhold og aktiviteter i tilflugtslandene og på det internationale plan samt disse aktiviteters forhold til og sammenhæng med modstandskampen mod den tyske fascisme. 9 Jvf. den litterære skildring heraf i Seghers, A.: Transit, Darmstadt/Neuwied 1977.
Side 262
2. Eksilforskningens udviklingEksilforskningens historiografi er præget af tre karakteristiske forhold: For det første finder man spirer til en videnskabelig beskæftigelse med emnet allerede kort tid efter det fascistiske diktaturs etablering.10 For det andet har eksillitteraturen i bredeste forstand fra starten indtaget en central plads i eksilforskningen. Og for det tredie har eksilforskningen formet sig i snæver sammenhæng med den generelle politiske udvikling. Dermed kan det historiografiske forløb også opdeles i foreløbigt tre faser: 1) Fra 1933 til efterkrigsopgørets afslutning; 2) under den kolde krig; og 3) under den internationale afspænding. Den tredie fase, der tog sin begyndelse i anden halvdel af 1960erne, er dog igen blevet påvirket af tilbageslaget i afspændingsprocessen. Dette har imidlertid ikke medført en ny stilstand i forskningen, som det var tilfældet under den kolde krig. I den første fase blev eksilforskningen med få undtagelser drevet af Hitlerflygtningene selv. I sit emnevalg var den koncentreret omkring landflygtighedens problemer. Samtidig havde de første undersøgelser en direkte politisk funktion dels i flygtningenes selvforståelsesproces, dels i kampen mod Hitler-Tyskland og perspektiverne for denne modstandskamp."På det litterære område rejste sig en diskussion om de flygtede forfatteres værker og især om forholdet mellem litteratur og politik.12 Man debatterede, om der fandtes to slags tysksproget litteratur: eksillitteraturenog litteraturen i Hitler-Tyskland. Det blev også drøftet om eksillitteraturen repræsenterede den del, der gennem sin bekendelse til de humanistiske, demokratiske og socialistiske traditioner gjorde sig fortjent til at blive betl agtet som den egentlige og afgørende tysksprogede litteratur.'3 Seiv om de skandinaviske iande stod i skyggen af centrene for 10 Walter, H.A.: Die deutsche Exilliteratur 1933-1950, bd. 1 (Luchterhand-udgave), Darmstadt/Neuwied 1972, s. 7f. afviser disse bidrag til eksilforskningen, idet »die Perspektive der Schreibenden von aktuelle Zielsetzungen bestimmt wurden, seien sie nun politischer oder literaturtheoretischer Art gewesen. Diese Schriften geben deshalb mehr Aufschluss iiber Position und Situation der Schreibenden als iiber den Gegenstand, den sie behandlen«. Denne begrundelse kan diskuteres, idet disse skrifter må undersøges indholdsmæssigt og ikke kun ud fra en formel betragtning om deres eventuelle daværende aktualitet. Se dog også Klaus Manns kritisk-ironiske bemærkning om disse forsøg i den i note 5 nævnte roman (p. 102). 11 Som eksempler kan nævnes Frank, W.: Fiihrer durch die deutsche Emigration, Paris 1935; Stem, E.: Die Emigration als psychologisches Problem, Boulogne-sur-Seine 1937; Hiller, K.: Emigranten, vereint euch! i: Die neue Weltbiihne, hft. 22/1935; Kantorowicz, A.: Organisiert die Emigration, i: die Aktion, 1. årg. 1933 (Paris); Mann, H.: Sammlung der Kråfte, i: Die Sammlung, 2. årg. 1934/35, hft. 1 (Amsterdam). 12 Se f.eks. debatten mellem L. Schwarzschild, Th. Mann og E. Konradi, aftrykt i: Arnold, H. L.: Deutsche Literatur im Exil 1933-1945, bd. 1, Ffm. 1974, s. 92-124. 13 Jvf. Doblin, A.: Die deutsche Literatur (im Ausland seit 1933), Paris 1938 og kritikken heraf Weiskopf, F.C.: Erkenntnis und Kurzschluss (i: Das Wort 1938), begge aftrykt i Arnold, anf.arb., bd. 1, s. 200ff. (note 12).
Side 263
det politiske og kulturelle eksil, udkom der her i 1937 to undersøgelser, der betragtede eksillitteraturen som et i sig selv afgrænset fænomen. Især »Digtere i landsflyktighed« var med sit forsøg på at kategorisere og karakterisere eksillitteraturen et egentligt videnskabeligt bidrag, der fortsat er læseværdigt.14 I 1938 udgav det engelske Royal Institute for International Affairs »The Refugee Problem«, der sammenfattede det samlede daværende internationale flygtningespørgsmåls kvalitative og kvantitative sider. Undersøgelsen baserede sig på detailstudier i enkelte tilflugtslande og af enkelte flygtningegrupper og den gjorde rede for flygtningenes retslige stilling samt det private og statslige hjælpearbejde. Da Folkeforbundets 19. generalforsamling i efteråret 1938 skulle behandle forbundets fremtidige flygtningearbejde, kom The Refugee Problem til at fungere som en slags baggrundsmateriale for diskussionerne på generalforsamlingen.15 Tilsvarende arbejder blev foretaget i Tyskland — omend sigtet naturligvis var et andet.16 Umiddelbart efter befrielsen i 1945 blev der — især fra de antifascistiske kræfters side — gjort forsøg på at introducere og dermed reintegrere den litteratur i Tyskland, der havde været forbudt under det fascistiske diktatur. Med dette mål for øje blev der udgivet dels antologier med tekster fra eksillitteraturen, dels egentlige litteraturhistoriske fremstillinger af denne litteraturs udvikling. Den kolde krigs udbrud kom dog til at præge og til dels til at forhindre bestræbelserne på at hjemføre den i landflygtigheden skabte litteratur.17 Eksilforskningens anden fase blev præget af verdenskrigens og efterkrigsopgørets følger. Systemmodsætningen på det internationale plan, dvs. modsætningen mellem de borgerlig-kapitalistiske lande på den ene side og Sovjetunionen og de østeuropæiske lande på den anden side, og parallelt hermed Tysklands deling, inddrog eksilforskningen direkte i de hermed forbundne politiske og ideologiske konflikter. Årsagen hertil må ses i det forhold, at en beskæftigelse med Hitlerflygtningene vedrører både vurderingen af den tyske fascisme og opgøret med denne efter 1945. 14 Eidem, O.: Digtere i landsflyktighet, Oslo 1937; Roger-Henrichsen, G.: To slags tysk litteratur, Kbh. 1937. 15 Se Simpson, anf.arb. i note 8. 16 Jvf. Die deutsche Emigration im europåischen Ausland, Herbst 1933, aftrykt i Hårdt, H. o.a. (udg.): Presse im Exil, Miinchen 1979, s. 425ff.; Leitheft: Emigratenpresse und Schrifttum (1937), aftrykt i: Tutus, H.E.: NS-Propaganda und deutsches Exil 1933-1939, Meisenheim 1973, s. 135-188. 17 Drews, R./Kantorowics A.,: Verboten und Verbrannt, Berlin/Miichen 1947 (ny udgave Miinchen 1983); Weiskopf, F.C.: Unter fremden Himmeln, Berlin 1948 (ny udgave Berlin 1981); Berendsohn, W.A. die humanistische Front, Teil I, Ziirich 1946 (ny udgave af Teil I og første udgave af Teil 11, Worms 1978).
Side 264
I de tre vestlige besættelseszoner, den senere Forbundsrepublik Tyskland(BRD), medførte restaureringen af de borgerlig-kapitalistiske magtogejendomsforhold, at flygtningene og deres aktiviteter blev betragtet med i bedste fald skepsis. I forlængelse heraf blev der på mange måder lagt hindringer i vejen for de fordrevnes tilbagevenden og reintegration.18 Landflygtigheden og eksillitteraturen blev ikke anerkendt som politisk værdifuld. Med mindre man afsvor tidligere opfattelser og engagement og lod sig inddrage i efterkrigstiden antikommunistiske felttog eller i det mindste forholdt sig »upolitisk«, stod flygtningene i fare for at blive vurderet som politisk mistænkelige. Selv en Thomas Mann blev betragtet som såkaldt »fellow traveller«.19 Holdningen til dem, der var blevet tvunget i landflygtighed og politisk eksil, svarede vidtgående til den dominerende vurdering af modstandskampen mod diktaturet indenfor Tyskland. For så vidt der i begyndelsen af 1950rne overhovedet blev talt om modstanden mod Hitler-fascismen, anerkendte man kun den borgerlig-konservativemodstand indenfor dele af den kristne kirke og visse dele af de militære og politiske kræfter, der havde stået bag attentatforsøget mod Hitler i 1944. Gennem denne behandling af modstandskampen søgte man primært at redde de tyske generalers anseelse og at legitimere den kirkelige restaurationspolitik.20 Parallelt hermed betød den herskendetotalitarismeteori en stilstand i udforskningen af landflygtigheden og det politiske eksil.21 Indenfor litteraturvidenskaben medførte bestræbelsernepå at fortrænge de årsager, der førte til Tysklands sammenbrud i 1945, at de førende ideologer bestræbte sig på at gennemføre en adskillelse mellem historie, politik og litteratur. I stedet for fokuserede man på det eksistensielle, universelle, knstelig-vesterlandske og det formmæssigt avantgardistiske. Som følge heraf afvistes — med ganske få undtagelser — eksillitteraturen idet denne netop var karakteriseret ved sit engagement i aktuelle og historiske samfundsmæssige spørgsmål.22 Eksillitteraturenblev 18 F.eks. kunne B. Brecht ikke fa indrejsetilladelse til de vestlige besættelseszoner. Jvf. Hermand, J.: »Man muss das Unrecht auch mit schwachen Mitteln bekåmpfen«, Stand und Aufgaben der gegenwårtigen Exilforschung, i: Diskussion Deutsch, 12. år. hft. 59/1981, s. 233. 19 Se s. st., s. 235. 20 Jvf. Roder, W.: Zur Situation der Exilforschung in der BRD, i: Exil und innere Emigration, bd. 2, Ffm. 1973, s. 141 ff. 21 Undtagelser herfra er en idéhistorisk undersøgelse af den socialdemokratiske eksilledelse (SOPADE) i Matthias, E.: Sozialdemokratie und Nation, Stuttgart 1952 og Edinger, J.J.: Sozialdemokratie und Nationalsozialismus, Hannover 1960; se også en sociologisk undersøgelse af intellektuelles udvandring til USA, der søger at blotlægge disse flygtninges indflydelse i tilflugtslandet, men som grundet fraværet af andre forskningsresultater måtte indskrænke sig til nogle analyser indenfor åndsvidenskabernes område, Pross, H.: Die deutsche akademische Emigration nach den Vereinigten Staaten 1933-1941, Berlin 1955. 22 Se Hcrmand, anf.arb., s. 234 (note 18).
Side 265
litteraturenblevderfor hverken gjort til genstand for videnskabelige undersøgelser eller formidlet til den offentlighed, der mellem 1933 og 1945 ikke havde haft mulighed for at lære denne del af den tysksprogede litteratur at kende. Således udeblev en reception — som det kaldes med et litteraturvidenskabeligt fagudtryk -af eksillitteraturen.23 Upåagtet af offentligheden foretog Deutsche Bibliothek (Frankfurt/Main) dog siden slutningen af 1940erne en omfattende indsamling af politiske og litterære tekster og dokumenter fra landflygtigheden.24 I den østlige besættelseszone, den senere Deutsche Demokratische Republik (DDR) foranledigede det antifascistisk-demokratiske opgør efter 1945 talrige Hitlerflygtninge til at bosætte sig her. Blandt disse fandtes både kommunister og andre, der havde støttet forsøgene på at skabe en tysk folkefront i eksilårene. Mange af de hjemvendte fik i den efterfølgende tid betydningsfulde samfundsmæssige opgaver.25 Fra starten bekendte man sig i DDR til modstandskampen under Hitlerdiktaturet, og beskæftigelsen med eksilproblematikken kom derfor til at indgå i omfattende beskræbelser på at påvise de historiske udviklingslinier, der førte frem til DDR's dannelse. Derved fik eksilforskningen også det klare politiske formål at bidrage til udviklingen af en national identitet i denne nye tyske stat. Forsøgene på at omsætte arven fra den antifascistiske kamp og folkefrontspolitikken til praksis blev dog påvirket af følgerne af 12 års diktatur for de bevidstmæssige og politiske holdninger i befolkningen, af udviklingen i Sovjetunionen og i den internationale kommunistiske bevægelse samt af den hurtigt tilspidsede internationale situation. At selve systemmodsætningen kom til at gå midt igennem Tyskland, blev en både udenrigs- og indenrigspolitisk faktor. Således oplevede nogle af de hjemvendte også i DDR reintegrationsproblemer og andre - f.eks. Ernst Bloch, Alfred Kantorowicz og Hans Mayer — forlod hhv. flygtede på et senere tidspunkt fra DDR.26 Undersøgelsen af det politiske eksil blev i DDR først og fremmest foretaget som integreret bestanddel af forskningen i den tyske fascisme, i arbejderbevægelsens og i den antifacistiske kamps historie. I denne forskning blev der selvsagt lagt betydelig vægt på kommunisternes og 23 Jvf. diskussionen om forholdet mellem eksillitteraturen og den »indre emigrations« litteratur blandt W. von Molo, Th. Mann og F. Theiss, aftryk i: Arnold, anf.arb., bd. 1, s. 245-268 (note 12). 24 Se Berthold, W.: Die Sondersammlung Exil-Literatur 1933-1945, i: Koster, K.: Die Deutsche Bibliothek 1945-1965, Ffm. 1966. 25 Jvf. Mehringer, H./Roder, W./Schneider, D. M.: Zum Anteil ehemaliger Emigranten am politischen Leben der BRD, der DDR und der Republik Osterreich, i: Friihwald, W. W. Schieder (udg.): Leben im Exil, Hamburg 1981, s. 207-224. 26 Den kolde krigs negative følger illustreres også af, at tidsskriftet »Ost-West«, udgivet i den sovjetiske besættelseszone af A. Kantorowics, kun udkom fra 1947-49.
Side 266
folkefrontstilhængernes rolle.27 Parallelt hermed publicerede man erindringerfra deltagere i den antifascistiske kamp. Samtidig betød DDR's kulturpolitik, at man konsekvent fremmede udbredelsen af eksillitteraturen.Ikke blot socialistisk, men også borgerlig-realistisk litteratur blev udgivet. Alligevel havde litteraturvidenskaben, som den blev udformet i DDR, vanskeligheder i tilgangen til eksillitteraturen. Dette må ikke mindst ses i sammenhæng med påvirkningen fra Lukåcs' realismekonception .28 Denne betød en vidtgående og for ensidig koncentration på den såkaldte »store realisme«, som Lukåcs så virkeliggjort i blandt andet værker af Thomas og Heinrich Mann samt Arnold Zweig. Som følge heraf havde den tidlige forskning problemer med at få greb om sammenhængenmellem forfølgelse, isolation, antifascistisk kamp og kunstnerisk udvikling i eksilets litterære værker. Det samme gjorde sig gældende med hensyn til den avantgardistiske tekniks anvendelse som antifascistisk kampmiddel samt det gensidige forhold mellem politisk moral og æstetisk avantgardisme.29 Parallelt hermed fortsatte Deutsche Biicherei (Leipzig) den systematiske indsamling af eksillitteraturen. Dette arbejde var under store vanskeligheder blevet påbegyndt allerede mellem 1933 og 1940, hvor krigen umuliggjorde en fortsættelse. Denne virksomhed betød, at samlingen i Leipzig allerede fra 1947 kunne indgå i en omfattende udstillingsvirksomhed .30.30 Også nogle af Hitlerflygtningene, der ikke var vendt tilbage til deres hjemland, fortsatte beskæftigelsen med eksilproblematikken. En biobibliografi om eksillitteraturen supplerede Frankfurt- og Leipzig-bibliotekernes virke.31 len række artikier biev enkelte sider af det politiske eksil, eksillitteraten og eksilpressen fremdraget.^ 27 Se bibliografien i Goguel, R.: Antifaschistischer Widerstand und Klassenkampf, Berlin 1976. 28 Lukåcs, G.: Es geht um den Realismus, i: Das Wort nr. 6/1938, aftrykt på dansk i: Lukåcs, G.: Essays om realisme, Kbh. 1979, bd. 2, s. 254ff. 29 Jvf. Middell, anf.arb., s. 27f (note 3). 30 Jvf. Lohse, H./Halfmann, H.: Die Sammlung der Exilliteratur 1933-1945 der deutschen Biicherei, Leipzig 1973. 31 Sternfeld, W./Tiedemann, E.: Die deutsche Exilliteratur. Eine Bio-Bibliographie, Heidelberg 1970. Bogens 1. udgave fra 1962 var præget aftrykfejl og unøjagtigheder og til dels mangelfulde afgrænsningskriterier, der kun delvist er blevet rettet i 2. udgave; til gengæld er denne blevet udvidet med 400 personer i forhold til ca. 1.200 i 1. udgaven. 32 Berendsohn, W.A.: Probleme der Emigration aus dem Dritten Reich, i: Aus Politik und Zeitgeschichte, Beilage zu der Wochenzeitung Das Parlament, nr. 32 + 33/1956; Paetel, K.0.: Das Nationalkomitee »Freies Deutschland«, i: Politische Studien 6; årg. 1956, hft. 69; Paetel, K.0.: Das deutsche Exil, i: Deutsche Rundschau, 70. årg. 1947, hft. 5/6; Paetel, K.0.: Deutsche im Exil, i: Aussenpolitik 6. årg./1955, hft. 6; Paetel, K.0.: Die deutsche Emigration der Hitlerzeit, i: Neue Politische Literatur, 5. årg. 1960, hft. 6; Sternfeld, W.: Die Emigranten-Presse, i: Deutsche Rundschau, 76. årg. 1950, s. 250—59.
Side 267
Fraværet af en international eksilforskning og herunder en undersøgelse af de enkelte tilflugtslande og deres politik overfor Hitlerflygtningene33 må ses i sammenhæng med både den internationale situation og disse landes nationale historieskrivning i den første efterkrigstid. Her spillede vurderingen af forholdet til og politikken overfor Hitler-Tyskland en ikke uvæsentlig rolle. Gennembruddet for afspændingspolitikken i løbet af 1960rne skabte muligheder for et generelt opsving i eksilforskningen, og indleder dennes tredje fase. Eksilforskningen blev i den følgende tid ikke alene defineret som et selvstændigt forskningsfelt, men den blev samtidig præget af en betydelig internationalisering. Samtidig spillede også udviklingen i de to tyske stater en rolle. De indenrigspolitiske forandringer i BRD må her ses i sammenhæng med både afspændingsprocessens forløb og den sociale og økonomiske udvikling i landet selv. Parallelt hermed skete der en styrkelse af de demokratiske og mere liberale politiske kræfter. Et udtryk herfor var blandt andet Willy Brandts kandidatur som forbundskansler. Men ikke overraskende greb de konservative til en række modforholdsregler. Således iværksatte de kristelige-demokrater under forbundsdagsvalgene i 1961 og 1965 en kampagne mod Brandt. De søgte at mistænkeliggøre ham under henvisning til hans politiske eksil og det forhold, at han efter nazisternes ekspatriering var blevet norsk statsborger.34 Indenfor litteraturens område var reaktionerne dog langt mere sublime. Eksilet og eksillitteraturen blev ikke længere mistænkeliggjort som sådan, men tværtimod fremstillet som en generel fremmedgørelseserfaring hos alle forfattere. Derved søgte man at fastholde en i den sidste ende ahistorisk tilgangsvinkel til litteraturen.35 Fra flere sider udgik impulser til opsvinget i eksilforskningen. I BRD tiltrak en stor udstilling om eksillitteraturen sig betydelig opmærksomhed.Denne udstilling var et resultat af Deutsche Bibliotheks arbejde, og udstillingskatalogen havde karakter af en håndbog i både det kulturelle og politiske eksil.36 Parallelt hermed blev den hidtidige, og især germanisternes,beskæftigelse med eksilet problematiseret. Et udtryk for et 33 I Sverige nedsattes der umiddelbart efter krigen en parlamentarisk kommission til undersøgelse af spørgsmålet om Hitlerflygtningene, se Parlamentariska Undersokningskommissionen ang. flyktingårenden och såkerhetstjånst. Statens Offentlige Utredninger 1946: 36, Sth. 1946; 1946:93, Sth. 1947 og 1948: 7, Sth. 1948. 34 Jvf. Lehmann, H.G.: In Acht und Bann. Politische Emigration, NS-Ausbiirgerung und Wiedergutmachung am Beispiel Willy Brands, Miinchen 1976, s. 247 ff. 35 Se: Hermand, anf.arb., s. 237f. (note 18). 36 Bertold, W. (udg.): Exilliteratur 1933-1945, Ffm. 1967.
Side 268
begyndende opbrud var antagelsen af den første dissertation om eksillitteraturenved Også i DDR betød de samfundsmæssige forandringer i 1960erne, og i sammenhæng hermed diskussionen om kulturpolitikken, en forstærket interesse for flere aspekter ved eksilet og eksillitteraturen. En monografi om eksillitteraturen søgte med udgangspunkt i forholdet mellem arbejderklassen og den litterære intelligens at belyse sammenhængen mellem folkefrontspolitikken. den antifascistiske litteratur og den såkaldte borgerlige realismes andet opsving i det 20. århundrede.38 Centralt stod også undersøgelser i den socialistiske litteraturs traditioner i Tyskland, og en kritisk vurdering af den hidtidige bedømmelse af den såkaldte »indreemigrations« litteratur samt ikke mindst, en ny analyse af Brecht- Lukåcsdebatten om realismen.39 På dette tidspunkt betød forskningsresultaterne indenfor arbejderbevægelsenshistorie, at forskellige nye sider af det politiske og kulturelle eksil blev fremdraget. I BRD spillede især W. Abendorth og hans elever fra universitetet i Marburg en væsentlig rolle gennem undersøgelser af en række mindre socialistiske arbejderpartier. I DDR lå udgivelsen af en samlet fremstilling af den tyske arbejderbevægelses historie og talrige enkeltundersøgelser i forlængelse af den kontinuerlige forskning på dette felt.40 Herigennem understreges nødvendigheden af at placere både eksillitteraturen og eksilproblematikken i en bredere historie- og samfundsvidenskabeligsammenhæng. Også udenfor de to tyske stater blev der taget fat i eksilforskningen i flere af de tidligere tilflugtslande, således bi.a. i USA og Gzechoslovakiet.41 YV. A. Berendsohn fremmede den 37 Wegner, M.: Exil und Literatur, Ffm./Bonn 1968; se også Brenner, H.: Deutsche Literatur im Exil, i: Handbuch der deutschen Gegenwartsliteratur, Miinchen 1965; Walter, H.A.: Noch immer: Draussen vor der Tik, i: Frankfurter Rundschau, 17.10.1970, i udvidet form i Walter, H.A.: Die deutsche Exilliteratur bd. 1, s. 7-32. 38 Jarmatz, K.: Literatur im Exil, Berlin 1966. Jarmatz' undersøgelser bærer dog præg af, at være udarbejdet i den første fase af den intensive forskning i DDR. Det viser sig i vurderingen af forfattere som Lakser-Schiiler og H. Neisse, og i en til tider helt usaglig polemik mod personer, der på et eller andet tidspunkt har brudt med det kommunistiske parti. Det gælder f.eks. filosoffen E. Bloch (s. 13). Denne vurderes helt anderledes sagligt af W. Mittenzwei i: Kunst und Literatur im antifaschistischen Exil 1933-1945, bd. 2: Exil in der Schweiz, Ffm. 1981, s. 155f1F. 39 Jvf. Middell, anf.arb., s. 28 (note 3). 40 Væsentlige nye resultater i forskningen i det politiske eksil indeholdt bl.a.: Roder, W.: Die deutschen sozialistischen Exilgruppen in Grossbritannien 1940-1945, Bonn/Bad Godesberg 19732 og Kiessling, W.: Alemania Libre in Mexiko, Berlin 1974, der bygger på en dissertation fra 1966. 41 Albrechtova, G.: Zur Frage der deutschen antifaschistischen Emigrationsliteratur im tschechoslowakischen Asyl, i: Historica VIII, Prag 1965; Cerny, B.: »Schwarze Front« v Czekoslovensky 1933-1938, i: C. Casop.Hist. hft. 3/1966; Cerny, B.: Der Parteivorstand der SPD im tschechoslowakischen Asyl 1933-1938, i: Historica XIV/1967.
Side 269
internationale forskning ved fra begyndelsen af 1967 at udsende fire større rapporter, der skabte kontakt mellem de enkelte forskere.42 Dette var samtidig med til at bane vejen for afholdelsen af det 1. internationale symposium om eksilforskningen i september 1969 i Stockholm. Som resultat heraf blev der oprettet et koordinationskontor ved universitetet i Stockholm, der indtil 1975 løbende udsendte publikationer med bibliografiskeoplysninger, oversigter over igangsværende og planlagte projekter,meddelelser om aktiviteter i tilknytning til forskningen, anmeldelser og arbejdspapirer om afgrænsede forslag.43 Emnet for symposiet i Stockholm var den tysksprogede eksillitteratur. H. Musseners oplæg om forskningens opgaver og problemer tydeliggjorde, at man ikke kun søgte nye tilgangsvinkler for de litteraturvidenskabelige undersøgelser. Mussener fremlagde et såkaldt grundforskningsprogram, der i høj grad var inspireret af Berendsohns virke. Dette gik ud på at indsamle, registrere og systematisere samt i videst muligt omfang offentliggøre alt det materiale, der kunne anskueliggøre Hitlerflygtningenes samlede virksomhed.44 Denne »grundforskning« var tænkt som et forarbejde til den egentlige udforskning af eksillitteraturen. Men ved at fremhæve, at også fag som historie, sociologi, psykologi, økonomi, idéhistorie og politologi skulle inddrages i eksilforskningen, blev der lagt op til et tværfagligt samarbejde og en udvidelse af dennes forskningsfelt.45 Herved kom den enkelte Hitlerflygtning i højere grad i søgelyset. I forlængelse heraf blev temaet for det 2. internationale symposium, arrangeret i 1972 i København i samarbejde mellem koordinationskontoreti Stockholm og Institut for germansk filologi ved Københavns Universitet, det tysksprogede eksil. Selv om programmet satte eksillitteratureni centrum for debatten, blev det understreget, at denne litteratur kun kan forstås i sammenhæng med landflygtighedens problemstillinger i sin helhed,46 nemlig at »eksilet interesserer som helhedsfænomen, dvs. en helhed hvortil der f.eks. også må henregnes den ikke kendte emigrant, 42 Walter A. Berndsohn var professor i litteraturvidenskab i Hamburg fra 1926. Han måtte flygte i 1933 og kom til Danmark, hvorfra han i 1943 flygtede videre til Sverige. Her arbejdede han som gæsteprofessor ved universitetet i Stockholm. Berendsohn, W.A.: Die deutsche Literatur der Fliichtlinge aus dem Dritten Reich und ihre Hintergriinde, i: Colloquia Germanica, hft. 1/2, 1971. 43 Se oversigten i: Rechenschaftsbericht der Stockholmer-Koordinationsstelle zur Erforschung der deutschsprachigen Exil-Literatur, Stockholm 1975. 44 Jvf. Berendsohn, W.A., anf.arb., s. 7. (note 42) 45 Jvf. Mussener, H.: Die deutschsprachige Emigration nach 1933. Aufgaben und Probleme ihrer Erforschung, i: moderna Sprak nr. 10. M. Mussener havde et nært samarbejde med Berendsohn i Stockholm og ledede det nævnte koordinationskontor dér. 46 Protokoll des 11. Internationale Symposium zur Erforschung des deutschsprachigen Exil nach 1933, Stockholm 1972, s. llf.
Side 270
hvis skæbne sikkert er mere typisk for en karakterisering af eksilsituationenend Grundforskningsprogrammet opnåede i en vis forstand officiel status, idet symposiet i København vedtog en af Berendsohn udarbejdet resolution,som opfordrede relevante enkeltpersoner, institutioner og også myndigheder til at støtte hhv. iværksætte materialeindsamlingen.48 Dokumentationenskulle have en hjælpevidenskabelig funktion og skabe grundlaget for den videregående forskning. Dette arbejde har siden resulteret i håndbøger og kildepublikationer.49 Samtidig har det vist sig, at den kritik af grundforskningsprogrammet, der rettede sig mod selve kildeindsamlingen, har været übegrundet. Tværtimod er det blevet dokumenteret, at de »knappe sociologiske studier« af forskellige aspekter indenfor eksilproblematikken, som blev fremholdt som et alternativ til dokumentationsprojekterne,50 ikke kunne have skabt det samme differentieredebillede - og dermed et kvalificeret grundlag for den specialiserede forskning.51 En del af kritikken mod grundforskningsprogrammet blev affødt af, at også de såkaldte regionalstudier blev inddraget i dette forskningsprogram. Regionalstudier skulle undersøge rammebetingelsernefor flygtningenes forhold og aktiviteter i et geografisk afgrænset område eller i et enkelt tilflugtsland og kortlægge hjælpekomiteernes, eksilorganisationernes udvikling og de forskellige politiske og kulturelle aktiviteter m.v. Mens sådanne studier netop er udtryk for en grundforskningi ordets egentlige betydning, så affødte det nogen forvirring, at regionalstudierne blev sidestillet med de tilstræbte dokumentationsprojekter.De hidtil afsluttede regionalstudier viser dog, at denne kritik mod grundtorskmngsprogrammet var grundløst, idet disse undersøgelser går langt ud over en indsamling og registrering af relevant kildemateriale. Når regionalstudierne blev sammenkædet med grundforskningen, må det forstås på baggrund af, at litteraturforskere så sådanne undersøgelser 47 S.st., s. 34. 48 S.st., s. 3. 49 Jvf. Biographiches Handbuch...; Mass, L.: Handbuch der deutschen Exilpresse 1933-1945, Miinchen 1976ff.; Analytische Bibliographien deutschsprachiger literarischer Zeitschriften, udgivet af Akademie der Kunste der DDR: Das Wort, Moskav 1936-39 - Die Sammlung, Amsterdam 1933-35 - Freies Deutschland, Mexiko 1941-46 - Wert und Mass, Ziirich 1937-40 - Orient, Haifa 1942-32 - Neue Deutsche Blåtter, Prag 1933-34 (Berlin/ Weimar 1975fE). 50 Jvf. Laemmle, R: Vorschlåge fur eine Revision der Exilforschung, i: Akzente, 20. årg. 1973, hft. 6; Durzak, H.: Das Elend der Exilliteratur-Forschung, i: Akzente, 21. arg. 1974, hit. 2. 51 Jvf. Friihwald, W./Schieder, W.: Gegenwårtige Probleme der Exilforschung, i: Leben im Exil, s. 10 (note 25).
Side 271
netop som et forarbejde til beskæftigelsen med de litterære værker.52 Grundforskningsprogrammet blev også kritiseret for, at det rummede faren for en »idéløs positivisme«.531 relation hertil formulerede Mussener sig alt for tilspidset, da han gav udtryk for, at grundforskningen i sig selv er værdifri, »den overlader det til andre at drage konklusioner på grundlag af det fremlagte materiale, den overlader det til andre at tage stilling til resultaterne, at akceptere dem eller at forkaste dem«.54 Musseners eget arbejde »Exil in Schweden« har da også en ganske anden tilgangsvinkel.55 At alene valget af at beskæftige sig med eksilproblematikkener alt andet end værdifri, sættes i relief af den snævre sammenhæng mellem forskningens forløb og den politiske udvikling. Begrebet »grundforskningen«afstedkom således en række misforståelser, idet det ikke blev defineret tilstrækkeligt klart, hvad der i grunden mentes hermed. En entydig relatering af dette begreb til dokumentationsopgaverne ville have været at foretrække. I forlængelse heraf var det også problematisk, at interessen for »helhedsfænomenet eksil« lagde op til forestillinger om en »almindelig eksilforskning«, uden at der skete en bestemmelse af forskningensforskellige arbejdsfelter, disses indbyrdes forhold og opgaverne for det tilsigtede tværfaglige samarbejde.56 Udvidelsen af eksilforskningens arbejdsområde kom på det 2. symposium også til udtryk gennem dettes program. Der blev aflagt rapporter om forskningsarbejde og -projekter i BRD, DDR, Østrig, USA, Frankrig, Holland, Czekoslovakiet, Sverige og Danmark. Derimod indgik en egentlig litteraturvidenskabelig behandling af enkelte forfattere og deres værker faktisk ikke i programmet.57 Gennembruddet for en international eksilforskning kan også aflæses af 52 De i note 50 nævnte forfattere frygtede, at den litteraturvidenskabelige forskning gennem dette »forarbejde« ville blive trængt i baggrunden. Bekymringen herfor må også ses i sammenhæng med de litteraturvidenskabelige traditioner i BRD. For en stillingtagen til denne kritik, se Walter, H.A.: Bemerkungen zu einigen Problemen bei der Erforschung der deutschen Exilliteratur, i: Jahrbuch fur internationale Germanistik, årg. 6/1974, hft. 1. 53 Jvf. Schwarz, E.: Was ist und zu welchem Ende studieren wir Exilliteratur? i: Exil und innere Emigration bd. 2, fra 1973, s. 155-65. 54 Mussener, H.: Die deutschsprachige Emigration..., s. 2. Disse formuleringer blev på symposiet kritiseret af bl.a. G. Plum, jvf. Protokoll, s. 489. 55 Mussener, H.: Exil in Schweden, Miinchen 1974. 56 Dette sprøgsmål omtales nærmere nedenfor. 57 Jvf. Boberach, H.: Dokumentationsmethoden; Jarmatz, K.: Thesen fur die Methodenund Zieldebatte iiber die Erforschung der deutschsprachigen Exilliteratur; Mierendorff, M.: Über die Notwendigkeit zweigleisiger Exilforschung; Stem, G.: Hinweise und Anregungen zur Erforschung der Exilliteratur; Plum, G.: Referat; samtlige indlæg i Protokoll s. 365-499.
Side 272
eksilproblematikken.58 Under dette opsving var diskussionerne praeget af en betydelig optimisme og abenhed overfor forskelligartede synspunkter. Men bestraebelserne pa en internationalisering, stod selvsagt ikke udenformodsaetningernepa det ideologiske omrade. En naerlaesning af udgivelserne fra starten af 1970erne viser, at der fandtes en raekke principielt forskelligartede og til dels modsatrettede opfattelser med hensyn til eksilforskningens opgaver. Disse uenigheder var af bade videnskabsintern og mere generel politisk-ideologisk karakter. Mens de videnskabelige divergenser knyttede sig til bedemmelsen af metodiske og teoretiske spergsmal, blandt andet forholdet mellem teori og empiri, enkeltvidenskabelig og tvaerfaglig erkendelse og forskning samt videnskabogpolitik, drejede de politisk-ideologiske meningsforskelle sig om eksilforskningens samfundsmaessige funktion. Dette gjaldt isaer problemerneomkringde tyske staters omstridte »Vergangenheitsbewaltigung« og eksilets historiske erfaringer og politiske aktualitet. Berendsohn ydede her en positiv indsats for at overvinde den kolde krigs frontstilling. Pa linie hermed opfattede koordinationskontoret i Stockholm sig som »aerlig maegler« mellem ost og vest. Abenheden og en ligeberettiget deltagelse i den internationale forskning blev dog allerede efter symposiet i Kobenhavndrageti tvivl. Endnu tydeligere blev dette i forbindelse med forberedelserne af det 3. symposium, i Wien i 1975. Forskere i USA kritiserede bade koordinationskontoret og arrangarerne for at lade sig spaende for »folkefrontspolitikkens vogn« og for at vaere for ukritiske overfor eksilforskningen isaer i DDR, og erklaerede abent, hvilken »forhanelseafde rnest betydningsfulde eksilforfattere« det ville vsere, »at mviicic uiuuiciic icpiicscniiiiiici iui KuiiiiiiuiiisusKc si.cti.ci iii <xi v<cic ledere eller endnu kun deltagere ved en sadan konference«.59 Symposiet blev endeligt spraengt, da BRDs repraesentanter i forberedelsesgruppen trak sig ud med den begrundelse, at tidsfristerne i forberedelsesarbejdet ikke var blevet overholdt.60 Dermed led den internationale forskning et tilbageslag, der ikke overraskende tidsmaessigt falder sammen med vanskeligheder i den internationale afspaending, som i midten af 1970erne blandt andet kom til udtryk gennem diskussionerne om »udvekslingen af mennesker, meninger og informationer« i forbindelse med Helsinkikonferencenomsikkerhed og samarbejde. Det er derfor beklageligt, at de 58 Jvf. Litteraturhenvisningerne hertil i: Stephan, A: Die deutsche Exilliteratur 1933-1945. Eine Einfuhrung, Munchen 1979, s. lOff. 59 Citeret efter Middell, anf.arb., s. 25 (note 3). Se også Strelka, J.: Die internationale Situation der Germanistik, i: Colloquia Germanica, årg. 7/1973 hft. 2. 60 Jvf. Stockholmer Koordinationsstelle: Über das Scheitern des 111. Internationalen Symposium zu Fragen des deutschprachigen Exils (Veroffentlichungen Nr. 15), Stockholm 1975; Beck, M.: Krise der Exilforschung? i: Die WeltbOhne nr. 21/1975.
Side 273
mere direkte diskussioner mellem forskere fra øst og vest er blevet indskrænket igennem de senere år. Således blev forskere fra de socialistiskelandeikke inviteret til »Deutsche Forschungsgemeinschafts« seminar om Hitlerflygtningenes integration hhv. disintegration i tilfiugtslandene (1979), eksilforskningskonferencen i Osnabriick (1983) eller symposiet om eksil i Danmark i København (1984). Opsvinget i den internationale forskning har medført, at der er tale om en betydelig større bredde i eksilforskningen idag. Under eet betragtet indtager eksillitteraturen dog fortsat en meget central plads. Resultaterne af de sidste 15 års undersøgelser af eksilproblematikken placerer sig indenfor tre hovedområder: 1) Dokumentationsprojekterne har lettet selve tilgangen til eksilproblematikken. 2) Enkelte sider af landflygtigheden og eksilet er blevet undersøgt i en social-, organisations- og politiskhistorisk sammenhæng, ligesom man har fremdraget kommunikationsog socialvidenskabelige aspekter. 3) På det litteraturvidenskabelige område er der blevet fremlagt monografiske og biografiske analyser samt de første forsøg på helhedsfremstillinger.61 I Danmark har den nu afdøde professor S. Steffensen (Institut for germansk filologi) i mange år beskæftiget sig med eksilproblematikken. Offentliggjort er blandt andet undersøgelser af Karen Michaelis' rolle i hjælpearbejdet, og biografiske undersøgelser af nogle prominente litterater og pædagoger.62 J. Hæstrup har skildret de jødiske landvæsenselever og Alijah-børns ophold i Danmark,63 og også sider af kommunisternes og socialdemokraternes eksil er blevet fremdraget.64 3. Nogle problemer i eksilforskningenEt standende spørgsmål for eksilforskningen har været definitionen af 61 Som resultat af den intensiverede forskning kan flg. nævnes: Sammlung. Jahrbuch fur antifaschistische Literatur und Kunst, Ffm. 1978-82; Exil, 1981 ff.: Exilforschung. Ein internationales Jahrbuch 1983ff., Nachrichtenbrief, nr. 1-2/1984ff. De to sidstnævnte publikationer udgives af Internationale Gesellschaft fur Exilforschung, der blev dannet i anden halvdel af 1970erne. For en bibliografisk oversigt, se Albrecht, R.: Exilforschung, i: Neue Politische Literatur årg. 28/1983 hft. 2 + årg. 29/1984 hft. 3; Exil. Literarische und politische Texte aus dem deutscher Exil, E. Loewy, udg., Ffm 1981, bd. 3. 62 Nielsen, 8.5.: Erziehung zum Selbstvertrauen, Wuppertal 1985; Nielsen, 8.5.: Karin Michaelis' hjælp til tyske emigranter, i: Humaniora 1981-82; Nielsen, 8.5.: Aus dem Emigrantenkreis um K. Michaelis. Archivmaterialen zu E. Ottwalts Aufenhalt in Danemark, i: Text und Kontext, hft. 9.1/1981; Nielsen, 8.5.: Maria Laz. Eine Exilschriftstellerin aus Wien, i: Text und Kontext, hft. 11.1/1982. Se også særheftet af Text und Kontext (1985) med oplæggene fra symposiet »Exil in Danemark«, okt. 1984. 63 Hæstrup, J: Dengang i Danmark. Jødisk ungdom på træk 1932-1945, Odense 1982. 64 Stender-Petersen, O.: Den tyske kommunistiske emigration i Danmark 1933—1945, i: Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie, nr. 10/1978.
Side 274
dærlitteraturenbetegnerdem som: flygtninge, emigranter (af politiske, religiøse, racemæssige 0.1. årsager), eksulanter og eksilerede. Parallelt hermed benævnes fordrivelsen fra Hitler-Tyskland som flugt, emigration, mens opholdet i tilflugtslandet kaldes eksil, landflygtighed og emigration .65 Disse begreber anvendes dels synonymt, dels forskelligt. De terminologiske spørgsmål blev allerede debatteret i samtiden. Forfatteren H. Kesten opponerede i 1938 mod begreberne emigrant- og emigrationslitteraturpå grund af den pejorative betydning, som disse havde fået gennem den nazistiske propaganda.66 Bert Brecht tog ietaf »Svendborg digtene« afstand fra termen emigrant. Fra en indholdsmæssig synsvinkel opfattede han dette begreb som »falsk navn«, idet opholdet udenfor Tyskland ikke var frivilligt, mens emigration af Brecht netop blev opfattet som en frivillig udvandring. Han anså sig selv og de, der delte skæbne med ham, som flygtninge, forviste og fordrevne, for hvem opholdet i udlandet var et eksil, hvor de ventede på at kunne vende tilbage.67 De terminologiske problemer er betinget af flere forhold. For det første viser efterkrigsudviklingen, at begrebet flygtning i de vestlige besættelseszonerog senere i BRD først og fremmest blev brugt om de mennesker, der forlod hhv. flygtede fra Tysklands tidligere østområder. For det andet er noget af den nedsættende betydning af begrebet emigrant blevet hængendei BRD, hvilket blandt andet blev udnyttet i den nævnte kampagne mod Willy Brandt. For det tredie betinger det forhold, at en betydelig del af de flygtede forfattere ikke er vendt tilbage til deres hjemland efter kiigen, ai forskningen har haft vanskeligheder med at finde et dækkende begreb for den af Hitier-iiygtningene skabte litteratur.00 Selv om begrebet eksillitteratur har slået sig fast i den internationale forskning og primært betegner den tysksprogede litteratur, der blev skabt i udlandet i tiden mellem 1933 og 1945, har man dermed ikke løst problemet med at bestemme den litteratur som efter 1945 er blevet skabt af forfattere, der ikke vendte hjem. For det fjerde betinger flygtningestrømmens uensartethed,at det har været vanskeligt at finde en fælles betegnelse for flygtningene. Samtidig har netop det uensartede, der blandt andet 65 Parallelt hermed tales der om emigrantlitteratur, emigrationslitteratur, eksillitteratur, tysk(sproget) litteratur i eksil og eksiltidsskrifter. 66 Kesten, H.: Fiinf Jahre nach unserer Abreise... i: Das Neue Tagebuch, 6. årg./1938, hft. 5, aftrykt i: Arnold, anf.arb. bd. 1, s. 176 (note 12). 67 Brecht, B.: Über die Bezeichnung Emigranten, i: Brecht, B.: Gesammelte Werke, Ffm. 1973, bd. 9, s. 718. En sproghistorisk redegørelse for de forskelligartede begrebers udvikling, findes hos: Mussener, H.: Die deutschsprachige Emigranten in Schweden. Lic.afhandling, Stockholm 1971, s. 71-106. 68 Jvf. Mussener, H.: Exil in Schweden, s. 50.
Side 275
kommer til udtryk gennem forskellige bevæggrunde og målsætninger for flugten, gjort en begrebsmæssig differentiering nærliggende. W. Roder skelner således under henvisning til forskellen på »emigré« og »exile«69 mellem flygtninge af jødisk herkomst, der udgjorde en »politisk passiv, assimilationsvillig emigration« og flygtninge, der forlader deres land midlertidigt på grund af oppositionelle ideologiske og politiske årsager, og som fra udlandet virker for en forandring af de bestående forhold i hjemlandet. Til disse »exiles« henregner Roder i første linie repræsentanterfor de i Tyskland illegale partier og grupper, der var aktive i udlandet.70 Hermed lægger han op til en skelnen mellem politiske flygtninge og en »jødisk masseemigration«.71 På denne måde gentages en differentiering, der også blev foretaget af de fascistiske magthavere,72 og som også i samtiden fik indpas i bl.a. Folkeforbundets konventioner og Danmark. Herhjemme havde dette blandt andet de negative følger, at de flygtninge, der forlod Tyskland som følge af den antisemitiske lovgivning, ikke blev anerkendt som politiske flygtninge og dermed havde betydelige vanskeligheder med at opnå indrejse- og opholdsstilladelse.73 Det problematiskei begrebet »jødisk masseemigration« skyldes, at det derved tilsløres, at denne del af flygtningene på ingen måde udgjorde en homogen gruppe, men selv var heterogent sammensat. Dette forhold er med rette blevet kritiseret,74 og det er blevet fremhævet, at de som følge af antisemitismen forfulgte ikke ud fra nogen videnskabelig målestok kan forstås som en »gruppe«.75 Netop derfor er det tvivlsomt, om flygtningene af jødisk afstemning udgjorde en »potentiel etnisk gruppe«, hvis fælles etniske karakter blandt andet skulle vedrøre den »religiøse kultur«.76 Selv om antisemitismen medførte en reaktivering af et gruppefællesskab, forandringer i selvforståelsen og tendenser til dannelsen af en etnisk bevidsthed blandt ofrene, betød dette ikke, at disse mennesker udgjorde en gruppe. Undersøgelsen af flygtningene må - efter min mening - tage sit 69 Roder, W., anf. arb., s. 14 (note 40). Ifølge Longman Family Dictionary, London 1984 (s. 233 + 238) er der ikke dækning for dette synspunkt. 70 Roder, W. anf. arb., s. 16 (note 40). 71 Walter, H.A.: Die deutsche Exilliteratur... bd. 1, s. 29 (note 10) 72 Jvf. Leitheft, anf.arb., s. 3 (note 16). 73 Jvf. justitsminister Steinckes redegørelse, i: Rigsdagstidene 90. samling, 1937/38, sp 899. 74 Straus, H.A.: Zur sozialen und organisatorischen Akkulturation deutsch-judischer Einwanderer der NS-Zeit in den USA, i: W. Friihwald und W. Schieder; Leben im Exil, s. 235 (note 25). 75 Roder, W.: Einleitung, i: Biographisches Handbuch bd. 1, s. XXXI. 76 Strauss, H.A.: anf.arb., s. 236f. Det teoretiske grundlag for Strauss' undersøgelser omtales nedenfor.
Side 276
udgangspunkt i de konkrete historiske forhold, der betingede landflygtigheden.Flygtningestrømmens sammensætning kan belyses ud fra den tyske fascismes ideologi og den heraf afledte bestemmelse af dens fjender og politiske modstandere. Således var flygtningene offer for en eller flere elementer indenfor denne ideologi samt dennes politiske følger.77 Det drejer sig i hovedsagen om: 1) Den nazistiske variant af antisemitismen og øvrige racistiske opfattelser, der medførte, at en i sig selv sammensat gruppe mennesker blev betragtet som en homogen blok og subsumeret under nazisternes jødebegreb. 2) Den tyske fascismes anti-marxisme, der tilsigtede både et fundamentalt opgør med marxismen som verdensopfattelseog som politisk organiseret kraft i form af arbejderklassens faglige og politiske organisationer. 3) Den tyske fascismes antiliberalisme, der - med udgangspunkt i et absolut krav om politisk hegemoni og konsensus på nazisternes præmisser — stræbte efter et opgør med det borgerlige demokrati og dets institutioner og dermed også med de politiske kræfter, der var reelle eller potentielle modstandere. 4) Den tyske fascismes antihumanisme,der betød et brud med enhver humanistisk og dermed også marxistisk kultur- og videnskabsopfattelse, og som direkte eller indirekte ville kunne true nazisternes krav om hegemoni på dette felt. Ud fra denne tilgangsvinkel var alle flygtninge politiske flygtninge i den forstand, at det var bestemte politisk-samfundsmæssige forhold, der tvang disse mennesker til at forlade deres hjemland. På denne måde fastholdes det, at der ikke var tale om en frivillig udvandring, uden at der dermed er sagt noget om flygtningenes selvforståelse og deres adfærd og aktiviteter i iandfiygtigheden. Samtidig kan en undersøgelse af de begreber, der blev brugt om Hitlerllygtningene i Folkeforbundet, at myndighederne, hjælpeorganisationerne og offentligheden i tilflugtslandene,være med til at belyse rammebetingelserne for flygtningenes forhold.78 Disse forhold havde på deres side både betydning for flygtningestrømmensudvikling og for flygtningenes opfattelse af sig selv, deres situation og fremtidsudsigter — såvel som for forandringen heraf.79 I 77) Når jeg her tager udgangspunkt i den tyske fascismes ideologi, skal det ikke ses som et udtryk for, at jeg ser bort fra dennes eklektiske karakter. Jvf. bl.a.: Petzold, J.: Die Demagogie des Hitlerfaschismus, Berlin 1982. Se også Giinther, H.: Der Herren eigner Geist, Moskau/Leningrad 1935 (ny udgave Berlin 1982). 78 relation hertil må der også tages højde for det fascistiske systems udvikling og dermed forandringerne i forfølgelsen af nazismens fjender og modstandere. Jvf. Tutas, H.E., anf.arb. i note 16 og samme: Nationalsozialismus und Exil, Miinchen 1975; Påtzold, K.: Der historische Platz des antijiidischen Programs von 1938, i: Jahrbuch fur Geschichte bd. 26, Berlin 1982, s. 193-216. 79 En skildring af forandringer i flygtningenes selvforståelse findes i: Behrend, F.: Eine Frau in zwei Welten, Leipzig 1963. Behrend beretter bl.a. om, hvordan hun som kommunist oplevede at blive offer for antisemitismen.
Side 277
denne sammenhæng er det et problem, at den mere »anonyme« flygtning ikke har efterladt sig de samme spor som de mere prominente personer. Derfor er det nødvendigt at være tilbageholdende med for vidtgående generaliseringer ud fra blandt andet eksillitteraturens skildring af landflygtigheden.Der er således fortsat behov for en sociologisk orienteret undersøgelse af flygtningene, flugtbølgerne og den geografiske spredning .80 Den her skitserede tilgangsvinkel giver mulighed for at fastholde og understrege den fælles kausalitet, der betinger den samlede flygtningestrømsopståen og udvikling. Samtidig kan den alt for rigide og indholdsmæssigtproblematiske skelnen mellem »politiske« og »jødiske« flygtningeovervindes. Desuden kan de flydende grænser og den personelle mobilitet mellem landflygtigheden som politisk eksil og ufrivillig emigrationtydeligøres .81 Af bio-bibliografien »Deutsche Exillitteratur 1933—1945« fremgår det, at kun 17,5% af de her opførte 1.250 forfattere og publicister er vendt tilbage til en af de tyske stater eller Østrig efter 1945.82 Med udgangspunktheri har blandt andre Berendsohn ment, at eksillitteraturen i særdeleshed og eksilproblematikken i almindelighed kun kan afgrænses kronologisk i 1933.83 I forlængelse heraf har Miissener fremhævet, at mens det politiske eksil sluttede med den tyske fascismes sammenbrud hhv. dannelsen af de to tyske stater, så fortsætter »emigrationen« sålænge der endnu lever repræsentanter for Hitlerflygtningene i udlandet.84 Undersøges eksilproblematikken som politisk historie, må 1933 og 1945/ 1949 fastholdes som kronologiske grænser. Det er rigtigt at pege på, at virkningen af de ikke hjemvendtes aktiviteter strækker sig ud over krigens afslutning - og dermed sættes den biografiske undersøgelse af visse flygtningeskæbner i centrum.85 Men spørgsmålet om hvorvidt flygtningeneforblev i udlandet eller vendte hjem, kan ikke kun undersøges med udgangspunkt i den enkeltes adfærd. Efter 1945 fandtes der nemlig en række andre faktorer, som der også må tages højde for. Det drejer sig om det faktum, at den tyske fascisme blev overvundet gennem Anti-Hitlerkoalitionensmilitære sejr og ikke gennem den tyske modstandsbevægelse. Dertil kommer verdenskrigens og efterkrigsopgørets resultater og de heraf betingede følger for den politiske udvikling både i Tyskland og internationalt. Beskæftigelsen med Hitlerflygtningene kan — efter min 80 Jvf. Strauss, H.A.: Some Demographic and Occupational Characteristics of Emigrées included in Vol. II og the Dictionary, i: Biographisches Handbuch bd. 2, s. LXXVII ff. 81 Roder, W.: The political Exiles, s.st. s. XXVII. 82 Se note 68. 83 Berendsohn, W.A., anf. arb. i note 42. 84 Mussener, H.: Die deutschsprachige Emigration... s. 76 (note 45) 85 En konsekvent hensyntagen hertil udmærker Biographischer Handbuch... (note 2).
Side 278
mening - ikke ses som en model for en universalhistorisk eksil- og emigrationsforskning, hvor grupper af emigranter hhv. politiske flygtningefra f.eks. den franske revolution, fra Rusland efter oktoberrevolutionen i 1917 eller fra Chile efter Allendes fald i 1973 ville være lige så relevante som de politiske flygtninge fra Hitler-Tyskland. Hermed ville de konkrete historiske forhold og årsagssammenhæng, der betingede denne flygtningebevægelse,blive trængt i baggrunden til fordel for visse fælles træk på fremtrædelsesplanet. Det historisk konkrete må dog stå centralt, hvis undersøgelsen også skal kunne sige noget om de historiske erfaringer.86 I diskussionen er det med rette blevet understreget, at eksilforskningen skal integreres i studiet af den tyske fascismes historie. Herigennem kan forholdet mellem årsag og virkning tydeliggøres.87 Det gælder blandt andet sammenhængen mellem udviklingen i Hitler-Tyskland og flygtningestrømmens forløb, mellem det fascistiske systems konsolidering og flygtningenes bedømmelse heraf- og dermed også af fremtidsudsigterne; det gælder også opgaverne for det politiske eksil og modstandskampen i Tyskland, samt ydermere forandringerne i samvirket mellem de oppositionelle kræfter inden- og udenfor den tyske fascismes magtområde, de fascistiske magthaveres forfølgelse af og propaganda mod flygtningene og disses modforholdsregler, nazismens antisemitiske politik samt flugtbevægelsens kvantitative bølger;88 og det gælder endelig Hitler-Tysklands udenrigspolitik og dennes konsekvenser for de landflygtige, herunder forandringerne i forholdet mellem Tyskland og de forskellige tilflugtslande samt de heraf betingede følger for flygtningenes opholds-, leve- og aktivitetsmuligheder i udlandet. £,n integration at eksilproblematikken i den tyske tascismes historie 86 Tendenser til en undervurdering af disse sammenhænge præger den målsætning, som »Research Foundation for Jewish Immigration« har formuleret for sin medvirken til den nævnte biografiske håndbog. Ifølge denne målsætning skal de »tyske jøders ånds- og verdenshistorisk betydningsfulde spredning over kontinenterne« belyses. Målgruppen skal forstås som et eksempel på »fordrivelsen af liberale mindretal fra totalitære samfund som del af det 20. årh.s historie«. Desuden ses målgruppen som udtryk for en vandring, der er »del af den sekulære proces af eliters internationalisering - indenfor videnskaberne, de liberale erhverv, teknologien og politikken«. Denne tilgangsvinkel tager efter min mening ikke nok hensyn til landflygtighedens historiske kausalitet på den ene side, og den er samtidig udtryk for en kraftig fokusering på immigrationsaspektet på den anden side. Jvf. Roder, W.: Einleitung, i: Biographisches Handbuch... bd. 1, s. XXXIII. 87 Jvf. Friihwald, W./W. Schieder, anf. arb., s. 9 (note 51). 88 Jvf. Strauss, H.A.: Jews in German History. Persecution, Emigration, Acculturation, i: Biographisches Handbuch bd. 2, s. XI-XXVI. 89 Jvf. f.eks.: Geschichte der deutschen Sozialdemokratie 1917-1945, Berlin 1982 (kapitel 6 og 7); Mammach, K.: Widerstand 1933-1939, Berlin 1983.
Side 279
advarer Walter imod, at eksillitteraturen ses som et »undtagelsesfænomen«,der er adskilt fra den almene tyske kulturelle og politiske udvikling.90 I tilknytning hertil har E. Middell stillet spørgsmålet, »hvorvidt der med eksillitteraturen fandtes en så at sige kollektiv repræsentant for det andet, bedre Tyskland«,91 og han har formuleret en række metodiske betragtninger, der søger at tage højde for dels det specifikke ved litteraturprocessen i eksilet, dels eksillitteraturens placeringi den samlede nationale og internationale litteraturs udvikling. Et udgangspunkt, der ser eksilproblematikken som en del af den tyske fascismes historie, indebærer samtidig spørgsmålet om kontinuitet og diskontinuitet i den tyske historie. Selv om det var magtoverdragelsen til nazisterne, der var den direkte årsag til fordrivelse og flugt, findes en række forudsætninger i den historiske kontekst før 1933. Som eksempel kan nævnes: antisemitismens udvikling og den nazistiske variant heraf. Et andet aspekt vedrører de intellektuelles rolle i Weimar-republikken. Grundet en idealistisk opfattelse af den »tyske klassik« og tyskernes politiske stilisering som et »Volk der Dichter und Denker« tildeltes de intellektuelle en rolle som repræsentanter for selve den tyske nation. Det gjorde sig blandt andet gældende for en forfatter som Thomas Mann. Også i landflygtigheden blev de intellektuelle ofte tildelt denne rolle. Et udtryk herfor var, at især kendte intellektuelle søgtes inddraget i de forskellige politiske initiativer, når det drejede sig om at demonstrere sammenholdet indenfor det politiske eksil.92 De i den sidste ende mislykkede forsøg på at skabe en samling i eksilet, og herunder især forholdet mellem socialdemokrater og kommunister, kan heller ikke ses isoleret fra det afgørende faktum, at arbejderbevægelsen i Weimarrepublikken var dybt splittet, og at det inden 1933 ikke lykkedes at skabe den nødvendige samling af de antifascistiske kræfter, hvilket på sin side var med til at bane vejen for republikkens undergang.93 Det problemkompleks, der her er antydet i sin politisk-samfundsmæssigedimension,må 90 Walter, H.A.: Bemerkungen... s. 89 (note 52). 91 Middell, E.: Exilliteraturforschung, i: Weimarer Beitråge 27 årg. 1981, hft. 4, s. 9. Middelle kritiserer i denne sammenhæng den hidtidige forskning for, at have været for tilbageholdende mht. undersøgelsen af det specifikke ved forfatteres og publicisters flugtveje, leve- og arbejdsbetingelser i landflygtigheden. 92 Middell, E., s.st. s. 8 samt note 20 + 21, s. 30. 93 Den dybe splittelse mellem arbejderpartierne viste sig i forbindelse med »Lasst uns nicht in die Barbarei versinken! Appell fortschrittlicher Intellektueller« (febr. 1933), der opfordrede SPD og KPD til at samle kræfterne op til valget den 5.3.1933. Denne henstilling blev i det sidste legale nummer af KPDs ugeavis »Illustriertes Echo des Westens« afvist. Jvf. Briidigan, H.: Faschismus an der Macht, Ffm. 1982, s. 54.
Side 280
spørgsmål, som W. Friihwald og W. Schieder har formuleret. Det drejer sig dels om integrationsprocessen i tilfiugtslandet og reintegrationen i hjemlandet og dermed om forholdet mellem emigration/immigration og eksil/remigration, dels om de politiske teoriers udvikling og funktion under landflygtighedens betingelser og dermed diskussionerne i eksilet om årsagerne til fascismens sejr, og om det »andet« og det fremtidige Tyskland, og dels om de for især litteraturvidenskaben væsentlige spørgsmål om sprogets, stilarternes og genrernes konservering eller udvikling i landflygtigheden eventuelt under påvirkning af kulturelle forhold og traditioner i tilfiugtslandet.9t En fokusering på »eksilet som livsform« gennem en reducering af spørgsmålet til dets individuelle og eksistentielle aspekter er utilstrækkelig. Rækkevidden af forfatteren C. Zuckmayers opfattelse af eksilet som »the journey of no return«,95 eller af Thomas Manns bekendelse til et »verdensborgerskab«96 kan først belyses under hensyntagen til de politisk-samfundsmæssige sammenhænge i deres historiske forandring. Der må derfor spørges om udviklingen i forfatternes samfundsmæssige rolle og placering, deres arbejds- og leveforhold generelt i det 20. årh., og under hensyntagen til det eventuelt specifikke før 1933, i landflygtigheden og efter 1945. Men samtidig er de af Friihwald og Schieder formulerede spørgsmål relevante, uanset om målgruppen er den enkelte eller anonyme flygtning, særlige flygtningegrupperellereksilorganisationer. Opgaven må være at analysere både det generelle og det specifikke, der gjorde sig gældende for den enkelte målgruppe. Således må forhold, der har gyldighed for politiske organisationer,politikereeller forfattere ikke generaliseres ukritisk med hensyn til andre flygtningegrupper eiier de anonyme flygtninge og disses opieveise af og adfærd i landflygtigheden. Omvendt må heller ikke den individorienteredeanalyseløsrives fra de generelle samfundsmæssige forhold. I relation hertil kunne eksilforskningen med fordel inddrage de senere års diskussioner indenfor forskningen i arbejderbevægelsens historie om forholdet mellem den individ- og organisationsorienterede hhv. social- og politisk-historiske forskning. Også eksilforskningen må nemlig tage højde for, at det hverken drejer sig om at skrive Hitlerflygtningenes, landflygtighedensellereksilets historie »fra oven« eller »fra neden«. Derimod må undersøgelsen af de enkelte målgrupper forbindes med en samfuridsanalyseogtage 94 Fruhwald, W./Schieder, W., anf. arb., s. 18f. (note 51). 95 Zuckmaycr, C: Als wår's ein Stiick von mir, Ffm. 1966, s. 461. 96 Mann, Th.: Deutsche Horer, radiotale 30.12.1945, i: Mann, Th.: Gesammelte Werke, Ffm. 1974, s. 747.
Side 281
lyseogtagehøjde for det dialektiske forhold mellem det almene, det I relation til integrations- og socialiseringsprocesserne i landflygtighedener immigrationsaspektet blevet fremdraget i en undersøgelse af de flygtninge, der var ofre for antisemitismen, og som kom til USA efter 1933.98 Denne tilgangsvinkel er ikke mindst betinget af, at landflygtighedenfor denne undersøgelses målgruppe vidtgående havde karakter af en ufrivillig udvandring for bestandig og dermed en immigration. Dette forløb blev samtidig fremmet gennem den politik, som førtes af jødiske organisationer.99 Forslaget om at undersøge immigrationsaspektet på basis af akkulturations-teorien, og tesen om, at der med denne teori kan skabes et »ensartet fundament for eksilforskningen«,1 må dog efter min mening vurderes kritisk. Ifølge H. A. Strauss kan akkulturationsbegrebetbruges til at beskrive forandringer i både indvandrernes og immigrationslandets kultur som følge af en kulturel kontakt.2 Samtidig mener han, at dette begreb er anvendeligt for undersøgelser af både grupper og enkeltpersoner. Teorihistorisk knytter akkulturations-teorien sig til »melting-pot«-teorien. Den blev formuleret med udgangspunkt i en opfattelse af, at forholdet mellem forskellige befolkningsgrupper af uensartetoprindelse i USA havde karakter af en »kulturel pluralisme«. Fortalerne for denne teoridannelse, der blev udviklet i sammenhæng med »ny-immigrations«-bølgen og industrialiseringen mellem 1880rne og 1920rne, gik ind for sociale reformer og en liberal fremmedlovgivning. Herigennem ville man »bevare det bedste indenfor alle etniske strømningerog forene dette til en angl o-amerikansk kultur.3 Relationerne mellem forskellige kulturer og disses repræsentanter kan være karakteriseret som et dominans- og underkastelses-forhold eller som et forhold af gensidig akcept. Selve akkulturations-processen, der påvirkes af historiske og miljømæssige forskelle mellem enkelte indvandrergrupper, af forskelle i de historiske omstændinger i forbindelse med indvandringen og af psykologiske faktorer,4 omfatter et funktionelt og et subjektivt aspekt. 97 Jvf. debatten om dette spørgsmål i: Meddelelser om forskning i arbejderbevægelsens historie/Arbejderhistorie, nr. 18ff. 98 Strauss, H.A.: The Immigration and Acculturation of the German Jews in the United States of America, Year Book Leo Baeck Institute, 16/1971. 99 Straus, H.A.: anf.arb., s. 238 og s. 256f. (note 74). 1 Fruhwald, W.W. Schieder anf.arb., s. 15 (note 51). 2 Strauss, H.A.: Changing Image of the Imigrant in the USA, i: Amerikastudien/ American Studies vol. 21/1975, hft. 2, s. 127 ff. I Worterbuch der Soziologie, Stuttgart 1969, s. 13f. defineres akkulturation som »erhvervelse af elementer fra en fremmed kultur gennem bærere af en given kultur«. 3 Strauss, H.A.: S.st. s. 128. 4 Strauss, H.A.: S.st.
Side 282
Mens det første vedrører indvandrernes økonomiske og sociale integration,drejer det andet sig om forandringer i deres selvforståelse.5 Indenfor rammerne af akkulturations-teorien spiller begreberne »ethnicity« og etnisk gruppe, der af Strauss anvendes synonymt, en central rolle. Disse termer bliver brugt som model for undersøgelsen af identitet og af sociale strukturer. Ved en etnisk gruppe forstås almindeligvis en særlig befolkningsgruppei et større samfund, hvis kultur er forskellig fra gruppens egen kultur. Strauss forstår primært »ethnicity« som en betegnelse for »hvide etniske grupper«, særlig i relation til medlemmer af »blue-collargroups«,der har været indvandrere eller efterkommere af disse i tiden efter 1890.6 I sin kritik af begrebet »jødisk masseemigration« har Strauss understreget,at antisemitismens ofre ikke repræsenterer nogen form for »social gruppe«. Alligevel udgør de ifølge ham »et helt fællesskab, uanset intellektuelle eller klassemæssige forskelle«, der kan defineres som en »potentiel etnisk gruppe«. At Strauss taler om en potentiel etnisk gruppe, er betinget af, at også han er opmærksom på, at der blandt de mennesker der blev ramt af den nazistiske antisemitisme, fandtes reelle og væsentlige forskelle. Således må der tages højde for forskelle mellem de såkaldte østjøder,vest-jøder, døbte jøder og personer af jødisk afstamning, der ikke tilhørte det mosaiske trossamfund eller en jødisk organisation. Disse forskelle gjorde sig gældende med hensyn til både de enkeltes samfundsmæssigerolle og placering og deres selvforståelse og traditioner. I forlængelse heraf betragter Strauss de 100.-125.000 indvandrere af 1. og 2. generation fra Østeuropa, der udgjorde omkring 15 % af antisemitismensotre, som den »etniske kernegruppe« indenfor den tyske jødedom.7 Årsagen hertil må ses i den religiøse kulturs status indenfor denne gruppe. På denne baggrund mener jeg, at anvendelsen af »ethnicity«begrebet,selv om det modificeres med attributtet potentiel, er problematisk.Det rummer en fare for en harmonisering af de nævnte forskelle, en fare der heller ikke elimineres, når man tager højde for, at antisemitismen kom til at virke reaktiverende for gruppefølelsen blandt sine ofre.8 Med 5 Strauss, H.A.: Zur sozialen und organisatorischen Akkulturation... s. 239 (note 74). 6 Strauss, H.A.: Changing Image of the Immigrant..., s. 120. Nogle forskere ser dog en forskel mellem begreberne etnisk gruppe og »ethnicity«/etnicitet, idet den sidstnævnte term forstås som udtryk for en bestemt adfærd hos en etnisk gruppe. Se Giordana, S.: Ethnizitåt. Soziale Bewegung oder Identitåtsmangament, upubliceret foredragsmanuskript, 1981. I forlængelse heraf ville det være af interesse at inddrage spørgsmålet om nationalstaternes udvikling og denne faktors indvirkning på vurderingen af hele dette problemkompleks hhv. etniske gruppers selvforståelse. 7 Strauss, H.A.: Zur sozialen und organisatorischen Akkulturation... s. 235f. 8 Strauss, H.A.: S.st., s. 246. Her peger Strauss selv på behovet for en nærmere undersøgelse af dette spørgsmål.
Side 283
hensyn til akkulturationsbegrebets anvendelighed, må følgende forhold fremdrages. For det første fandtes der kun i et vist omfang kulturforskelle mellem Hitler-flygtningene og tilflugtslandet USA. Disse forskelle var endda endnu mindre, når man ser på flygtningenes situation i de europæiske asyllande. I forlængelse heraf må der også peges på, at det er tvivlsomt, om de vesteuropæiske lande på daværende tidspunkt kan karakteriseres som »etnisk pluralistiske« samfund. For det andet udvikler akkulturations-processen sig primært i reelle immigrationslande og forudsætter,at der foreligger en i forvejen truffet beslutning om at immigrere.For det tredie synes en række faktorer, der ifølge Strauss præger akkulturationsprocessen, ikke primært at være betinget af et tilhørsforholdtil en bestemt etnisk hhv. potentiel etnisk gruppe. Dette gælder blandt andet »klassespecifikke adfærdsnormer« på arbejdsmarkedet, juristers erhvervsmæssige problemer på grund af forskelle mellem tyske og angelsaksiske retstraditioner, og forandringer i kønsrollemønstret.9 Selv om Strauss indenfor rammerne af sin tilgangsvinkel peger på en række væsentlige spørgsmål for undersøgelsen af integrations- og socialisationsprocesserne blandt Hitlerflygtningene, er hans redegørelse først og fremmest beskrivende. Efter min mening mangler han en egentlig samfundsanalyse, der sætter de rejste spørgsmål i forhold til de givne sociale, økonomiske, politiske og ideologiske strukturer, herunder målgruppens placering og rolle heri, samt disse faktorers indvirkning på bevidsthedsdannelsen og -forandringen. Forestillingen om, at akkulturations-teorien kunne blive eksilforskningens ensartede metodiske fundament rejser også andre problemer. For det første synes teorien ikke at kunne få anvendelse på de flygtninge, der betragtede landflygtigheden som politisk eksil. For det andet synes den at komme til kort overfor de problemer, der er betinget af den restriktive flygtningepolitik i mange tilflugtslande. Som følge af den begrænsede asylret blev mange flygtninge ikke alene tvunget til et »transit«-ophold, men samtidig blev mange af dem holdt udenfor arbejdsmarkedet og i større eller mindre omfang udenfor det almindelige samfundsliv. Disse forhold affødte ikke kun sociale, men også individuelle psykiske problemer, der var med til at præge flygtningenes bevidsthed og integrationsog socialiseringsprocesserne. For det tredie lægger teorien op til at inddrage flygtningenes 2. og 3. generation i eksilforskningen - hvorved der rejser sig de tidligere berørte afgrænsningsproblemer. Afgrænsningen og struktureringen af eksilproblematikken er også 9 Strauss, H.A.: S.st., s. 239.
Side 284
storiskfunderethelhedsfremstilling af eksillitteraturen. H. A. Walters »Deutsche Exilliteratur 1933-1950« bygger på en tematisk struktur, der går på tværs af de enkelte tilflugtslande.10 I »Kunst und Literatur im antifascistischen Exil 1933-1945« er stoffet struktureret med udgangspunkti de enkelte tilflugtslande." Overfor denne geografisk-regionale struktur har Walter fremført at den ikke kan tydeliggøre flygtningenes betydelige fluktuation fra land til land og dermed diskontinuiteten i eksilet ide enkelte lande.12 Videre er det blevet hævdet, at en geografisk/ regionalt struktureret fremstilling skulle forvride proportionerne mellem flygtningene og tilflugtslandet. Som begrundelse for denne opfattelse har Walter fremholdt, at flygtningenes politisk-ideologiske og litterær-æstetiskegrundholdninger samt deres stillingtagen til samtidens aktuelle spørgsmål vidtgående skulle være uafhængige af de landflygtiges opholdssted .13 Sagt på en anden måde frygter Walter, at en geografisk struktur tillægger opholdsstedet for stor betydning for Hitler-flygtningenesholdningsdannelse. Det kan til en vis grad være berettiget at pege på, at holdningerne hos især prominente eksilforfattere som bl.a. Brecht og Th. Mann i mindre grad blev præget af det tilflugtsland, som de befandt sig i. Alligevel må dette forhold efter min mening ikke overbetones på bekostning af den faktiske påvirkning fra det konkrete opholdssted. Desuden tror jeg, at spørgsmålet om forholdet mellem flygtningene og tilflugtslandet stiller sig anderledes for de mere almindelige flygtninge. For dem var de konkrete sociale og politiske forhold i tilflugtslandet, hjælpekomiteernes virke og eksistensen og udviklingen af forskellige eksilorganisationer af væsentlig betydning for både deres oplevelse at landilygtigheden og deres stillingtagen til de politiske spørgsmål, som rejste sig for dem. Efter min mening viser begge værker dog, at det på basis af forskningensnuværende resultater er for tidligt at foretage et entydigt valg med hensyn til stoffets strukturering. Begge værker er således i forhold til tilflugtslandet Danmark kildemæssigt svagt underbygget og understreger 10 Waltes værk kan endnu ikke vurderes i sin helhed, idet det endnu ikke er afsluttet. 11 Kunst und Literatur im Antifaschistischen Exil... bd. 1, s. 9 (Vorwort) (note 38). 12 Walter, H.A.: Schwierigkeiten beim Kurs auf die Realitåt, i: Sammlung, bd. 5, Ffm. 1982, s. 94. Det kan nævnes, at kun ca. V3 af de i Sternfeld og Tiedemanns bio-bibliografi nævnte personer tilbragte alle eksilår i eet land. For de i Bibliographisches Handbuch... bd. 2 nævnt personer gælder, at over V3 måtte forlade deres første tilflugtsland, og at '/s måtte flygte to eller flere gange. Strauss, H.A.: Some Demographic and Occupational Characteristics..., s. LXXVIII (note 80). 13 Walter, H.A., anf.arb. i note 12, s. 94ff. Se også Albrecht, R.: Exil-Forschung, s. 192 (note 61). Som medforfatter til »Kunst und Literatur im antifaschistischen Exil« har E. Middell svaret på denne kritik. Jvf. Middell, E.: Methodenfragen, i: Sammenlung, bd. 5/1982, s. HOffog Middell, E.: Exilliteraturforschung s. 16 (note 91).
Side 285
behovet for langt dyberegående undersøgelser, før der kan drages Debatten om eksilproblematikkens afgrænsning og strukturering vedrører ligeledes et andet metodisk spørgsmål. Som led i formuleringen af »grundforsknings«-programmet blev behovet for et tværfagligt samarbejde understreget.15 I »Deutsche Forschungsgemeinschafts« projekter deltog således en lang række enkeltdiscipliner: historie, politologi, pædagogik, sociologi, kommunikationsvidenskab/publicistik, kunsthistorie, teatervidenskab, musikhistorie, litteraturvidenskab og lægevidenskabens historie. Dette har dog ikke i sig selv betydet en realisering af den tværfaglige målsætning. Også »Kunst und Literatur im antifaschistischen Exil« er blevet udarbejdet af et tværfagligt sammensat forfatterkollektiv. Ifølge dettes leder, W. Mittenzwei, betød samarbejdet en gensidig forståelse for problemer og metoder, der muliggjorde en bedre indsigt i emnets specifikke problemstillinger. Alligevel viste det sig nødvendigt at foretage en tematisk afgrænsning af projektet. Mens det oprindeligt skulle have resulteret i en fremstilling af det antifascistiske eksils historie, blev det afgrænset til en skildring af kunst og litteratur alene.16 Tværfaglige ansatser findes også i nogle af de afsluttede regionale studier.17 Men det er med rette blevet påpeget, at det stadigvæk er en uløst opgave at udvikle eksilforskningen fra at være et multidisciplinært forskningsfelt til at være en forskning, der hviler på et reelt tværfagligt samarbejde.18 I relation hertil var det efter min mening et problem, at »grundforsknings«-programmeti sin fremdragelse af »eksil som helhedsfænomen« havde vanskeligheder med nøjere at bestemme forskningens forskellige arbejdsområder og disses indbyrdes forhold. Dette gælder ikke mindst for relationen mellem historie og litteraturvidenskab. En udvikling af det tværfaglige samarbejde kræver også et opgør med tendenser til at se eksilforskningen som en særlig videnskabelig disciplin. Den tilsigtede tværfaglighed sikres nemlig ikke — som det allerede blev påpeget på symposiet i København - gennem en simpel addition af de forskellige discipliners enkeltvidenskabelige data eller gennem en sammenblanding af deres genstandsområder. Derimod forlanger tværfagligheden, at de enkelte discipliner - under hensyntagen til deres specifikke opgaver — får tilført viden og erkendelser fra andre områder og discipliner, der på deres 14 Jvf. Kunst und Literatur im antifaschistischen Exil bd. 1, s. 6 og Walter, H.A.: Die deutsche Exilliteratur... bd. 2, s. 57 ff (note 10). 15 Mussener, H.: Die Deutschsprachige Emigration... s. 2 (note 54). 16 Kunst und Literatur im antifaschistischen Exil... bd. 1, s. 5. 17 Se f.eks. Hirschfeldt, F. (udg.): Exil in Grossbritannien, Stuttgart 1983. 18 Friihwald W./Schieder, W.: Gegenwårtige Problem... s. 9 (note 51).
Side 286
side også kan bidrage til de enkelte discipliners videre udvikling.19 Eksilforskningen kan således ikke udvikles som en slags »meta«-videnskab.Derfor var det berettiget, når det i forbindelse med diskussionen om grundforskningen blev fremhævet, at der ikke findes en særlig »eksilimmanentfremgangsmåde«. Denne påpegning kan dog ikke, som det faktisk var intentionen med den, bruges som et argument mod selve forsøget på at udvikle et tværfagligt samarbejde.20 Betragtes historie- og litteraturvidenskab som nabodiscipliner, kan undersøgelsen af de politisk-samfundsmæssigeforhold aldrig reduceres til et - omend nødvendigt — forarbejde til den litteraturvidenskabelige analyse eller defineres som »almindelig eksilforskning«. På den anden side tror jeg, at historievidenskabenmed udgangspunkt i eksillitteraturforskningens resultater kan øge sin sensibilitet overfor spørgsmål, der ikke altid kan belyses gennem kildematerialet i forskellige statslige institutioners arkiver. Dette gælder ikke mindst med hensyn til den del af eksilets litteratur og kunst, der direkte relaterer sig til landflygtighedens problemer. Omvendt kan uhensigtsmæssige generaliseringer ud fra forfatterens skildringer af landflygtighedenmodvirkes gennem en inddragelse af materialet fra arkiverne .21 4. Eksilforskningens opgaver og funktionEksilforskningens metodiske spørgsmål relaterer sig altid til en diskussionom eksilforskningens opgaver og funktion. J. Hermand mener, at en nærlæsning af eksillitteraturforskningens første resultater fra omkring 1970 viser, at der allerede på dette tidspunkt fandtes mindst fire forskningsretninger. 1) h,n »eksil-positivisme«, der tørst og fremmest baserede sig på en interesse for materialet. Denne retning omfattede dels forskere, der gennem grundige arkivstudier fandt frem til mange for den videregående forskning væsentlige data, dels »exiloger«, der i deres indsamling af materiale ingen forståelse havde for forskningens politiske sider. 2) En »moralsk« eksilforskning, der tog sig af de »glemte« eksilforfattere, og som sigtede mod disses »rehabilitering«. Samtidig fremholdtes de mere betydningsfulde blandt disse som »moralske forbilleder«,uden at denne tilgangsvinkel i sig selv formidlede politiske indsigter. 3) En eksilforskning, der søgte at inddrage eksilets »politiske og socialhistoriske implikationer« i litteraturanalysen. Denne retning omfattedeblandt 19 Jvf. Jarmatz, K..: Thesen fur die Methodcn..., s. 427 (note 57). 20 Jvf. Laemmle, R: Vorschlåge fur eine Revision der Exilfbrschung, s. 515 (note 50); Bock, S.: Zur biirgerlichen Exilforschung, i: Weimarer Beitråge 21. årg./1975, hft. 4. 21 Rækkevidden af de oplysninger, som f.eks. danske arkiver rummer med hensyn til Brechts forhold her i landet, kan først bedømmes kritisk når et bredere materiale om også de anonyme flygtninge inddrages.
Side 287
tedeblandtandet fortalerne for »grundforskningen«. 4) En forskningsretning,der ikke ville nøjes med de socialhistoriske aspekter som sådan, men som tillige inddrager forskningen og dennes opgaver i de samtidige politiske diskussioner.22 I forlængelse heraf kan der idag skelnes mellem to hovedsynspunkter på eksilforskningens opgaver og funktioner. På den ene side drejer det sig om en forskning, der eksplicit afviser, at »beskæftigelsen med eksilet som sådan allerede kan vurderes som bevis for en antifascisme, uanset hvordan denne forstås«.23 Ud fra sin selvforståelse stræber fortalerne for denne retning efter en så omfattende og repræsentativ fremstilling af eksilproblematikken som muligt.24 På den anden side er der tale om en forskning, der netop tager udgangspunkt i den fælles antifascistiske modstand, som i samtiden politisk og socialt blev formuleret og udviklet ud fra meget forskellige holdninger. Politisk set havde denne modstand kun én fællesnævner i sin stræben efter den fascistiske diktaturs overvindelse .25 Den grundlæggende skillelinie mellem disse opfattelser vedrører vurderingen af, hvad der var den historiske realitet, og hvordan denne kan indkredses. Således kritiseres eksilforskningen i DDR for dens opfattelse af forholdet mellem »partiskhed og videnskabelighed«. Bestemmelsenheraf ses som direkte årsag til en selektiv og forkortet fremstilling af den historiske udvikling. Konkret drejer kritikken sig om vurderingen af blandt andet arbejderpartiernes rolle, og herunder folkefrontspolitikkensbetydning, samt udviklingen i USSR og dette lands placering i kampen mod Hitler-Tyskland. I relation til eksillitteraturen kritiseres blandt andet den selektive og til dels manglende behandling af forskellige forfattere.26 For begge opfattelser af eksilforskningens funktion gælder dog, at de enkelte undersøgelser må vurderes kritisk i lyset af deres politisk-ideologiske implikationer. Således er f.eks. i et værk som »Kunst und Literatur im antifaschistischen Exil« fremstillingen af eksilet i USSR utiltrækkeligt. Det gælder behandlingen af de sovjetiske myndighedersflygtningepolitik og asylretspraksis, af udrensningsprocesserne og disses følger også for Hitlerflygtninge, og af problemerne i forbindelse med udformningen af folkefrontspolitikken og tilbageslaget for denne politik mellem Munchen-aftalen og overfaldet på USSR i 1941. Disse mangler viser sig både i fremstillingen af det overordnede politiskhistoriskeforløb og af dettes følger på det individuelle plan. Derfor er 22 Hermand, J.: anf.arb., s. 239f. (note 18). 23 Friihwald, W./Schieder, W.: Gegenwårtige Probleme... s. 10 (note 51). 24 Walter, H.A.: Schwierigkeiten beim kurs auf die Realitåt, s. 93 (note 12). 25 Kunst und Literatur im antifaschistischen Exil... bd. 1. s. 5 + 7 (note 38). 26 Walter, H.A.: Die deutsche Exilliteratur.. .bd. 7, s. 20; Bernard, C: Deutsche Exilliteratur in der BRD-Forschung i: Kurbiskern, nr. 2/1975, s. 91-100.
Side 288
dette værks målsætning, at forbinde det, der forstås som den antifascistiskekamps En repræsentativ og omfattende skildring af det tyske eksil sker dog heller ikke forudsætningsløst. Således er Walters værk blevet kritiseret på to afgørende punkter. For det første med hensyn til dets krav om, at forskeren om muligt skal være übesværet af aktuelle interesser i det emne, som han eller hun undersøger. I lyset af fascismeproblematikkens og efterkrigsopgørets fortsatte politiske aktualitet, som blandt andet viste sig i forbindelse med 40-året for befrielsen både i Danmark og udlandet, synes dette krav at være illusionsfyldt. For det andet kritiseres Walters intention om, at undersøgelsen skal tage udgangspunkt i datidens politiske indsigter og hans krav om, at datidens opfattelser skal måles i forhold til det, der dengang til enhver tid var det højeste politiske erkendelsesniveau.28 Mens Walter gør ret iat advare mod den moraliserende historieskrivning, har han dog betydelige vanskeligheder med at bestemme, hvilke forhold der afgør, hvad der var datidens »højeste politiske erkendelsesniveau«. Han svigter også når han isolerer den antifascistiske modstandskamps manglende resultater fra den internationale udvikling mellem 1933 og 1945, og herunder undlader at fremdrage »appeasement«-politikkens følger. Gentagelse af stereotype vurderinger af de kommunistiske partier ud fra en totalitarismesteoretisk synsvinkel rummer heller ikke mange perspektiver for eksilforskningen.29 På trods af eksisterende divergenser mellem disse hovedsynspunkter tager begge opfattelsei udgangspunkt i, at eksilproblcrnatikkcn udgør en del at den tyske tascismes historie. Dette implicerer følgelig også en stillingtagen til de forskellige teorier om fascismen. Tager man udgangspunkti, at den tyske fascismes udvikling ikke kan adskilles fra kapitalismensudformning i Tyskland, så må også Hitler-flygtningenes historie undersøges i denne kontekst. Som følge heraf må forskningen spørge efter teorier og metoder, der kan anlysere og forklare årsagerne til fascismens sejr i 1933 samt modstandskampens - begrænsede - resultater og erfaringer. I relation hertil har eksilforskningen på sit specifikke felt fortsat en opgave med at formidle disse historiske erfaringer. Denne erfaringsformidling drejer sig ikke om at formulere udialektiske analyser. Tværtimod, må opgaven være at afdække det historiske og det almene 27 Kunst und Literatur im antifaschistischen Exil... bd. 1. s. 5 og 7 (note 38). 28 Walter, H.A.: Die deutsche Exilliteratur... bd. 7., s. 7ogs. 20; Bernard, C: Deutsche Exilliteratur in der BRD-Forschung, i: Kurbiskern nr. 2/1975, s. 91-100. 29 Jvf. Roder, W.: The political Exiles i: Biographisches Handbuch og s. XXXVff. (note
Side 289
ved disse erfaringer. Men hensyn til de almene aspekter gælder det om at knytte an til de traditioner, der på trods af forskelligt politisk og ideologisk indhold, demonstrerer, at »uretten også kan bekæmpes med svage midler«.30 I denne forstand kan og må eksilforskningen være antifascistisk. Den må holde fast i, at det var Hitler-fascismen, der var den umiddelbare årsag til landflygtighed og eksil mellem 1933 og 1945. 30 Brccht, B.: Gesammelte Werke in 8 Banden, Ffm, 1967, bd. VIII, s. 785f. |