Mats Widgren: Settlement and Farming Systems in the early Iron Age. Stockholm, Stockholm Studies in human Geography 3, 1983.

Mats Widgrens disputats er et nyt led i rækken af Stockholmer-skolens kulturgeografiske indsats, som siden 1960'erne har betydet en så væsentlig fornyelse af forståelsen af navnlig det midtsvenske kulturlandskabs udvikling i jernalderen (herom se Skrifter fra Historisk Institut nr. 27, Odense 1979).

Ostergotland er velkendt terræn for den, der har fulgt de seneste års arkæologiske og geografiske undersøgelser, det er sammen med Gotland, Oland og Uppland overrepræsenteret i forhold til de gamle danske provinser. Bogen indledes med en oversigt over den udvikling, som de hidtidige undersøgelser har blotlagt imellem 200 f.Kr. og 1200 A.D., hvorefter undersøgelserne omkring Flåret i det østlige Ostergotland fremlægges; det er her, forfatteren har gjort sit feltarbejde. Agrarsystemets afspejlinger i vegetationsudviklingen og forandringer i agrarlandskabets struktur diskuteres herefter med inddragelse af to andre sammenligningsområder. Ved hjælp af de fossile elementer i det nutidige landskab, som takket været landhævningen er bevaret i en for os danskere utrolig grad, rekonstrueres brugsstrukturen i ældre jernalder. En inddeling i enheder af forskellig størrelse postuleres, en håndfuld enkeltgårde opfattes som en »landsbyenhed« med indmark nær gårdene og høslet-enge som udmark. Både ind- og udmarker er markerede af Stengærder. Udover gårde og landsbyer postulerer forfatteren en større territorial enhed, som bestyrede fælles græsgange inden for stengærdesystemet, et kulturelt system som kunne være fælles for flere landsbyer. Ind- og udmarksystemet opstod omkring Kristi fødsel efter en ekspansion i de foregående århundreder. Grundlaget for afhandlingens konklusioner er forfatterens opmålinger af stengærder, snitgrøfter, C 14-dateringer og fosfatanalyser samt ikke mindst pollenanalyser; arkæologiske fund er der ikke mange af. Det studerede system dateres i perioden 100-500 A.D. med maksimum i 3.-4. årh., hvor et meget åbent landskab opstod. Trods regression i tiden herefter fortsatte systemet i brug indtil efter år 1000, hvor korndyrkning udvides markant. Stengærdesystemerne blev ændret til de historisk kendte territorialenheder i yngre jernalder, men relikterne af de gamle systemer fik lov at blive indtil vor tid.

Afhandlingen er veldisponeret, bredt anlagt og med et stort baggrundsmateriale,men

le,menarkæologer vil uden tvivl kritisere mangelen på egentlige koncise
dateringer.