Øystein Johansen: Metallfunnene i Østnorsk Bronsealder. Oslo, Universitetets Oldsakssamlings Skrifter, Ny Rekke nr. 4. 1981. 202 sider, 33 plancher.

Fra den indre Oslofjords afvandingsområde kendes 228 broncer, flest fra yngre broncealders midte. Bogens formål er at undersøge, om 1. Østlandet er en del af den sydskandinaviske broncealderkultur? 2. hvorfor området er så meget metalfattigere end Sydskandinavien? Et væsentligt problem i norsk broncealderforskning er det, at man kun i visse dele af landet kan tale om en broncealderkultur, i størstedelen af Norge bruges begrebet broncealder kun i kronologisk forstand. Forfatteen påviser en markant parallellitet i de repræsenterede typer, i udvalget, i forandringerne både numerisk og kronologisk, i forskydningen af tyngdepunktet østpå i yngre broncealder og i den lokale produktion baseret på omstøbning af indførte færdigvarer. Også fundforholdene svarer til Sydskandinavien (desværre er mere end 50% af fundene uden kontekster). Gravfundene stammer efter mellem- og nordskandinavisk skik fra røser, i Sydskandinavien fra jordhøje. I depotfundene findes en markant gruppe fra broncealderens slutning, som ikke modsvares i Sydskandinavien. - Forskellen mellem Sydskandinavien og Østnorge er mere i kvantitet end i væsen. Østnorge har en relativt langt fattigere metalkultur, 2,4 bronce pr. km² (exakt) mod 461 (løst vurderet) i Sydskandinavien. Af landbrugsjord går der 48,2 broncer pr. tusind km² i Norge mod 658 i Sydskandinavien. De østnorske broncer menes at være geografisk og numerisk repræsentative og sammenligningen med Sydskandinavien derfor pålidelig.

Den norske metalfattigdom forklares ved, at mulighederne for at skaffe et produktionsoverskud var så langt ringere i Norge end i Sydskandinavien. — Fundfordelingen klumper sig iøjnefaldende i 12 områder, hvor der formodes at have været et produktionsoverskud, som muliggjorde erhvervelsen af broncer i bytte for skind og huder, som led i statushævdelsen hos de lokale høvdinge. Det

erhvervsøkonomiske grundlag for høvdingene var kun til stede i de fa områder,
hvor broncerne kendes.

Bogen er et led i den nyorientering mod antropologisk tænkning, som Jørgen Jensens socialhistorie fra 1979 herhjemme er det bedste eksempel på. Pilles høvdingedømmet fra, og betvivles de (traditionelle) byttevarer, bliver der dog en grundig og velargumenteret vurdering af et skandinavisk marginalområde tilbage, en vurdering, som også er interessant for os forvænte sydskandinaver. Repræsentativitets-undersøgelsen føjer sig til en lille række nye kildekritiske studier af det arkæologiske materiale, som viser, at arkæologerne endelig er ved at fatte repræsentativitets-problemets alvor.