Jesper Vang Hansen, Esben Kjeldbæk og Bjarne Maurer: Industrisabotagen under besættelsen i tal og kommentarer. Årsskrift for Frihedsmuseets Venner 1984. Kbh., 1983. 110 s. Ill.

I 1977 iværksatte Frihedsmuseet en indsamling af beretninger fra industrisabotører — med hovedvægten på »de menige sabotører« - og en registrering af industrisabotagen. I 1984-udgaven af Årsskriftet for Frihedsmuseets Venner fremlægger de tre historikere, der har stået for arbejdet, deres resultater i kort sammenfatning og analyse. De har samlet ca. 400 beretninger, de har registreret 2.800 aktioner i 13 kategorier (sabotageforsøg undtagne), og de har hentet skadetal fra krigsforsikringerne. Jernbanesabotagen er holdt udenfor.

Som forfatterne understreger det, siger skadeopgørelserne i kroner og øre intet om sabotagens effekt hverken militært, rustningsøkonomisk eller politisk, men de gør det muligt at foretage sammenligninger i tid og sted. Således illustreres Københavns tyngde i industrisabotagen af, at byen med sine 25% af samtlige landets industrielle hestekræfter tegnede sig for 45% af industrisabotagerne og 72% af krigsskadeerstatningerne herfor. Til gengæld ligger Region V (Sjælland

m.v.) meget lavt. Hvad de tre forfattere har lavet, er solidt og fortjenstfuldt. Det var i høj grad ønskeligt, om deres registrant kunne blive udgivet til estatning for den højst upålidelige, der findes i »Besættelsestidens Fakta«. Så længe den er den eneste, der er publiceret, vil det være den, man tyr til i en snæver vending. Det var da også i højeste grad ønskeligt, om de kunne begive sig ud i en tiltrængt analyse af industrisabotagens økonomiske effekt. Det danske bidrag til den tyske krigsførelse bestod først og fremmest i landbrugseksporten, men derudover i leverancer til værnemagten i Danmark (levnedsmidler, træ, cement) og i industriproduktion for tysk regning (»Auftragsverlagerung«, hvorved vi stillede arbejdskraft og faste anlæg til rådighed, mens tyskerne leverede råvarerne). Den danske produktionstilbagegang er en kendsgerning. Spørgsmålet er, i hvilket omfang den skyldtes utilstrækkelig råvaretilførsler fra Tyskland, formindsket produktivitet eller sabotage. Eller rettere: Med hvilken vægt de forskellige komponenter indgår.

Sabotagen påvirkede produktionsapparatet. Det fremgår af skadetallene fra krigsforsikringen. Men hvor meget påvirkede den produktionen til Tyskland? Forfatterne anfører, at »efter de offentliggjorte oplysninger at dømme kulminerede de ekstraordinære industriarbejder for tysk regning i 1943« (s. 100). Det holder vist ikke stik. Iflg. Riistungsstab Danemarks indberetninger leveredes der frem til og med 1943 i månedligt gennemsnit varer for ca. 7,5 mill. RM, og endnu i 3. kvartal af 1944 lå månedsgennemsnittet på knap 8,5 mill. RM. Men ville tallet uden sabotage have været højere, måske meget højere?