Bent Østergaard: Indvandrernes Danmarkshistorie. København, G.E.C. Gad, 1983. 263 s., ill. 168 kr.

Selv om Indvandrernes Danmarkshistorie nok er skrevet med henblik på en bred læserkreds, er det tydeligvis skoleeleverne, forfatteren først og fremmest har tænkt på. Atter skal skolernes ældste klasser plages med en bog, hvor et væsentligt og aktuelt emne drukner i en overflødig detaljerigdom, der krampagtigt - ikke mindst i billedteksterne - søges knyttet til bogens tema. Tørt og farveløst med hyppig tilsætning af den løftede pædagogiske pegefinger slæber sproget sig af sted på de godt 250 sider, der bringer læseren fra sagnhistoriens kong Dan til nutidens fremmedarbejdere.

Den elev, der på baggrund af bogen skal redegøre for, hvad man forstår ved en indvandrer, må føle sig fuldstændigt fortabt. Det virker helt forbløffende, at forfatteren iflg. bagsideteksten har villet skrive »den første samlede beretning om de forskellige indvandrergrupper, der fra oldtiden til i dag er kommet til vort land for at finde sig et blivende hjemsted«, og så ganske undlader at definere endsige diskutere indvandrerbegrebet, denne grundliggende mangel fører bogen ud på utallige vildspor. Når man undlader at definere begrebet indvandrer, er det klart, at heller ikke spørgsmålet om, hvornår man bliver, og hvor længe man forbliver indvandrer er berørt. Alt har tilsyneladende skullet med i bogen: fra tyske flygtninge i Danmark efter 2. verdenskrig, sigøjnere på gennemrejse og tyske digtere som Klopstock og Brecht, der i perioder opholdt sig i Danmark, til folk som J. C. Drewsen, D. G. Monrad, Pio og Georg Brandes, hvis slægter havde levet i landet i generationer.

Forsøg på at skelne mellem permanent bosættelse af indvandrere og de internationale strømninger og kulturformidlingen i et kosmopolitisk Europa ligger forfatteren fjernt. Indvandring er jo ikke et entydigt begreb. Set over historiens lange perspektiv kan man skelne mellem 6 indvandringsformer, der har berørt Danmark mere eller mindre stærkt, nemlig 1. Oldtidens folkevandringer. 2. De erhvervsbetingede individuelt prægede indvandringer fra middelalderens håndværkere, købmænd og adelsmænd til enevældens embedsmænd og kunstnere. 3. De etniske og religiøse mindretal, der fra det 16. århundrede slog sig ned i kolonier bestemte steder i riget. 4. Arbejdskraftsvandringerne omkring det industrielle gennembrud. 5. Det 20. århundredes politiske flygtninge og 6. gæstearbejderne fra slutningen af 1960'erne. Rigtigt nok peger bogens afsluttende oversigt på, at forfatteren har forstået dette; havde han også opbygget sin bog efter disse forskellige indvandringsformer i stedet for, som nu, at føre den forvirrede læser frem og tilbage i en række kronologiske krumspring, er det muligt, at han havde opnået sit ellers så prisværdige formål at vise indvandrernes positive betydning for den danske nation.