Erik Svensson: Stormfuglen i dansk politik. Christmas Møller — og hans dramatiske kamp i nationalpolitisk perspektiv. Århus, Arkona, 1983. 192 s. Ill.

Som bidrag til eller besvarelse af en prisopgave om »Christmas Møller og
Sønderjylland« er Erik Svenssons oversigt over en væsentlig hovedlinie i ChristmasMøllers

masMøllerspolitik udarbejdet. Det giver på een gang bogen dens styrke og dens
svaghed.

Styrken ligger i dens konsekvens. Det er indlysende rigtigt, at Christmas Møller begyndte og sluttede sin landspolitiske karriere i det sønderjyske spørgsmål - »det nationalpolitiske«. Han var som partileder i et tiår tillige optaget af mange andre gøremål, men Sønderjylland stod hans hjerte særligt nær. På den sag lærte han i sin ungdom respekt for kendsgerninger og viden i Aage Kiddes strenge skole. På den samme sag måtte han i 1947 sande, at den ikke var tilstrækkelig til at bære en landspolitisk rolle. Erik Svensson har overbevisende skildret den udvikling, der førte Christmas Møller fra standpunktet forud for 1920, over de hektiske Flensborg-dage og afstemningerne i 1920 frem til opgøret med den grænselandspolitik, som Knud Kristensen formulerede i 1946-47. Svagheden ligger i bogens begrænsning. Kampen om magten i partiet, kampen for at holde fast, da magten var erobret, grundlovsspørgsmålet op til afstemningen i 1939, væsentlige sider af Christmas Møllers rolle under besættelsen og store dele af de helt særlige forhold, der herskede i og omkring befrielsesregeringen, må nødvendigvis udelades, fordi forfatterens sigte ikke har været at skrive en egentlig biografi, men netop at tegne et nationalpolitisk rids.

Christmas Møller samlede først store tilhængerskarer om sig efter sin død. Da blev han lidt af en myte for en generation af konservative. Erik Svensson har nok ret i, at han var — som han skriver — »politiker i hver en fiber af sin krop, men en dårlig taktiker«. Eller man kunne måske rettere hævde, at han agerede politisk med hele sit liv, men egentlig aldrig blev en helstøbt politiker med holdninger, strategiske og taktiske evner. Holdninger havde han, som undersøgelsen over hans grænsepolitiske linie viser. Men de strategiske evner og det taktiske spil mestrede han ikke. Derfor blev han en splitter i stedet for en samler. Det synspunkt giver bogen gode belæg for.