Erland Porsmose: Bønder, bryder og tjenere. Gård brugervilkår på Fyn 1502-1542. University Studies in History and Social Sciences. Vol. 81. Landbohistorisk Selskab/Odense Universitetsforlag, 1983. 109 s. 90 kr.

Porsmoses bog har to omdrejningspunkter: Det ene er spørgsmålet om, hvor lang den gennemsnitlige fæstetid rent faktisk var i begyndelsen af det 16. århundrede; det andet er spørgsmålet om, hvorvidt Frederik Is forordning af 14. maj 1523 - ofte kaldet »livsfæsteforordningen« - sætter sig spor i de faktiske fæstetidslængder. I tilknytning hertil diskuterer Porsmose så, om man med rette kan kalde den en forordning om livsfæste.

Hidtil har det i hovedsagen været Aksel E. Christensens afhandling om fæstetidslængderne, der har stået som det »sidste ord» i denne sag. (Christensen: Senmiddelalderlige fæsteformer som forudsætning for forordningen om livsfæste af 1523. I: Festskrift til Erik Arup, 1946) Christensen konstaterede ud fra kvantitative kilder til landboforholdene i Næsbyhoved len (Fyn) og ved Skovkloster (Sjælland), at der forud for forordningen af 1523 fandtes en bred vifte af fæsteformer og fæstelængdeformer, og at man ikke med rette kunne hævde, at livsfæste var det almindeligste.

Christensens kildemateriale blev senere anfægtet af F. Skrubbeltrang i Det danske landbosamfund 1500-1800. Ifølge Skrubbeltrang er materialet, der for Næsbyhoved dækker perioden 1502-10 og for Skovkloster 1467-81, for spinkelt (s. 20) (jvf. i øvrigt Christensens svar i Fortid og Nutid XXIX, 1982, s. 677ff).

Porsmose er inspireret af diskussionen omkring såvel fæstetidslængden som mulighederne for at anvende det 16. århundredes sparsomme kildemateriale til fæsteforholdene. Hans enorme viden om fynske forhold er da også et godt udgangspunkt for at dybdebore i problemstillingen (jvf. Porsmose: Den regulerede landsby, 1982, se ovf. s. 127ff.).

Dertil kommer så, at Næsbyhoved jo er et fynsk len, og at Porsmose derfor har de bedste muligheder for at gå Christensens undersøgelse specielt af dette len efter i sømmene. Det gør han da også, hvilket fører til mindre revisioner. Men hovedresultatet, som Christensen allerede nåede i sin afhandling, anfægtes ikke (jvf. især tabellen s. 83). Porsmose og Christensen er enige om, at man på Næsbyhoved len kan konstatere en relativt lav gennemsnitlig fæstetid, ca. 12 år, kun lidt højere end den, Christensen regnede sig frem til.

Det centrale ved Porsmoses bog er imidlertid ikke den grundige behandling af Næsbyhoved-kilderne, men analysen af et godskompleks, som ikke indgår i Christensens oprindelige undersøgelse. Det drejer sig om Odense Bispegårds gods, hvortil der findes regnskabsmateriale for en periode efter 1523, men før sækulariseringen, og for en periode efter sækulariseringen (jvf. tabellen s. 42 over det bevarede materiale).

Porsmose lader intet hjørne af dette materiale uundersøgt. Og selv om denne grundighed både er nødvendig og al ære værd, kan det undertiden være svært at følge med i det detektiviske arbejde. Strukturen går tabt i detaillerne, og visse steder synes lysten til at bringe alle indvundne oplysninger videre at gå over rimelighedens grænser, når det f.eks. oplyses, at en del af bispegodset i dag drives af Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekultur (s. 61 f).

Men Porsmoses udbytte af den lange rejse gennem et kompliceret kildemateriale skal ikke af den grund anfægtes. Og spændende er det, at forfatteren kan konstatere, at fæsteforholdene på Odense Bispegård i perioden 1514-42 var overordentligt stabile. »Der er med gennemsnitlige fæstetider på 23-24 år igennem hele perioden utvivlsomt tale om et reelt livsfæste«, konkluderer Porsmose.

Forfatteren sammenholder dette »reelle livsfæste« med de ustabile fæsteforhold på Næsbyhoved Len. Hans forklaring på forskellen er forsigtig. »Det er således en realistisk mulighed«, skriver han, »at de konstaterede meget store forskelle i fæsteforholdene på de to godskomplekser i hvert fald delvis er forårsaget af den dynamiske stordriftsstruktur på Næsbyhoved Len« (s. 100). Længere tør Porsmose ikke gå - og det er forståeligt og sympatisk.

Det har da heller ikke været Porsmoses ærinde at udlede årsagerne til fæstetidens forskellige længde. Han har villet undersøge, om der fandtes én fæsteform, der var mest udbredt, og resultatet er blevet, at »livsfæste, remålsfæste fæste på übestemt tid utvivlsomt har eksisteret side om side« både før og efter den omdiskuterede 1523-fæsteforordning, og at denne forordning ikke er en forordning om livsfæste, men intet andet end et »forbud mod vilkårlige udvisninger og en specifikation af gyldige udvisningsgrunde« (s. 100 f).

Porsmoses afvisning af 1523-forordningens ofte anerkendte status som livsfæstepåbud er imidlertid ikke en forkastelse af det standpunkt, alle historikere deler, at landbosamfundet bevægede sig hen imod livsfæste som det, der efterhånden blev det almindelige. Tværtimod godtgør hans undersøgelse af Odense Bispegårds gods, at denne tendens allerede findes, endda særdeles udtalt, i begyndelsen af det 16. århundrede.

Med sin undersøgelse af de fynske gårdbrugervilkår har Porsmose bragt os et langt stykke fremad i kortlægningen af fæstevilkårene på et tidspunkt, hvor grundlaget for det 17. og det meste af det 18. århundredes gårdfæs tervilkår bliver skabt.

Samtidig er Porsmoses bog med til at aflive myten om, at Frederik I indførte livsfæste i 1523. Nærværende anmelder er ud fra en analyse af selve forordningen og dens ophavssituation nået til samme resultat (jvf. Fortid og Nutid XXIX, 1981, s. 184-201), uden at Porsmose og anmelderen har anet, at de hver for sig har angrebet livsfæsteforordningen ud fra vidt forskellige indfaldsvinkler.

Det er dog ikke dette telepatiske sammenfald, der får mig til at anse Porsmoses
arbejde for at være særdeles værdifuldt.