Jørgen Jensen: Nordens guld. En bog om oldtidens rav, mennesker og myter. Kbh., Gyldendal, 1982. 187 sider. Ill.

'Nordens guld' er et fornemt eksempel på formidling af komplicerede empiriske undersøgelser. Med rav som katalysator og rød tråd i fremstillingen lykkes det Jørgen Jensen på relativt få - i øvrigt yderst velskrevne — sider at lægge endnu en række brikker til forståelse af oldtidens socialhistorie. Selve fremstillingen er kronologisk bygget op og dækker perioden fra omkring 6000 f.Kr. til 1200 e.Kr. med hovedvægten på tiden omkring 2000 f.Kr. til ca. 500 e.Kr. Danske fund fra denne periode, opfattelser af den sociale struktur i samme tidsrum samt viden om forholdene i Central- og Syd-Europa formes af forf. til et sammenhængende billede af en række forskellige økonomiske systemer, som indgår i et samspil, der er vanskeligt at erkende. Medens beskrivelsen af den nordeuropæiske region, hvor vareudvekslingen (bl.a. mod rav) har til formål at give en allerede etableret hierarkisk struktur yderligere status, prestige og dermed magt, virker overbevisende,forekommer indsigten vigende, når forf. overskrider limes. Her undervurderesdet romerske imperiums heterogene karakter, men det er på den anden side klart, at en diskussion heromkring ville medføre en uheldig vægtforskydning i fremstillingen; dog kan efter anmelderens mening den idealtype, forf. anvender i sin beskrivelse af den nordeuropæiske region, med fordel appliceres på i alt fald Donau-provinserne i 1. og 2. århundrede e.Kr. Limes har måske ikke så stor betydning i sig selv. Ganske vist reguleres grænsehandelen mellem Romerriget og Barbaricum — told opkræves også — men måske op mod 90% af befolkningen dybt ind i de daværende provinser Dacien, Pannonien, Noricum og Raetien lever ganske uanfægtet heraf videre i den oprindelige — for det meste keltiske — stammestruktur. Bortset fra enkeltstående tilfælde (Scarbantia, Savaria, Juvavum?)kan byudviklingen i dette område ikke begrundes i vareudveksling, men i det romerske imperiums behov for at sikre en rimelig administration af området bag limes. At der übestrideligt er blevet ført forsyninger frem til legionslejrene og vel slaver o.a. samt rav over Aquileia mod Italien fra Barbaricum, kunne snarere give anledning til at focusere på de fora, som synes at have eksisteret ved de fleste legionslejre (tydeligst ved Koln, Carnuntum og Aquincum (Budapest)). Petrikovits,VittinghofFs og Mocsy's studier heromkring sammenholdt med eksempelvis Polanyi's tanker omkring 'ports of tråde' kunne underbygge en hypotese om en række cmporia ved limes, hvor en reguleret og af romerne beskattet og beskyttet vareudveksling/handel har fundet sted. Således betragtet er limes primært et

forsvarsværk og mødested for ellers fjendtligtsindede grupper, ikke nødvendigvis en adskillelse af to økonomiske systemer. Afgørende derimod er sikkert - som ofte fremhævet - at i modsætning til de nordlige regioner handles såvel fødevarer som jord indenfor rammerne af det juridiske fællesskab, som romerriget også er et udtryk for. Vel netop i sikring af ejendomsret til jord og denne jords afkast ligger en væsentlig årsag til fremvækst af den centraliserede magt, staten om man vil, selv om anm. kun ugerne benytter denne term i forbindelse med det romerske imperium.

Ovenstående betragtning kan ingenlunde rokke ved de afgørende linjer i Jørgen Jensens fremstilling. Dennes styrke er solidt forankret i dens kohærens. Opfattelsen af vareudveksling som en gavegivning — senere koblet ind i et redistributivt system, kædes elegant og kyndigt sammen med primært gravfund, stedvis litterære kilder og udgravninger af by borge. Plausible forklaringer og årsager gives til dette systems evolution og devolution frem mod byen og den fremvoksende stat. Det lykkes forf. at skabe historie af arkæologi, men man kan vel spørge, i hvor høj grad Jørgen Jensen egentlig graver denne historie op af jorden? Kohærens kræver et bindemiddel, og naturligvis kan ikke kun rav forklare udviklingen. Som antydet ovenfor arbejder Jørgen Jensen under inspiration fra Weber med idealtyper, og implicit heri ligger en hypotetisk deduktiv metode. Dette, sammenkædet med tydelig påvirkning fra fransk sociologi og anthropologi (Lévi-Strauss, Clastres) og Polynyi's opfattelse af de prækapitalistiske samfunds fundamentale forskellighed fra de moderne, fører i Jørgen Jensens fremstilling til en tilbagevendende advarsel mod at benytte moderne — især økonomisk terminologi som e.g. handel, penge etc. og nutidens verden og kultur i en beskrivelse af oldtiden.

Moses I. Finley har med et lignende udgangspunkt skabt et nybrud i studiet af antikkens historie, og disse nyere linjer i arkæologi og historie har med den stærke koncentration om det sociale og økonomiske skabt mulighed for et langt nærmere samspil mellem de to fag end hidtil. Dog arbejder den antikke historiker primært med litterære kilder og epigrafisk materiale, og de idealtyper, som han forsøger at opbygge, kan derfor i de fleste tilfælde etableres i den samme kronologiske og geografiske ramme, som det undersøgte tema senere skal placeres i. Derimod forekommer det mig problematisk - og betegnelsen model er vel mere velvalgt end idealtype i så fald — om resultater fra et studium af et nutidigt primitivt samfund kan sammenstykkes til en model/forklaringsskitse/idealtype og benyttes i et andet geografisk og kronologisk rum. En stor del af Jørgen Jensens begrebsapparat især omkring e.g. gavegivning og denne handlings motiver og konsekvenser synes hentet fra socialanthropologien og ikke fra dansk sten- og broncealder. Følgelig er den fase (detailanalysen/empiriske studier/testcases) af inducerende karakter, som er idealtypens nødvendige fortsættelse, hvis den skal indpasses i et historisk forløb eller struktur, ulige mere vanskelig for de perioder, som ligger før såkaldt historisk tid. Den kræver en meget sikker viden om det totale fundmateriale og«en meget stram disciplin i tolkningsfasen og i syntesen. Jørgen Jensens bog opfatter anmelderen som en detailanalyse, hvor en række idealtyper afprøves på et specifikt kildemateriale med ravet som styrende princip; den kan således tages som et udtryk for den fuldt gennemførte forskningsproces og må følgelig vurderes primært som en helhed. Bogen lægger ikke op til detailkritik (e.g. omkring Magdalensberg, s. 142 f), men kan med sine velvalgte illustrationer og levende fremstilling tages til indtægt for bærekraften i de nye

linjer i dansk arkæologi, som forf. repræsenterer. Det kan tilføjes, at fremstillingen
er fortræffeligt illustreret.