Gerd Callesen, Steen Bille Larsen og Niels Ole Højstrup Jensen fred.): Marx i Danmark. Historiske bidrag. Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, skriftserie nr. 14. København, 1983. 198 s.

Havde Karl Kautsky ret i, at der ved Karl Marx' død i 1883 »brød en tid frem, i
hvilken den proletariske bevægelse greb hele Europa, fyldtes med hans ånd og

stillede sig på hans grundvold«? Trods den noget bombastiske udformning har selve påstanden optaget historikere og andre interesserede lige siden. Opfattelsernespænder vidt -ja hele horisonter, rundt. Det ene yderstandpunkt er en blank afvisning af Kautsky, i hvert fald når det gælder hovedstrømmen i den europæiske arbejderbevægelse. Ikke ét europæisk arbejderparti af betydning, hævdes det, har konsekvent og systematisk forbundet sin politiske praksis med den marxistiske teori. Heroverfor står det andet yderstandpunkt, der ikke blot tilslutter sig Kautsky, men som ovenikøbet mener, at han på en vis måde er for beskeden. Udover sin direkte indflydelse på arbejderbevægelsen, påstås det hér, har Marx afgørende påvirket samfundsvidenskabernes og andre videnskabers udvikling — og i videre forstand endog den totale samfunds- og virkelighedsopfattelse i det 20. århundrede. Hvem har ret?

Artikelsamlingen »Marx i Danmark. Historiske bidrag« er et forsøg på at besvare dette spørgsmål — dog kun, som det fremgår, på vort eget lands vegne. Bogen er blandt de bøger, der også herhjemme udkom i anledning af 100-året for Marx' død. For dennes vedkommende på initiativ af SFAH og med støtte fra bl.a. LO.

I betragtning af emnets mangfoldighed er det forståeligt, at redaktørerne allerede i forordet understreger, hvad bogen ikke er. Den er ikke en samlet redegørelse for Marx' betydning for dansk arbejderbevægelse. Og for egen regning kan det tilføjes, at den absolut heller ikke er en samlet redegørelse for Marx' betydning for Danmark i nogen bredere forstand. Bogen er derimod alene en række historiske bidrag til belysning af enkelte, afgrænsede sider af Marx' betydning for Danmark. Ikke mere, men til gengæld heller ikke mindre.

Ifølge redaktørerne falder artiklerne i to hovedgrupper. I den ene beskæftiger folk som Erik Gamby og Søren Federspiel sig med forholdet mellem marxismen og den tidlige arbejderbevægelse frem til århundredeskiftet. I den anden handler bidragene af Niels Finn Christiansen og Hans Kryger Larsen om forholdet mellem marxismen og videnskaben, som det kommer til udtryk blandt danske nationaløkonomer i forrige århundrede og fire udvalgte historikere i dette århundrede. Mærkværdigvis gøres der i indledningen slet ikke opmærksom på en tredie hovedgruppe, der klart skiller sig ud fra de øvrige. Ikke mindre end tre ud af bogens ni artikler undersøger det tekstmæssige grundlag for overhovedet at beskæftige sig med Marx i Danmark, nemlig de danske Marx (og Engels)oversættelser fra 1848 op til 1980. Indenfor dette vigtige område udfolder Erik Elten, Ole Stender-Petersen og Steen Bille Larsen sig.

En anden mærkværdighed er, at det såvel for den enkelte artikel som for helheden gælder, at redaktørerne ikke anfører nogen nærmere begrundelse for artiklernes tematiske indhold og kronologiske afgrænsninger. Denne undladelse fremtræder så meget desto stærkere, fordi artiklerne i så ringe grad i sig selv udgør en indlysende og klar helhed. Umiddelbart må man undres over, hvad nogle af artiklerne har at gøre i netop denne sammenhæng. F.eks. virker offentliggørelsen af nogle i øvrigt interessante breve fra Engels til danske socialister klart fejl placerede. At Engels i det hele taget indtager en særdeles fremtrædende plads i en bog, der først og fremmest handler om Marx, sætter denne undladelse yderligere i relief.

Til de enkelte artikler, der såvel form- som indholdsmæssigt er meget
forskellige, kunne der knyttes en del bemærkninger. Taget som helhed kan der
imidlertid ikke være tvivl om, at de opfylder bogens udtrykkelige formål, nemlig

at påvise marxismens ikke übetydelige rolle i Danmark i og udenfor arbejderbevægelsen.For arbejderbevægelsens vedkommende naturligvis ikke i den altdominerendegrad, Kautsky påstår, men heller ikke i den meget ringe grad, man de fleste steder hidtil har antaget. Til anmelderens tilfredshed har man gjort dette problem til det væsentligste spørgsmål og først i anden række, hvad den derudover har betydet, f.eks. for den akademiske verden. At denne rækkefølge også er den, Mohren selv ville have foretrukket, siger naturligvis sig selv.

I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at bogen lægger afstand til 1970ernes eksklusive og skråsikre universitets-marxisme, hvis forbindelse tilbage til »den oprindelige marxisme«, der sættes et stort spørgsmålstegn ved (s. 11). Netop derfor kan det undre, at stort set alle artiklerne imellem linjerne fortsat er båret af en tilsyneladende klippefast tro på den »ægte« marxismes fortræffeligheder. Hvad den »ægte« vare i virkeligheden indeholder, gøres der til gengæld ikke ret meget ud af. Og når det rent undtagelsesvist sker, munder det mærkeligt nok næsten altid ud i en beklagelse over den »udflydende pluralitet«, marxismen efterhånden er endt i. Men denne uafklarede mixture af implicit tro og explicit tvivl afholder imidlertid ikke ret mange af forfatterne fra at uddele karakterer under middel til diverse socialdemokratiske politikere, fagforeningsfolk, historikere og økonomer for deres mangelfulde forståelse og lunkne efterleven af den marxistiske teori.

Mest grotesk virker det i forbindelse med P. Knudsen, der ikke levnes ret megen ære for sit foredrag om socialisme fra 1884. Men åbenbart kan selv en socialdemokrat forbedre sig! For det hedder nemlig videre: »Et foredrag, han holdt otte år senere om Marx, viser imidlertid, at han gjorde fremskridt og på det tidspunkt utvivlsomt havde læst Kapitalen, så han var i stand til kortfattet at redegøre for Marx' økonomiske lære« (s. 120). Der kan man altså se: P. Knudsen, der så at sige ene mand rejste det arbejdende folk i Danmark, får nu på et århundredes afstand den indbildske anmærkning i sin karakterbog, at han »gjorde fremskridt«. Så enkel er sagen åbenbart allerede i 1890-ernes danske bonde- og håndværkersamfund, at jo mere man eftersnakker Marx, jo »rigtigere« er ens socialismeforståelse. Selve synspunktet, men også den anvendte udtryksmåde vidner om en ahistorisk, udialektisk og moraliserende grundopfattelse, der ikke hører hjemme i en bog af denne karakter. Lidt mindre skråsikkerhed på marxismens vegne ville være at foretrække - ikke mindst, når man åbenbart ikke rigtig ved, hvad man har den i. At Mohren nemlig selv ville have bedømt sagen på en ganske anden måde og derudover i det hele taget ville have foretrukket selvstændig tankevirksomhed fremfor tanketomme referater af nogle apostoliske skrifter, er der for mig at se ingen tvivl om. I hvert fald i sine bedste øjeblikke.

Trods dette og andre mindre forbehold er »Marx i Danmark« en særdeles værdifuld tilvækst til den beskedne litteratur om den store tyskers betydning for Danmark. Man må håbe, at den kan bidrage til stabiliseringen af den akademiske forskning i arbejderklassens og socialismens historie, der jo ellers i tidens løb har taget nogle gevaldige op- og nedture. Vist nok mere end nogen anden del af den historiske videnskab har studiet i arbejderbevægelsens historie været udsat for påvirkninger fra skiftende strømninger »ude« i samfundet. Negativt i form af de überegnelige modeluner på det politiske overdrev; men også positivt som et resultat af de samfundsmæssige brydninger, der burde vedkomme os alle.