Torben Ejlersen: Kraftcenter og Fristad. Københavns historie bind 6. Efter 1945. Kbh., Gyldendal, 1983. 324 s.

Sjette og sidste bind af Gyldendals Københavns historie omhandler perioden efter anden verdenskrig. Byens liv - denne gang inden for det såkaldte mands minde — passerer revy for læserens øjne, fastholdt i et letfodet sprog og et skønsomt billedvalg. Enderne mod fremtiden er åbne, de historiske lag har endnu ikke sedimenteret sig.

Inden for denne periode var det, at København for alvor gik i opløsning som entydigt begreb. Det skete i hvert fald geografisk, og i en vis forstand også kvalitativt. Mens forfatterne til de foregående bind næppe behøvede at se ud over Valby Bakke, efterlades forfatteren til dette sidste med spørgsmålet om, hvorvidt værket handler om Københavns kommune eller om metropolen, der er Danmarks hovedstad. Spørgsmålet er ikke kun pedanteri om kommunegrænser, når hele Østsjælland - svarende nogenlunde til HT-området - i denne periode blev til et integreret pendlingsområde for bosætning og arbejde. Vi foretager ganske vist nogle svinkeærinder til bl.a. Louisiana, Køgebugt-fingeren, regionplanen og lufthavnen i Tune, men begivenhedernes scene er for det meste ærkekøbenhavnsk og synsvinklen et sted i nærheden af Rådhuspladsen.

Det er imponerende hvad forfatteren ikke har overset af små og store begivenheder, der - uden at have noget med hinanden at gøre - hober sig sammen inden for samme tidsramme. Højdepunkter i sports-, teater- og musikliv, Strøget som gågade, Havfruen uden hovede, Bonde Nielsen og B & W, pornobølgen, butiksdøden, Vestskoven, Dan Turéll og videre derudaf med de fænomener, der gav denne periode dens særlige kolorit. Ikke for at antyde, at small-talks om storbyen dominerer. Kommunalpolitik, erhvervsudvikling, sanering og byfornyelse og andre vægtige årsager til byens forandring gives sagkyndig og seriøs behandling. Heller ikke protestbevægelserne lades i stikken. Asfaltens græsrødder får deres part med omtale af Sofiegården 1969, Christiania 1971 og Byggeren på Nørrebro 1980. Den nye BZ-bevægelse havde dog åbenbart ikke manifesteret sig inden redaktionens slutning.

Stoffet er underholdende serveret og dækningsgraden er meget stor. Alligevel er der noget, der knirker, måske det ligger i værkets plan. Er selve genren, der minder om en TV-serie i bogform, problematisk? Ikke fordi værket henvender sig bredt, men fordi det gør det med så meget forskelligt på én gang, som næppe i lige grad er i stand til at engagere læseren. De tunge og langvarige processer, der ændrede byens fysiske og sociale struktur, må konkurrere om opmærksomheden med de sensationer, der prægede avisernes forsider.

En fyldig litteraturvejledning støtter den, der vil fordybe sig i en af de mange
facetter.