Heinz Duchardt (Hrsg.): Herscherweihe und Königskrönung im Frühneuzeitlichen Europa. Schriften der Mainzer Philosophischen Fakultätsgesellschaft 8. Wiesbaden, Franz Steiner Verlag, 1983. VI, 126 s. 38 DM.

Som det er tilfældet med mange værker af broget indhold, fortæller titlen mere om udgivernes aspirationer og forhåbninger end om indholdet. I virkeligheden er der tale om en samling foredrag holdt i Mainz i februar 1982 ved en festlig lejlighed. Med dette forbehold rummer det lille skrift mange udmærkede bidrag, der belyser emnet, blot altså ikke en samlet, koordineret fremstilling. Man er heller ikke på noget tidspunkt standset op for at overveje, hvorved kroningsceremonier i grunden har interesse udover det kuriøse.

Kronologisk spænder foredragene fra reformationen til zar Nicolai I's polske
kongekroning 1829. En fremtrædende placering indtager Christian lll's kroning

1537, der fremhæves som Europas første protestantiske kongekroning. Den er behandlet af Erich Hoffmann, kendt for sit værk om det danske kongevalg i middelalderen (anmeldt i dette tidsskrift bd. 79, 1979, s. 226-27), som desuden griber tilbage til især Christoffer af Bayern og videre frem til enevælden. Hoffmann ser med rette kroningen som et led i bestræbelserne for at fastslå primogeni turen. Man kunne tilføje, at effekten indtil middelalderens slutning var beskeden. Kun dynastiske tilfældigheder, fraværet af yngre kongesønner, bevirkede,at Danmark ikke i højere grad, end tilfældet var, søndersledes af tronstridigheder.