Steinar Imsen: Superintendenten. En studie i kirkepolitikk, kirkeadministrasjon og statsutvikling mellom reformasjonen og eneveldet. Oslo, Universitetsforlaget, 1982. 419 s. 168 no.kr.

I denne doktorafhandling (fra Trondheim universitet) undersøger forf. de norske superintendenters politisk-administrative funktioner og superintendentembedets udvikling som led i den generelle statsudvikling i Danmark og Norge i det ovennævnte tidsrum. Han stiller to hovedspørgsmål til kildematerialet: hvor vidt og evt. hvordan blev superintendenterne knyttet til kongen, og hvilken rolle spillede de i udformningen af det nye kongelige magtapparat, det offentlige religionsvæsen? Hovedstammen i kildematerialet er kongebreve og breve fra lokale instanser til centralstyret. Hertil kommer bl.a. lensregnskaber, gejstlige jordebøger, kirkeregnskaber, retsakter fra domkapitlerne og herredagene, og endelig kilder, som belyser lokale gejstlige forhold som f.eks. visitatsberetninger og dagbogsoptegnelser. Afhandlingen falder i tre hovedafsnit Superintendentlønnen (29-112), Superintendentansættelserne (113-153) og Superintendenterne og den gejstlige embedsetat (156-289). Efter konklusionen (290-96) følger noter, 31 tabeller, kilde- og litteraturlister.

Under sin minutiøse gennemgang af de økonomiske forhold, hvor forf. koncentrerer sig om genant, bolig- og avlsgården og forleningerne, kan han ganske bekræfte den velkendte opfattelse, at disse nye lutherske bisper på det nærmeste blev sat på sulteløn. Men han påviser også, hvorledes der var individuelle forskelle, afhængigt af lokale forhold, og han fremhæver den lønmæssigtvigtige nydannelse, der skete, da det blev praksis at gøre superintendenten til medlem og leder af kapitlet. I slutningen af 1500-tallet øgedes hans økonomiske og sociale status, men her som på alle andre felter var superintendenten totalt afhængig af kongen. Vigtig er også forf.'s påvisning af den lokale embedsetats udvikling, hvor superintendenterne var de første. Endvidere kan man kun give forf. ret, når han — vendt mod tidligere forskere - understreger vigtigheden af at undersøge praksis vedr. superintendentansættelserne, i stedet for blot at holde sig til lovteksterne. Konklusionen af hans analyse er atter, at kongens godkendelse var det vigtigste af alle leddene. Et resultat, som forekommer indlysende rigtigt. Ingen steder i samfundet var kongens magt så stærkt som på religionsområdet. Interessant er også oplysningen, at man kun kan påvise »frie valg« i 7 tilfælde blandt de 29 som blev superintendenter frem til enevælden. Under forholdet mellem superintendenten og den øvrige gejstlighed viser forf. endelig hvorledes

superintendentens kompetence øges vedr. præsteansættelser, og han ser dette i nøje sammenhæng med kongens øgede indflydelse her. Vigtigst af superintendentenstilsynspligter var endvidere hans kontrol med præsternes embeds- og livsførelse, især via visitatser. Et hovedmotiv var her kongens krav om uniformitet.

Baseret på et omfattende kildemateriale har vi fået en gedigen redegørelse for de lutherske superintendenters rolle som konge tjenere. Vigtig er også påvisningen af, at der længe inden enevælden var klare tendenser til den særlige embedsstand. Superintendenterne spillede en væsentlig rolle i denne udvikling. Det kan dog ikke skjules, at forfatterens ambition efter at gøre »superintendenten« til genstand for udelukkende »vanlige profanhistoriske problemstillinger« (s. 22) forekommer betænkelig, hans opfattelse af begrebet »reformation« synes diskutabelt (s. 9), det samme gælder hans forståelse af det lutherske syn på det almindelige præstedømme og på forholdet mellem åndelig og verdslig øvrighed, (jfr. hertil Ingun Montgomerys kritiske oppositionsindlæg i: Norsk Hist. Tidsskr. 1984, s. 168-183). Misforståeligt er det også, når forf. i forbindelse med Chr. 111 taler om, at »troen var et nødvendigt appendiks« (s. 7). Forf. synes dog selv at være opmærksom på det problematiske heri (jfr. anm. 1, s. 7).