Lothar Gall: Bismarck. Der weisse Revolutionär. Frankfurt am Main, Propyläen Verlag, 1980. 812 s.

I en forskningsoversigt fra 1978 efterlyste Lothar Gall et samlet billede af Bismarcks person og politik på grundlag af den nyeste intensive forskning i »Reichsgriindungsperioden«. Og nu foreligger Galls eget bidrag: Den store Bismarck-biografi med undertitlen »Der weisse Revolutionår«.

Lad det være sagt med det samme: Dette er et imponerende og meget spændende bidrag til Bismarck-forskningen, og det er lykkedes Gall at skrive et værk, som forskere i Tysklands historie i det 19.årh. nødvendigvis må tage stilling til.

Biografien er delt i tre hovedafsnit, hvor Gall i det første følger udviklingen frem til Bismarcks udnævnelse til gesandt i Frankfurt. Som afgørende dokument opfattes hans tale i landdagen den 6. sept. 1849, fordi han her klart opridsede de to muligheder, der eksisterede i preussisk politik: En genoptagelse af samarbejdet med Østrig eller en preussisk ekspansionspolitik. Hvad han selv foretrak kom først frem i Frankfurt. Her var det hadet mod Østrig, der dominerede, og da Bismarck i 1858 er på vej fra Paris til St. Petersborg erklærer han da også, at Preussens mål må være »at fjerne Østrig fra det egentlige Tyskland«.

Gall demonstrerer klart sin vurdering af personens rolle i historien ved at lade 22. sept. 1862 være en »verdenshistorisk dato«. Men det er Galls fortjeneste også at have påvist på hvor usikker grund Bismarck stod i 1860'erne. Hans fremstilling af udnævnelsen i erindringen kaldes et mesterværk i legendedannelse, og hans

manøvrer i 1863 var tydeligvis en kamp for at overleve. Det præger hans politik i 1864, at mulighederne i det slesvig-holstenske spørgsmål alle skulle holdes åbne; først 1866 sætter han alt på ét kort - ud fra devisen om, at skulle der endelig være revolution - »so wollen wir sie lieber machen, als erleiden«. 1866-krigen ser Gall som et langt vigtigere vendepunkt end 1871, der kun fuldførte samlingen. Han mener ikke, at Bismarck i længere tid kunne være forblevet nord for Main, men han undervurderer ikke de store problemer, der var forbundet med overskridelsen:Tydeligst ses dette ved toldparlamentsvalget i 1868, hvor det klart er de partikularistiske kræfter, der sejrer syd for Main.

Med 1870/71 går Gall over til det sidste store afsnit, kaldet »der Zauberlehrling«, fordi selv en Bismarck ender med kun at være »troldmandens lærling«. Gall giver her en meget grundig og inspirerende gennemgang af perioden 1871-1890. lægger især vægt på at vise, hvordan Bismarcks politik i stigende grad udviklede sig til et forsvar for status-quo, idet han blev mere og mere fikseret på at bevare de indre og ydre resultater fra 1871. Gall viser, hvordan han især efter 1878 prøver at styre udviklingen, men hævder, at det hverken indenrigs- eller udenrigspolitisk lykkes ham at nå vedvarende resultater. Gall følger specielt Bismarks forsøg på at skabe sig en fast politisk basis uden at lade sig indfange af partierne, og på det udenrigspolitiske felt at bevare så meget handlefrihed som muligt. Samtidig understreger han fredsviljen og frygten for en krig, der kunne ødelægge resultater. Også i de sidste kapitler gør Gall op med tidligere legender: At Wilhelm I.s søn skulle have kunnet ændre historiens gang afvises på samme måde som Gall viser, hvordan Bismark selv søgte at skabe en sammensværgelsesmyte efter sin afgang. Når denne blev troet, skyldtes det udviklingen efter 1890.

I konklusionen kritiserer Gall Bismarck for hans ofte kortsigtede mål og for hans politik, der blot havde magten som mål: »Was er wollte, gehort ganz der Vergangenheit an. Die Mittel aber, die er anwandte, haben auf dem Hohepunkt seines Wirkens den historischen Prozess zeitweise enorm beschleunigt und in sturmischem Tempo das heraufgefuhrt was wir abkiirzend die moderne Welt nennen. Weitgehend wider Willen ist er an entscheidender Stelle zum Mitschopfer dieser Welt geworden — hierin liegen seine historische Grosse und die Grenze, die ihm gesetzt war« (729).