Heiko Steuer: Frühgeschichtliche Sozialstrukturen in Mitteleuropa. Abhandlungen der Akademie der Wissenschaften in Göttingen, philologisch-historische Klasse dritte Folge nr. 128. Göttingen, Vandenhoeck & Ruprecht, 1982. 613 s.

Dette nye bind i Gottingenakademiets snart berømte serie er spændende både for historikere og arkæologer. Forf. er arkæolog og sammenfatter sine fagfællers meninger og theser, idet han forsøger at bestemme arkæologiens ståsted over for opgaven at rekonstruere sociale strukturer og at finde ud af, hvad der kan udforskes. Bogen er en »Bestandaufhahme der methodischen Ansåtze« baseret på deduktiv methode og med modelformulering som mål. Udgangspunktet er forfatterens interesse for merovingertidens sociale forhold siden 1960'erne.

De første 110 af 521 tekstsider bruges til definition af problemstillinger, af begrebet socialstruktur, tolkningsproblemer for de arkæologiske kilder og terminologi samt definition af de forskellige kildegrupper: gravfund, offerfund, borge og bopladser.

Forsøget på at udforske socialstrukturer med arkæologiske midler tager 215 sider, hvor den hidtidige forskning gennemgås ud fra 5 problemstillinger igennem broncealder og jernalder med tyngdepunktet i romersk jernalder og merovingertid, incl. karolingertid. Problemstillingerne er: Hvilke arkæologiske kriterier kan benyttes til inddeling af samfundet? Hvilke grupper i samfundet har forskningen interesseret sig for? Hvilke begreber har man inddraget til forklaring af de sociale grupperinger? Hvordan er talforholdet mellem de enkelte udskilte grupper? Hvad blev resultatet for socialhistorien, hvordan blev de arkæologiske og historiske kriterier sammenknyttet?

De sidste 100 sider skildrer forfatterens modeller og these. Steuers these lyder: I et lagdelt samfund med adel lader gravskikken næppe forskelle komme til syne på anden måde end i et egalitært samfund. I et åbent samfund struktureret efter den enkeltes eller hans families placering vil den opnåede rang også udtrykkes i gravkulten. Den udtrykker værdimålere og levevis og samfundets forestilling om sig selv, men ikke dets forfatning.

Problemet arkæologi/historie fremstår tydeligt ved brugen af begreber som fyrstegrave, adelsgrave 0.1., hvor arkæologerne bruger historiske begreber, også i perioder hvor der ikke er historiske belæg, og hvor indholdet ikke kan forventes at være det samme. Efterkrigstidens enorme udgravningsmateriale tvinger til eftertanke, og Steuer har ikke set det som sin opgave at skrive en ny germanernes socialhistorie, men at skabe en sikrere basis for fremtidig forskning.

Den arkæologiske kildeanalyse er rimeligt veludviklet, men tolkningen af kilderne sker intuitivt, bestemt af arkæologens ståsted i nutiden - hvilket nok er særligt tydeligt for en tysker med det delte lands stærkt modstillede holdninger dagligt for øje. Ikke desto mindre er socialhistorien blevet en hovedopgave på begge sider jerntæppet.

Titlen lover mindre end bogen giver. Både bronce- og jernalder er med skønt

de er forhistoriske perioder, og hverken i disse afsnit eller senere skelnes der mellem Sydskandinavien og Mellemeuropa. Der er derfor meget af direkte interesse også for dansk forskning, så meget mere som de mange enkeltanalyser virker sunde og skaffer et hurtigt overblik over den seneste forsknings resultaterellerpostulater.

Som arkæolog finder jeg bogen særdeles nyttig, og det må den også være for
historikere. Steuer har samlet et ellers uoverskueligt stort stof, alene de 1375
henvisninger til navnlig 70ernes litteratur er særdeles brugbare.