Anne K.G. Kristensen: Tacitus' germanische Gefolgschaft. Det kongelige danske Videnskabernes Selskab, Historisk-filosofiske Meddelelser 50:5. Kbh., Munksgaard, 1983. 93 s. 100 kr. + moms.

Med denne studie i det tidlige germanske samfunds politiske og sociale struktur har forf. placeret sig in medias res. Selvsagt implicerer ikke blot læsningen af Tacitus' Germania en lang række tunge hermeneutiske problemer, men indlejret i en undersøgelse af den germanske høvding og hans følge ligger også vanskelige og meget omdiskuterede forskningsområder som relationerne mellem romere, keltere og germanere, årsager til det romerske imperiums opløsning og den tidlige germanske 'stats' fremvækst. Det er klart det sidstnævnte område, som har forf.s interesse, og nærværende afhandling må karakteriseres som et spændende skridt frem mod et bedre og mere sikkert udgangspunkt for analyser heraf.

I sin meget klare indledning (s. 3-22) kobler forf. en forskningsoversigt og sin problemformulering sammen. Det er forf.s vurdering, at forskningen har arbejdet for disparat med Tacitus' tekst og primært af denne grund har bragt sig selv i en art pat-stilling. Der er stringens i redegørelsen herfor, og det dristige træk, som forf. konkluderende kan advokere for at bringe udvikling i situationen, synes rimeligt i den formulerede sammenhæng: en nylæsning af den væsentligste kilde, Tacitus' Germania, med en primær focusering på sammenhængen mellem de enkelte kapitler.

Således bliver en gennemgang og diskussion af en række tekststeder afhandlingensbærende element (især s. 25-53). Essentielt er det her, at de centrale passus i Germ. 13-14 må opfattes på en ny måde, hvis de tolkes i snæver sammenhæng med skildringerne i kap. 6 og 12. Efter forf.s analyse forekommer det klart, at den germanske høvding og hans følge omtales allerede dér, og den første konklusion må derfor tvingende blive (klarest s. 71 f.), at hvad man hidtil har opfattet som tre institutioner (centeni ex singulis pagis, centeni comites og comiteslcomitatus) må reduceres til een, og at det er denne ene, som omtales de nævnte steder. Denne konstatering giver naturligvis et langt bredere grundlag for nærmere at definere comitatus principis, og især den sammenhæng mellem concilium, comitatus og princeps, som derefter kan blotlægges, kaster ganske klart lys over det vel nok væsentligste spørgsmål i denne sammenhæng, nemlig om høvdingens følge har sit udspring i høvdingens 'Haus', altså den privatretslige sfære, eller om det er et offentligretsligtforhold.

ligtforhold.Decisiv er tilknytningen til concilium (råd/ting) og dermed 'offentlig ret', hvilket må fremtvinge en stillingtagen til de overordnede problemer omkring den germanske 'stats' udspring og opståen (Schlesinger, Graus, Kuhn, Kroeschell);ved at sandsynliggøre (og underbygge), at Herrschaft har sit udspring udenfor høvdingens Haus, yder forf. sit bidrag til en øget forståelse af den fortolkningsramme, som det øvrige kildemateriale må indpasses i. At denne afhandling således må indgå i den løbende debat, er utvivlsomt, men med hvilken vægt dette vil ske, afhænger naturligvis af bærekraften i den fremførte Tacitustolkning.

I arbejdet med en antik litterær kilde er forskeren i det store og hele tvunget til at antage to udgangspunkter: at den pågældende tekst er rimeligt sikkert overleveret, og at den antikke forfatter har indsigt i det emne, han skildrer, og at han har søgt at skildre det i en for datidens læsere meningsfuld sammenhæng. Det første kan vurderes med en ret høj grad af sikkerhed gennem en tekstkritisk analyse, medens det andet kræver en dyb indsigt i antik historiografisk tradition og genrer, i romerske samfundsforhold og i den givne forfatters baggrund og kilder. Derudover må en ring af kildemateriale — i dette tilfælde andre skriftlige kilder, arkæologisk og epigrafisk materiale — lægges omkring den pågældende tekst. Med det udgangspunkt og mål, forf. formulerer, finder anmelderen det korrekt, at det totale kildemateriale ikke inddrages; dels er dette sket, dels ville det ganske sprænge rammerne for fremstillingen, således som forf. også selv begrunder sin indsnævring af emnet (e.g. s. 72 ff.). Måske kunne dog muligheden for analogislutninger mellem germanske og keltiske stammeforhold uddybes. Det forekommer mig tvivlsomt, om Tacitus har evnet at foretage den samme skarpe skelnen mellem keltere og germanere som senere tider: især den østrigske og ungarske forskning (e.g. Pink, Dobesch, Mocsy 0.a.) har gennem numismatiske og epigrafiske undersøgelser formået at give et ganske klart billede af stammestrukturerne blandt Donauområdets la Tene keltere netop på Tacitus' tid. For eksempel forekommer den serie af indskrifter, hvor termen princeps forekommer i forbindelse med keltiske høvdinge, interessant (e.g. AE 1951, 64).

Dog helt centralt bliver forf.s læsning af Germania. Man kan betragte Tacitus som den fornemste latinske stilist og forfatter; ordvalg, tankegang og disposition er omhyggeligt overvejet; den terminologi, som anvendes (princeps, pagus, vicus, comites etc.) må således betragtes som bevidst valgt, og det må være signifikant, at den netop ikke er teknisk i romersk offentlig-retslig kontekst. Det forstyrrende element, som mistanken om en interpretatio romana og variatio sermonis ville være, kan i samme sammenhæng — med forf. — holdes i baggrunden. Vejen synes således banet for at nå til klarhed over, hvad i al fald Tacitus har ment at vide om germanske stammestrukturer. Den analyse, som forf. foretager på dette grundlag, kan altså efter anm.'s mening foretages med en vis sikkerhed, netop når det drejer sig om Tacitus (næppe eksempelvis hvis det var Livius eller Caesar). Den gennemføres med stor kompetence og med den dristighed, som må forudsættes, hvis et forsøg på at give forskningen omkring det tidlige germanske samfund ny retning skal lykkes. I forlængelse af denne vurdering må også ligge, at nærværendeafhandling nødvendigvis vil føre til en forstærket debat, som forhåbentlig også vil forårsage — om ikke andre incitamenter er til stede — at forf. følger den vej videre frem, som her er afstukket. Spændende ville det være at lægge den lille sammenhæng, som engang har eksisteret i Tacitus' forestillingsverden, bag sig til fordel for den store sammenhæng, som man måske lidt pretentiøst kunne kalde

romernes forestillingsverden. Hertil kræves en udfoldelse ikke blot i tid og rum, men sandelig også af kildemateriale. De spørgsmål, som her dukker op, er unægteligt quastiones vexatae, men ønsker man at behandle disse som historiker, er forf.s udgangspunkt og idé den rigtige: at læse Tacitus på ny.