Stefan Hartmann: Die Beziehungen Preussens zu Danemark von 1688 bis 1789. Neue Forschungen zur brandenburg-preussischen Geschichte herausgegeben von Oswald Hauser, Band 3. Köln-Wien, Böhlau Verlag, 1983. XXII, 402 s. Ill.

Denne bog af den tyske arkivar Stefan Hartmann er den første frugt af et større projekt, der under ledelse af Walther Hubatsch skal behandle Preussens udenrigspolitiskeforhold til Danmark fra 1525 til 1867. Det foreliggende bind lover godt for den bebudede serie, da det giver en solid og perspektivrig oversigt over de preussisk-danske relationer i perioden 1688-1789; Hartmanns nuancerede fremstilling, der hovedsageligt er baseret på de diplomatiske arkivserier i Merseburg, Berlin og København, diskuterer løbende den preussiske og den

danske regerings afvigende politiske opfattelser, og de bilaterale relationer sættes
i sammenhæng med den storpolitiske udvikling i det europæiske statssystem.

Perioden 1688-1789 er kendetegnet ved en drastisk ændring af styrkeforholdet mellem Preussen og Danmark. Fra at have været en jævnbyrdig andenrangsmagt ved periodens begyndelse degraderes Danmark gradvis til en tredjerangsmagt, mens Preussen tilkæmper sig rang af europæisk stormagt under Frederik den Store, der endte med at betragte Danmark-Norge som et »Machtvakuum«. Samtidig er de preussisk-danske relationer konstant præget af fundamentale interessemodsætninger, der i næsten hele den behandlede periode væsentligst kommer til udtryk i forhandlingerne om det gottorpske spørgsmål og om preussisk toldfrihed i Øresund. Foruden disse gennemgående nøgleproblemer behandler Hartmann samtlige aktuelle stridsspørgsmål med sikker proportionssans. Stednavneregistret tjener som et fyldestgørende sagregister.

Som bilag til fremstillingen publiceres en række centrale preussiske kilder, hvoraf mange ikke tidligere har været trykt. Man læser med interesse Frederik den Stores skarpe analyser af forholdene i Danmark, der efter hans mening kun havde flåden at bryste sig af. Danmarks store problemer skyldtes først og fremmest, at landet blev styret af udlændinge, og den danske konges sande interesser ville først blive varetaget ordentligt, når ledelsen blev lagt i hænderne på oplyste mænd fra nationens fornemme familier. Efter preusserkongens opfattelse var Danmarks — ofte gådefulde — udenrigspolitik for en stor del motiveret af A.G. Mokkes personlige engagement i handel og skibsfart. Hovedskurken var dog hannoveraneren J.H.E. Bernstorff, der lod sine private godsinteresser i Mecklenburg påvirke Danmarks officielle holdning over for Preussen. Da preussiske tropper under Syvårskrigens kritiske fase havde besat Mecklenburg, gav Frederik den Store dem derfor ordre til at skåne Bernstorffs godsbesiddelser i hertugdømmet.