Arild Hvidtfeldt: Kulturernes Korsvej. Politikens verdenshistorie 7. København, Politikens Forlag, 1983. 336 s. 268 kr. (kun i subskription).

Det 7. bind i Politikens Verdenshistorie skal dække hele Sydasiens historie fra slutningen af det 2. årt. f.v.t. frem til ca. 1250 e.v.t. Det er både i geografisk og kronologisk henseende en gevaldig mundfuld, og for at opnå en vis sammenhæng har forfatteren fornuftigt nok valgt at bygge fremstillingen op omkring ét gennemgående tema, verdensreligionernes opståen og udbredelse. I et kort, indledende kapitel om religionens plads i samfundet understreger han, at religion ikke må ses isoleret, men i sammenhæng med de politiske, sociale og materielle forhold.

Denne målsætning lever værket ikke op til. Religionerne præsenteres snævert som dogmer og ritualer, ikke som bevidsthed i bredere forstand. Skildringen af religiøse bevægelser tjener intet sted som udgangspunkt for en sammenkædning af forskellige variable til forklaringer på det historiske forløb. Ikke engang religionernes funktion som kilde til autoritet og legitimering af politisk magt diskuteres, hvilket ellers ville have været oplagt i betragtning af, at fremstillingen er strukturet omkring storrigerne i Indien, Iran, Sydøstasien og den muslimske verden. Hvad læseren får, er derimod den traditionelle opremsning af konger, dynastier og krige tilsat eksempler på religiøs og kulturel diffusion. Der gøres kun sporadiske forsøg på at forklare dynamikken bag de mange politiske omvæltninger. I betragtning af den betydning, forfatteren tillægger de persiske statsdannelser, fordi de fungerede som bro for kulturformidlingen mellem øst og vest, er det utilfredsstillende, at den eneste forklaring på Sassanidestatens fald er en bemærkning om, at »riget var opløst indefra« (s. 220). Læseren vil lede forgæves efter omtale af teknologiudvikling, landbrugets organisering, demografiske forskydninger, nomadernes plads i samfundet o.s.v.

Der knytter sig særlige problemer til at skrive sammenfatninger af Asiens historie, fordi der er mindre forskning og teoridannelse at trække på, end det er tilfældet for Europas vedkommende. Så meget mere uforståeligt er det, at forfatteren undlader at benytte sig af den nyere forskning, der nu engang foreligger. Den førende autoritet på Islams historie i middelalderen, Claude Cahen — der har gjort meget for at tilføre Islamforskningen et socialhistorisk perspektiv — figurerer end ikke i litteraturlisten. Værket præges derfor af synspunkter, som forskningen forlængst har opgivet. Det er - for blot at nævne et enkelt eksempel - ikke længere muligt at forklare shi'ismens udbredelse og den

abbasidiske revolution som udslag af en national persisk modstand mod arabisk
fremmedherredømme (s. 299 f.).

Nu hvor udforskningen af de ikke-europæiske samfunds historie omsider har forladt tidligere tiders faglige isolation og i stigende grad orienterer sig efter udviklingen inden for den øvrige historieforskning, er det forstemmende at blive præsenteret for et værk, der helt lader de sidste 20-30 års teoretiske diskussioner og konkrete forskningsresultater ude af betragtning. Et sådant opkog af synspunkter og informationer, der i forvejen er tilgængelige for et dansk publikum, tyder på, at hverken forfatter eller redaktør føler faglig forpligtelse over for kredsen af historisk interesserede ikke-specialister, som værket vel i første række henvender sig til.