Poul Svensson (red): Løjttavlen, et sønderjysk alterskab. Frøslev, Forlaget De unges Kunstkreds, 1983. 175 s. rigt ill. med 30 farveplancher. 300 kr.

Det er den rene nydelse at holde Løjttavlen i hånden. Bogen om tavlen altså. Tilrettelæggelse, typografi, det kriderede papir og først og fremmest de fremragende farvegengivelser af Allan Carlsens fotografiske optagelser af tavlens billedverden. Altsammen lækkert. Altsammen skal befordre opfattelsen af altertavlen som et »kunstværk« hvilket understreges af forordet der beklager »at gammel kunst i dansk eje lades i stikken, fordi det er for bekosteligt at få den frem på det beskedne danske bogmarked«.

Der er ikke meget ved at skrive om de smukke farvegengivelser. De skal ses og ikke omsættes i superlative ord. Men bogen rummer desuden megen tekst leveret vederlagsfrit af forfatterne H.V. Gregersen: Løjt sogn i 14- og 1500-årene, Otto Norn: Løjttavlen i rum og lys, Elisabeth Kofod-Hansen: Altertavlens historie indtil reformationen, Ulla Haastrup: Altertavlen i Løjt, Merete Geert Andersen: Løjttavlens hellige mænd og kvinder og Søren Kaspersen: Kirken som en have.

Tilsammen udgør bidragene en grundig og lærd redegørelse for forhold omkring altertavlen. Og tilsammen bringer de læseren i større forvirring over end afklaring af visse centrale spørgsmål, som Søren Kaspersen opstiller s. 137: Er det værkstedet eller bestilleren der bestemmer en udsmykning? Er værkstedets gennemgående billedsprog bestemt af mester eller af gejstlige myndigheder? Er bestillerne præst, kirkeværger og menighed i de forskellige sogne eller er det enkeltpersoner, d.v.s. betales udsmykningerne af fabricatienden eller af private midler?

H.V. Gregersen opfatter s. 31 kirkens senmiddelalderlige udvidelse som udtryk for en befolkningsforøgelse i sognet, mens Otto Norn ser udvidelsen som udtryk for øget velstand (s. 35). Gregersen mener at det er løjtingerne, altså sognefolket, der har anskaffet tavlen (s. 31), mens Søren Kaspersen antyder at biskop og domkapitel formodentlig i samarbejde med ledende adelsslægter eller kongemagten har udgjort den åndelige og økonomiske baggrund for udsmykningen (s. 138). Ulla Haastrup spørger side 68: »Er det præsten, der selv har betalt altertavlen af kirkens og egne midler?« Norn sætter indirekte slesvigbispen som bagmand for kalkmalerierne (og tavlen), hvorfor han naturligt skriver, at »det er ikke til æstetisk nydelse i nutidig forstand, Løjt kirkes altertavle er frembragt, men til en højere form for åndelig oplysning, som middelalderens teologer så ofte taler om« (s. 38). På samme måde opfatter Kaspersen kirkens udsmykning som de øverste kirkemyndigheders visuelle bidrag til en kirkereformatorisk bevægelse.

Men når Merete Geert Andersen taler om, at altertavlens mange helgenfigurer opfyldte et behov hos senmiddelalderens mennesker, må man vel formode, at hun deler Gregersens tolkning, nemlig at sogneboerne har bestilt og bekostet den nye tavle til opfyldelse af deres religiøse behov (s. 103). Derimod betragter Norn den store helgenskare som et forfaldstegn i kirkeinstitutionen (s. 36), ligesom han anfører, at det er »ikke helt sikkert, at Løjtboerne i det daglige har set så forfærdelig meget til deres pragtfulde altertavle« (s. 38).

Alle vi andre kan takke De unges Kunstkreds for at vi dagligt kan glæde os over
Løjttavlen, et sønderjysk alterskab.