Hagen Schulze: Otto Braun oder Preussens demokratische Sendung. Eine Biographie. Frankfurt a. M., Propyläen, 1981. 1094 s.

I 1947 vedtog det allierede kontrolråd i Postsdam en lov, der ophævede Preussen - »militarismens og reaktionens støtte i Tyskland«. Det er imidlertid et noget andet Preussen, man møder i Hagen Schulzes biografi af den preussiske ministerpræsident fra 1920 til 1932/33, Otto Braun. Preussen var - det viser Schulze klart - den parlamentatiske stabilitet i den ustabile republik. Og det er Schulzes synspunkt, at stabiliteten i høj grad skyldtes personen Braun, fordi han forstod at formidle samarbejdet i de koalitionsregeringer, han var chef for i næsten hele perioden — undtagelserne er korte regeringer under centrumpolitikere i 1921 og 1925.

Brauns mål var, som han selv udtrykker det i en artikel i »Le Petit Journal«, »at udbygge Preussen til en garant for den tyske republiks beståen« (499). Og han gør dette ved klart at sætte arbejdet for demokratiet foran arbejdet for de socialistiske mål, ligesom han som Preussens ministerpræsident og menigt rigsdagsmedlem prøver at tvinge SPD til i rigsdagen at følge samme kurs. Derfor er SPDs udtræden af rigsregeringen og Hermann Mullers demission i 1930 et svært tilbageslag, og derfor kæmper han til det sidste for at få SPD til at støtte Briinnings regering med henblik på at undgå det, der var værre.

Schulzes gennemgang af perioden fra 1930-33, hvor Braun selv følte sig »auf verlorenem Posten« gør grundigt rede for Papens kup mod Preussen 20. juli 1932, men viser også, hvordan Braun fortsat kæmpede for sin regering og mod Papens beskyldninger. Men kun ved legale midler — hurtigt opgives en tanke om regulær

modstand. Og straks efter Hitlers magtovertagelse og rigsdagsbranden flygter
Braun til Schweiz, hvor han lever i eksil til 1955.

Den efter manges mening for passive holdning i juli 1932 og flugten i 1933 gjorde hurtigt Braun til en »glemt« mand, jvf. hans rolle i mange oversigtsværker. Det er Hagen Schulzes fortjeneste at have nyvurderet Otto Brauns betydning i Weimmarrepublikken og at have vist, at Preussen også kunne være andet end militarisme og reaktion - nemlig en demokratiets støtte.