Inger Dubeck.: Statsmagt og arkiver. Det offentliges ret til arkivalier. Kbh., Rigsarkivet, 1982. 178 s. incl. bilag.

Bogen- må ses som en fortsættelse af samme forfatters Dansk arkivret fra 1980. Gennem de to bøger er der lagt et fundament for en vistnok ny juridisk disciplin i Danmark, som kaldes »arkivret«. Forfatteren er da også juridisk konsulent for Rigsarkivet. Begrebet arkivret har muligvis eksisteret herhjemme tidligere, men Dubeck er tydeligvis inspireret af især den tyske arkivretlige tradition.

Karakteriseringen af bøgerne som retsvidenskabelige bidrag fritager dog næppe historikerne og andre historisk interesserede fra at forholde sig til dem. De, der arbejder med arkivalske kilder eller måske kommer til det, må selvfølgelig have interesse i arkivvæsenets stilling i samfundet, afleveringsregler, tilgængelighedsproblemer 0.5.v., fordi deres forskning til syvende og sidst er afhængige af disse — samfundsmæssige — relationer. Inger Diibeck kalder dem som jurist for retlige problemer og behandler dem ud fra den eksisterende lovgivning og den juridiske litteratur, men hun er naturligvis klar over arkivrettens betydning for den historiske forskning. Ikke desto mindre gør bøgernes opbygning og konkrete indhold, at de fleste historikere næppe vil vise dem den helt store interesse. De er som megen jura skrevet i en snørklet kancellistil, og de trækker skarpe grænser for de emner, de behandler, og kommer derved til at virke snævre både i sigte og indhold. De vil formentlig have størst betydning for de politikere og embedsmænd, der vel inden alt for længe skal udarbejde en ny arkivlov til afløsning for A.D. Jørgensens fra 1889, og såvidt jeg kan se, er det også bøgernes hovedsigte.

Denne retligt-politiske funktion er ikke alene legitim, men gør det endda så meget mere nødvendigt, at andre end jurister tager »arkivretlige« problemer op. Ikke mindst historikerne. Men det er påfaldende under læsningen af Diibecks bøger, at kun meget fa historikere - og kun historikere ansat i arkivvæsenet - har beskæftiget sig med arkivproblemer i en overordnet samfundsmæssig sammenhæng. I forrige århundrede var det teologer og filologer, der gjorde det - specielt Monrad og Madvig, der udkastede principperne for et moderne arkivvæsen efter 1849 - i dette er det altså jurister. De fleste rigsarkivarer har dog været sig de samfundsmæssige problemer omkring arkiverne bevidst. Ikke mindst A.D.Jørgensen.

Det vidner Diibecks bøger også om. Især i Statsmagt og arkiver spiller A.D. Jørgensen en rolle. Han var nemlig tidligt klar over nødvendighedenaf at markere statens ejendomsret til arkivalier af offentlig proveniens,forårsaget af private besidderes, især godsejeres, handel med eller krav om hævd på dokumenter og aktstykker, som oprindelig udsprang af deres eller deres forgængeres funktioner som embedsmænd før 1849. Det var på Jørgensens initiativ, at Justitsministeriet i 1885 udstedte et cirkulære »om statens vindikationsret til sine arkivalier«, et cirkulære, der ifølge Diibeck stadig gælder, men i praksis næsten er gået i glemmebogen. Cirkulærets centrale passus er, at da »Justitsministeriet må anse det for en selvfølge, at alle de aktstykker, protokoller og regnskaber osv., som indkommer til eller fremgår af statens administrationi videste forstand, altså såvel rettens pleje i dens forskellige grene,

hvorunder den tidligere patrimonielle skiftejurisdiktion indbefattet, som administrationen i strengere forstand, er statens ejendom . . . skal Justitsministeriethenlede alle auktions- eller skifteretters samt politimestres opmærksomhed på denne genstand med anmodning om . . . derom at gøre indberetning til det kongelige Geheimearkiv, for at derfra foranstaltningkan blive truffet til efter omstændighederne at gøre statens ejendomsretgældende« (bilag 7, s. 148 f.).

Cirkulæret fik ikke større praktisk betydning, og et egentligt vindikationssøgsmål er aldrig søgt gennemført fra statens side. Man har i stedet dels set gennem fingre med privat besiddelse af (ældre) statsakter, dels har arkiverne, især landsarkiverne, truffet bekvemmelighedsaftaler med besidderne, der stadig overvejende er godsejere. Man har enten betalt for arkivalierne eller fået dem deponeret med løfte om tilbagelevering, såfremt det ønskes. I visse tilfælde er de stadig i privat besiddelse. Inger Diibeck finder denne tilstand meget utilfredsstillende og ønsker, at landsarkiverne skal markere, at det drejer sig om offentlig ejendom, som evt. er deponeret hos en godsejer, men aldrig omvendt. Der kan ifølge hende aldrig vindes hævd på disse arkivalier, her gælder juraens almindelige vindikationsregel, nemlig retten til at få udleveret en genstand af den, der uretmæssigt sidder inde med den, også hvor det uretmæssige er übekendt for besidderen.

Denne diskussion kan måske forekomme noget akademisk; selvfølgelig bør private ikke monopolisere offentlige arkiver, men man kunne spørge, om ikke det afgørende må være, at arkiverne opbevares omhyggeligt, og at der er adgang til dem for interesserede. Det er åbenbart den målestok, landsarkiverne hidtil har brugt. I tilfælde hvor arkivalierne misrøgtes eller er lukkede, forekommer statens eller Rigsarkivets krav om en overførsel dog velmotiverede.

Inger Diibecks hovedsynspunkt er, at staten har en ret til »sine arkiver« - hvad enten denne ret er af offentligretlig eller privatretlig art, og at den i sidste instans kan hjemføre dem via retsmaskineriet. Hermed mener hun: få dem anbragt under Rigsarkivet. Dette synspunkt forekommer berettiget, men hvis det tænkes helt igennem, må det alligevel fremkalde en del skepsis. Dette hænger først og fremmest sammen med accessionsproblematikken, men også med de historiske formidlingsproblemer der eksisterer, således som arkivinstitutionen på centralt plan faktisk virker.

Accessionen først. Diibeck skriver i et afsnit om arkivalier fra centraladministrationen,derikke er endt på RA: »Omkring 1880'rne opdagede geheimearkivaren, at Det kgl. Bibliotek var i besiddelse af nogle arkivalierafoffentlig proveniens i sin håndskriftsamling. Trods modstand fra

biblioteket lykkedes det at fa arkivalierne overført til Geheimearkivet. Arkivet havde til fordel herfor anført, at arkivalier burde opbevares i forbindelse med de rækker, de administrativt hører sammen med, og ikke specielt i forskellige private brevsamlinger. Der var desuden også et hensyn til forskningen . . . Der kan næppe herske tvivl om, at Rigsarkivet også i dag kan gøre tilsvarende synspunkter gældende over for biblioteker,kommuner,lokalhistoriske arkiver eller private, som måtte komme i besiddelse af arkivalier af offentlig proveniens. Dog vil man næppe kræve overført statslige arkivalier fra Folketingets arkiv til Rigsarkivet, selv om visse arkivalier måske rettelig burde ligge i Rigsarkivet« (s. 52 f). Dette lyder jo som god moderne rationaliseringsfilosofi, bortset fra at Folketingetsarkivåbenbart får lov at indtage en særstilling. Men implikationerne lægges ikke frem. De samlinger, som Det kgl. Bibliotek eller ArbejderbevægelsensBibliotekog Arkiv - for at nævne to vigtige samlinger — har modtaget og bygget op, udgør jo en helhed, som ikke kan opdeles uden alvorlige følger - også for historieforskningen. Hertil kommer, at disse institutioner især rummer privatarkiver og ofte netop får disse tilbudt, fordi de ikke så direkte er underlagt statsmagten, således som RA er det. Det kgl. Bibliotek ser det som en opgave at varetage private arkivaflevereresinteresser,bl.a. med hensyn til tilgængelighed, og disse interesser vil Biblioteket ikke kunne forsvare seriøst, hvis der består en risiko for opsplitning af privatarkiverne og overførsel af statsligt materiale til RA. I nogle tilfælde vil alene truslen herom kunne medføre, at meget værdifulde privatarkiver, der også rummer materiale fra offentlige myndigheder,sletikke bliver afleveret. Jeg har kendskab til to tilfælde, hvor arkivbesidderne - der i en periode har spillet en væsentlig rolle i Danmarkshistorien - hellere ville undlade at aflevere deres arkiver til offentlige institutioner end »risikere«, at de blev overtaget af RA. Dette er motiveret med politisk kritik af RA, dets rolle i historieformidlingen og tilgængelighedsreglerne. I sådanne tilfælde er det lykkeligt, at der er alternativer til den rene statslighed, nemlig mere uafhængige institutionermeden bredere, mere »pluralistisk« accession. Også f.eks. politikere fra arbejderbevægelsen må kunne aflevere deres papirer til ArbejderbevægelsensBibliotekog Arkiv uden at frygte en central inspektion og evt. overførsel af arkivet til RA. Hvis Rigsarkivet ikke farer med lempe her, kan det komme til at ødelægge mere, end det redder, både m.h.t. aflevering og benyttelse af arkiverne. Denne fare har RAs juridiske konsulent slet ikke øje for, og det må naturligvis virke foruroligende på de institutioner, der muligvis opbevarer »uretmæssigt« materiale, ligesom det næppe vil befordre samarbejdet mellem dem og RA. Også her må man som historiker give den faktisk eksisterende offentlighed forrang for det

juridisk mest korrekte, også selv om det kan være besværligt at gå fra det
ene arkiv til det andet for at finde det relevante materiale.

Rigsarkivet er statens arkiv og har aldrig haft (relativ) autonom status på samme måde som visse andre kultur- og forskningsinstitutioner. Hos Inger Diibeck fremstår staten som almenvellets personificering, hvorfor hun heller ikke opererer med mulige modsætninger mellem almenvellet eller befolkningen og så staten. Det forekommer imidlertid forbløffende, at der ikke i en bog med titlen »Statsmagt og arkiver« findes blot en antydning af refleksion over reelle eller potentielle modsætninger mellem arkivbenytternes og statens behov. Inger Diibeck har lov til at afvise kritik af kassationspraksis, tilgængelighedsregler 0.5.v., men at lade som om RA eller ministerierne problemløst tilgodeser den historiske interesses og forskningens behov er blot at springe over det lavest tænkelige gærde. En for statsapparatet langt væsentligere mening med arkiverne kommer kun direkte frem, når hun f.eks. i en billedtekst konstaterer: »»Buret«, Rigsarkivets ekspedition til ministerierne, vidner om denne symbiose mellem centralforvaltning og rigsarkiv, som er ret enestående i arkivverdenen« (s. 46). At bruge RA som fjernarkiv til interne formål var naturligvis lige til i dag statsapparatets hovedformål med sit arkiv. I forhold hertil har arkivarerne, universiteterne og forskerne i almindelighed (også de ikke-akademiske) fået opbygget en anden side: nemlig arkivet(-erne) som kultur- og forskningssteder. Det var en proces, der startede på A.D.Jørgensens tid. Inger Diibeck betegner da også arkivalierne som alment kultureje. Men der er stadig både reelle og potentielle spændinger mellem statsformålet og forskningsformålet, og de viser sig f.eks. klart i reglerne for adgang til samtidshistorisk materiale, hvor RA's holdning er helt politisk bestemt. Eksempelvis kan arkivet ikke selv tage stilling til dispensationsansøgninger for adgang til justits- forsvars- og udenrigsministeriets område inden for 50-100 års tilgængelighedsreglen. Det er en ren politisk/administrativ afgørelse. Den tilgængelighedsstatistik, som RA nu udarbejder, indeholder således ikke de tilladelser, hhv. afslag, der kommer direkte fra centraladministrationen.

Endnu et vidnesbyrd om symbiose — eller måske snarere afhængighed/ dominans - mellem statsapparatet og RA (som ret beset vel er en del af samme, selvom det juridisk har karakter af en »anstalt«, se ovennævnte Dansk Arkivret) foreligger i det hartad forbavsende faktum, at der først med en kulturministeriel bekendtgørelse af 20. februar 1976 blev regelsat en afleverings pligt for centraladministrationen af arkivalier til RA. Institutionerneskal efter denne bekendtgørelse aflevere deres arkivalier til RA eller landsarkiverne, når de er 30 år gamle, »med mindre der i gældende love, bekendtgørelser, cirkulærer m.m. er fastsat andre frister« (bilag 11,

s. 154). Der er også andre forbehold, tilbagelån 0.5.v., som ikke gør reglen håndfast, men det er naturligvis korrekt, når Inger Diibeck i sin sammenfatning konkluderer, at »reglerne om aflevering repræsenterer forvaltnings- og arkivsystemets hovedprincip, mens den særlige vindikationsregelrepræsenterer undtagelsen« (s. 121).

Rigsarkivet ønsker, med Inger Diibeck som juridisk talsmand, en ny arkivlov. Det er en god bestræbelse at ville sikre arkivalierne på statens hænder, gøre dem tilgængelige for forskningen m.v. I det hele taget at anskue arkiver, og ikke blot mindesmærker og arkæologiske fund, som befolkningens kulturarv og ejendom. Men det er ikke nok, at juristerne deltager i debatten herom. Historikerne, fra middelalderforskere til samtidshistorikere, må også høres. Og de almindelige mennesker, der vil arbejde historisk med arkivalierne. Desværre er der ikke så meget lyd fra historikerne. Men det er måske, fordi ingen spørger.