Otto Norn: At se det usynlige. Kbh., G. E. C. Gads Forlag, 132 s. Ill. 134,30 kr.

»Prins Svend af Danmark, hvis store bedrifter skildres af krønikerne og berømmes af digteren Tasso, er et eksempel på, hvor galt det kan gå en helt, når han kommer ud for en kildekritik, der kun anerkender realiteter. Forestillingens og fantasiens historiker ville aldrig kunne nænne at slå hånden af nogen ridder, hverken Sankt Georg, Prins Svend eller Kong Arthur«.

Disse betragtninger som kunsthistorikeren Otto Norn fremsætter (s.
70) hæver pulsslaget på den billedinteresserede historiker, der længe har

følt at fagets kildekritik - med sit filologiske udspring - i forhold til billeder er mere indskrænkende end billedernes potentiale lægger op til. Otto Norn vil have os til at se det usynlige, men hvilken kildekritisk lærebog hjælper os til det?

At se det usynlige er vist det Norn opfatter som ikonologi: »mindre væsentligt må være, hvad motivet forestiller, end hvad det betyder, i sammenhæng med den kirkelige forkyndelse og politik« (s. 71). Norns ærinde er at pege på sammenhængen mellem Gralsfortællingernes moraliserende, ridderlige og symbolmættede skildringer og nogle udvalgte romanske billedmotiver (Majestas Domini, krucifikset, rytter/slagscener). Det er fascinerende, også selvom man kan betvivle at den danske jordejende overklasse i Valdemarstiden i den grad var gennemsyret af en såvel religiøs som verdslig symbolik.

Otto Norns - sprogligt meget indforståede - behandling af de nævnte billedmotiver fremtræder som en smuk eksemplifikation af Erwin Panofskys teorier, der opererer på tre nivauer: en præ-ikonografisk beskrivelse der forudsætter praktisk erfaring, en ikonografisk analyse der fordrer kendskab til litterære kilder, og en ikonologisk fortolkning der bygger på en »syntetisk intuition«, d.v.s. en indsigt i den måde, hvorpå menneskeåndens essentielle tendenser er blevet udtrykt i bestemte temaer: de kulturelle symptomers generelle historie (jvf. Panofsky: Ikonografi og ikonologi. Visuel Kommunikation I, 1980, s. 9-21).

Iflg. Panofsky er ikonologi altså en fortolkningsmetode der er syntetisk snarere end analytisk. Den fordrer indsigt i menneskeåndens generelle og essentielle tendenser. Disse tendenser er for Norn gennemsyret af fortællingerne om kong Arthur og hans ridderes søgen efter den hellige gral og higen efter indsigt i Guds højeste mysterier. Religiøsitet og ridderidealer blandes her sammen i en sindrig symbolverden, som manifesterer sig i såvel kirkearkitektur som -udsmykning: »Kirken udgør i sig selv som arkitektur et symbol« (s. 13) - »Alle vinduer i apsisrunding, eller hvor apsis ikke findes, i korets lige gavlmur, sigter bogstavelig talt på at dirigere Lyset fra øst, »Oriens ex alto«, direkte til alterbordet« (s. 48) o.s.v.

Ingen kan betvivle rigtigheden i disse betragtninger, som Norn sagtens kan finde skriftlige belæg for. Men spørgsmålet er om den danske kirkebyggende overklasse endsige den større menighed selv var klar over »de kulturelle symptomers generelle historie«. Og hvor meget lys trængte der en grå dansk vinterdag gennem apsisvinduets glasmaleri ned mod alterbordet?

Kort sagt, hvor er vi virkeligheden nærmest: i Norns idealiserede
idéverden eller i bisp Gunners dagligdag? Norn skriver s. 15: »I

højalterbordet fandtes sepulcrum, »Graven« med relikvierne, der symbolskblev opfattet som Kristi Grav, og på hvis dæksten kalken blev stillet under indvielsen af Den hellige Nadvers brød og vin, konsekrationen. Her ved alteret, i Guds nærværelse, er tiden ophævet«.

I »Gunners levned« står der om den fortræffelige Viborgbisp: »En gang, da han havde hørt messe i det nærmeste kapel ved Ale og havde spurgt den daværende præst dér, hr. Knud, om kirkens alter var indviet, sagde han: »Hvor er da den alterplade, over hvilken I plejer at indvie Kristi legeme og blod?« Præsten, der var en meget godmodig, men temmelig enfoldig mand, svarede: »Den hertil indviede stenplade ligger i boggemmet ved alteret. Men modtag, nådige herre, for min forseelse en rigtig fed sort okse, jeg har, og tilgiv mig min brøde!« Bispen modtog oksen, men pålagde desuden præsten en kirkebod.« Hos Gunner er der ikke tale om at se det usynlige. Hans hverdagsverden var fattelig nok.

Svaret på spørgsmålet om idé contra virkelighed skal retfærdigvis med Norn besvares med et »både og« (om kampbillederne skal opfattes som konkrete skildringer af historiske begivenheder eller som udtryk for en tankeverden, s. 71).

Otto Norn fører os med sin ikonologiske indfaldsvinkel ind i en forunderlig ideal- og symbolverden, hvis eksistens ikke kan betvivles, men nok dens udbredelse og gennemslagskraft hos de danskere, der kom i kirkerne, og som måske havde mere jord under neglene end drømmerisk søgen efter gralen i hovedet.

»At se det usynlige«. Det er hvad Norn får os til og det er ikke en ringe
bedrift. Gad vist om vi med hans bog i hånden ikke ser mere end
størsteparten af vore forfædre.

Ved at lægge sig tæt til Panofskys tolkningsmodel kommer Norn ud for de samme begrænsninger, som modellen pålægger brugeren. Der er her tale om et strengt idealistisk analyse- og tolkningsapparat, som i denne bog fungerer særdeles fint — inden for sine begrænsninger. Denne religiøst prægede drømmende ridderidealverden optræder som noget frit i luften svævende uden materiel forankring. Derfor kommer de kirker og udsmykninger, der er synlige udtryk for denne usynlige verden, ligeledes til at fungere uden for den jordiske tilværelse som f.eks. bisp Gunner færdedes

Kombineret med en mere materialistisk forklaringsmodel ville disse »synliggørelser« jo også kunne fortælle noget om de verdslige menneskers ideologiske og dermed »usynlige« kamp for tilværelsen og mod hinanden. Med en omskrivning af Norn kunne man tilføje: »Mindre væsentligt må det være, hvad motivet forestiller, end hvad det betyder, i sammenhæng med forholdet mellem jordejer og besiddelsesløs«. Så ville Majcstasmotiver,stifterbilleder,

ver,stifterbilleder,jordelivsscener o.s.v. få en helt anden og ligeså
relevant tolkning.

Og heller ikke den har meget med kildekritikken at gøre.