Gösta Johannesson: Lunds Universitets historia II. 1710-1789. Lund, Liber Förlag, 1982. 456 s. Ill.

Det synes at være et særkende for universitetshistorier, at de er meget vanskelige at bringe til afslutning. Lunds universitet havde i anledning af sit 300 års jubilæum i 1968 planlagt at udsende Universitetets historie i 4 bind: 1668-1709, 1710-1789, 1790-1867, 1868-1968. Det første og sidste bind blev udsendt til selve jubilæet. Bind 111 kom i 1971 og endelig i 1982 er bind II udkommet. Fire forskellige forfattere har måttet afløse hinanden på dette bind på den triste måde, at tre forfattere, prof. Sv. Edlund, prof. Jerker Rosen og overbibliotekar Krister Gierow døde fra uafsluttede manuskripter. Det har således ikke været nogen misundelsesværdig opgave for docent Gosta Johannesson at få de overleverede uafsluttede manuskripter til at udgøre en helhed. Mange af disse bidrag om Universitetets ydre rammer har han måttet forkorte betydeligt, mens han selv har skrevet afsnittene om fakulteterne, personale og studenter. Hovedsigtet med Lunds universitets historie har således — i modsætning til Københavns universitets historie - været at rumme både administration, lærdoms historie, lærere og studenter inden for samme tidsafsnit og bind. Fordelingen mellem de enkelte afsnit er blevet rimelig trods de omtalte vanskelige tilblivelsesvilkår. Inden for de enkelte afsnit har forfatterne ønsket at få så mange enkeltheder med som muligt. Det forhøjer bogens værdi som opslagsværk, men til gengæld bliver fremstillingen let mindre fængslende. Bogen er i øvrigt kun forsynet med et personregister.

Lunds universitet blev oprettet med henblik på forsvenskning af de områder,

der erobredes fra Danmark i midten af det 17. årh. Denne periode starter dramatisk med en nedgangstid p.g.a. krigen og den kortvarige danske besættelse af Lund, hvis virkninger på universitetet skildres levende. For at blive ved det dansk-svenske forhold er følgende forskelle på Lunds og Københavns universitet iøjnefaldende. Det økonomiske grundlag for Lunds universitet var ikke som for København jordbesiddelse, men derimod tiende. Professorerne fik løn udbetalt i korn, som med periodens stigende kapitelstakster fulgte de almindelige prisstigninger.Studenterne fik derimod deres stipendier udbetalt i et fast pengebeløb, som ikke fulgte med prisstigningerne. Derved blev der set fra universitetsadministrationensside penge til et særligt fond til bygningsforbedringer og i et vist omfang til ekstra lærere. Lunds universitet havde normeret et større antal adjunkter og docenter end i København, selvom det kneb med aflønningen. Også danse-, fægte- og sprogmestre var i modsætning til Københavns universitet optaget på lønningslisten. Derimod afholdt Sveriges universiteter ikke embedseksaminer.Det var overladt til domkapitler, hovretter og centraladministration. Det såkaldte kancelliforhør blev dog i 1777 overført til Universitetet. Stipendiater blev eksamineret ved afslutningen af årets undervisning, men denne eksamen var trods megen diskussion herom ikke offentlig. Universitetet brugte i øvrigt det argument imod kanslerens forslag herom i 1744, at det ikke havde medført bedre kandidater til magisterpromotionen ved Københavns universitet. Endelig var den største forskel på studenternes forhold ved de to universiteter i det daglige måske, at de i Lund var inddelt i nationer efter deres hjemsted, hvor inspektor, kurator og seniorer var rede til at støtte og vejlede både i studieforhold og private problemer. Dette nationsvæsen indebar både fordele og muligheder for misbrug, hvorfor det da også diskuteredes livligt perioden igennem. Det 18. årh. var på universitetsområdet som på så mange andre en diskussions- og forandringsperiode.