Knud Prange: Våbenanetavlen. Perspektiver og exempler. Heraldiske Studier 1. København, Societas Heraldica Scandinavica, 1982. 44 sider. Ill. 30 kr. + moms.

Kilderne til adelens genealogi omfatter bl.a. indskrifter på gravsten o.lign., og disse ledsages ofte af våbener. I 1500- og 1600-tallet blev det almindeligt at gengive anernes våbener et par generationer tilbage i tiden på ligsten og epitafier. Anevåbener forekommer også på f.eks. brudekister, tekstiler og kobberstik i trykte ligprædikener. Anders Thiset støttede sig sjældent til de epigrafiske udsagn, da han udarbejdede sine mange stamtavler til adelsårbogen. Men andre fik senere øjnene op for, at anevåbenerne gav mulighed for at skaffe sig indblik i slægtssammenhænge, der rækker længere tilbage i tiden end de skriftlige kilders belæg. Albert Fabritius havde planer om at skrive en bog om denne form for heraldisk genealogi og publicere et fuldstændigt katalog over monumenter med anevåbener. Det nåede han desværre ikke, men han offentliggjorde resultaterne af

et par enkeltundersøgelser. Interessen hos den gamle danske adel for at afbilde anevåbenerne skyldtes ikke ydre krav om aneprøve, men er helt igennem et udslag af den slægtsfølelse og det standshovmod, der også kom til udtryk i slægtebøgerne i tiden ca. 1550-1660. Studiet af anevåbener har skærpet sansen for deres kildeværdi. Selv om den sjældent kan regnes for absolut sikker ud over bedsteforældregenerationen, udgør de mange sammenstillede anevåbener et potentielt korrektiv eller supplement til adelsårbogens stamtavler. Tolkningen af en given kombination af anevåbener beror ikke kun på en rent heraldisk bestemmelse af våbenmærkerne og dermed en henføring til bestemte slægter, men i høj grad også på indsigt i de systemer, hvorefter de til tider mange våbenskjolde er placeret indbyrdes, idet princippet i rækkefølgen angiver, hvilke aner våbenernerepræsenterer. Knud Pranges lille skrift »Våbenanetavlen« er en instruktiv indføring i de praktiske problemer omkring anevåbenforskningen og redegør kyndigt for de metodiske vilkår, hvorunder den drives. Desuden får læseren en klar fornemmelse af, hvor megen ny viden om slægtssammenhænge, ejerforhold m.m., der endnu kan vindes ved et systematisk studium af det ganske store anevåbenmateriale, der foreligger. Med sit omfattende kendskab til adelsgenealogiog store erfaring i våbenidentifikation er Prange uden tvivl selv den, der har de bedste forudsætninger for at nå frem til en frugtbar syntese på dette område.