Claus Bjørn (red.): Dansk mejeribrug 1882-2000. Med bidrag af Claus Bjørn, Jørgen D. Rasmussen, Jacob A. Buksti, Erik Juul Jørgensen og Jesper Strandskov. Århus, De danske Mejeriers Fællesorganisation, 1982. 564 s.

Den industrielle forarbejdning af sødmælk til forædlede produkter som smør, ost, konsummælk og mælkekonserves blev introduceret her i landet for 100 år siden. Det første andelsmejeri blev som bekendt oprettet i Hjedding ved Varde 1882, og ret snart blev landet dækket med mejerier, de fleste organiseret på andelsbasis. De små lokalmejeriers epoke rakte langt op i 1950'erne, og først i 1960'erne indledtes en strukturrationalisering, som indtil nu har reduceret tallet fra godt 1.400 til ca. 200 mejerier. Tilsvarende er antallet af malkekøer nu reduceret til omtrent samme tal som i slutningen af forrige århundrede, nemlig godt 1 mill. stk. Til sammenligning kan nævnes, at tallet i 1933 toppede med 1,8 mill. stk. Alligevel er mælkeproduktionen mere end fordoblet i løbet af 100 år: 1900 var tallet 2,5 mill.t, 1979 ca. 5,2 mill.t. Dengang producerede man hovedsagelig smør til eksport; nu har osteproduktionen uddistanceret smørret som vor vigtigste mejerivare. Produktionen af mælkekonserves nærmer sig tilsvarende værdien for smørret.

Det er om denne udvikling, De danske Mejeriers Fællesorganisation i Århus har udgivet et større værk på 564 dobbeltspaltede, tættrykte sider, af omfang svarende til 3-4 alm. bøger. Claus Bjørn har skildret udviklingen fra 1882 til 1914, mejeribrugets fremvækstperiode; Jørgen Dieckmann Rasmussen den efterfølgendemaethedsperiode 1914-55 og Jacob A. Buksti reorganisationstiden 1955-82. I den første periode var det landmændene selv, som i vid udstrækning formede udviklingen ved at anlægge mejerier på sognebasis. Salget af de forædlede produkter havde de dog ikke helt den samme kontrol over, fordi private smøreksportører her beherskede markedet langt op i vort århundrede. Med udgangspunkt i reguleringssystemet under 1. verdenskrig fik organisationerne gradvis mere magt. Genindførslen 1932 af centralt styrede afsætningsordninger i konsekvens af verdenskrisen markerede slutfasen for det private mejeriinitiativ. Stadig var det dog de godt 1.400 mejeribestyrelser, som bestemte, hvorledes overskuddet skulle fordeles og anvendes på det lokale mejeri. Med mejerikoncentrationenefter 1960 og efter de forskellige produktions- og støtteordninger i den vanskelige E.F.T.A.-periode 1960-73 nåede organisationernes direkte indflydelse sit højdepunkt. Fællesmarkedsadministrationens placering i Bruxelles og i LandbrugsministerietsEF-direktorat har her bevirket, at mejeribruget nu må søge at

øve indflydelse ad erhvervspolitisk vej gennem Landbrugsraadet eller ved at gå til
de politiske partier, som antages at ville støtte dets krav.

En kort anmeldelse som denne kan på ingen måde yde den overvældende stofmængde - og de enkelte forfattere - fuld retfærdighed. Ikke ganske uventet kan man dog konstatere, at Claus Bjørns bidrag er det mest givende. Han har den fordel, at han kan bygge på tidligere studier over andelsmejeribevægelsens opståen og udvikling, og må i hele taget stå som vor største kender af andelsgennembruddet i slutningen af forrige århundrede. Grundigt og redeligt informerer han sine læsere om så at sige alle problemer omkring de første mejeriers grundlæggelse og videre virksomhed. Hans indgående kendskab til emnet og til den lokalhistoriske udvikling landet over gør, at han frit kan bevæge sig på alle niveauer i produktions- og organisationsprocessen uden at der sker brud på fremstillingen. Nu mangler vi blot mikroanalyser af samspillet mellem mælkeproducenter og mejerier og mellem mejerier og deres aftagere. Endvidere ville det afhjælpe et stort savn, om nogen tog sig på at skildre mejeriproduktionens kommercielt-historiske udvikling. Privatmejerierne synes også at være et spændende forskningsfelt.

Jørgen D. Rasmussens og Jacob A. Bukstis respektive afsnit har ikke samme sluttede og selvfølgelige præg over sig. Det kan være svært at fastholde overblikket over mejeribrugets udvikling 1914-55, men til gengæld må det siges, at vi får en række gode skildringer af dagligdagen på sognemejeriet. Buksti har som politolog gode forudsætninger for at skildre organisationsproblematikken, hvorimod mejerihverdagen på de computerstyrede mælkefabrikker ikke rigtig er hans sag. Hvem styrer egentlig disse gigantmejerier: EF, direktørerne, bankerne eller landmændene? Og hvor kommer forbrugerne med deres behov for nærende og sundhedsgaranterede produkter ind i billedet? Fremtidsvisionen omkring år 2000 ved Erik Juul Jørgensen og Jesper Strandskov er anmelderen ikke kompetent til at bedømme, men der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at koncentrationen übønhørligt vil gå videre mod mejeriet Danmark.

Dansk mejeribrug har gjort den interesserede offentlighed en overordentlig stor tjeneste ved at publicere et lødigt og oplysende værk som dette, ovenikøbet rigt illustreret med gode fotos og billedmateriale i det hele taget. Forfatterbestilt jubilæumsglæde har her måttet vige pladsen for historisk saglighed. Det burde kunne tjene som forbillede for andre virksomheder og brancher, ikke mindst inden for landbrugssektoren, når de står foran et markant jubilæum.