Ole Nørgaard (red.): Polens krise. Økonomiske og internationale aspekter. Øst- Vest nr. 3. Esbjerg, Sydjysk Universitetsforlag, 1982. 94 s.

Søren Riishøjs økonomiske afsnit har en meget kort indledning om tiden før 1970, men beskæftiger sig ellers mest med Gierek-perioden og reformdebatten fra 1980. Der er gode beskrivende afsnit, især om Gierek-tiden, og udførlige referater af de synspunkter, der har været fremme i polsk økonomisk debat. Afsnittet har dog afgørende svagheder, ikke mindst på grund af den selvvalgte begrænsning til de rent økonomiske forhold. Seriens opdeling i skrifter om de forskellige sfærer viser sig her helt fatal for forståelsen af den »polske krise«. Forfatteren kan beskrive en række rent økonomiske forhold, men han kan ikke forklare dem inden for den økonomiske sfære. Spørgsmålet om, hvori »Polens krise« egentlig består, rejses slet ikke. Vi får (s. 7) at vide, at Polens krise i meget høj grad er en økonomisk krise - og derpå går det rapt med at fortælle om en række økonomiske træk, uden større systematik. Senere (s. 34) modificeres synspunket dog til, at den økonomiske krise er »intimt forbundet med den politiske og sociale krise« og med ydre faktorer. Det skæmmer også fremstillingen, at den er uden historisk dybde og perspektiv. Den korte indledning om tiden før 1970 er fuld af misforståelser og i øvrigt meget mangelfuld. Værre er det, at forfatteren inden for sin selvvalgte begrænsning bliver hængende i rent beskrivende afsnit, der i alt for ringe grad stiller spørgsmål eller søger forklaringer, og slet ikke uden for økonomiske områder. Da en række af Polens »økonomiske« problemer er skabt af regimets egen ideologi og af det magtapparat, der lever af den, er denne temaindsnævring hæmmende for en forståelse af krisens karakter.

Ole Nørgaard og Steven L. Sampson beskæftiger sig med de faktorer, der har fremkaldt en krise netop i Polen. De diskuterer til slut, om denne krise kan forventes at brede sig til de øvrige østlande. De koncentrerer sig om perspektiverne for Sovjet og Rumænien. Forfatterne giver en række interessante iagttagelser, der dog skæmmes af et unødigt jargonpræget sprog, der næppe fremmer forståelsen af teksten. De konkluderer, at de specielle forhold i Polen er den egentlige grund til krisen dér. Derfor mener de ikke, at krisen vil brede sig.

Det er i denne forbindelse påfaldende, hvor lavmælt forfatterne taler, når de strejfer problemet om østlandenes undertrykkelsesmekanismer. Netop de to udvalgte lande, Rumænien og Sovjet, udmærker sig ved at have den bedste politikontrol med borgernes eventuelle utilfredshed. Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, at forfatterne tror, at fred og ro i østlande er tegn på stabilitet og opbakning bag regimerne (s. 87), og helt grotesk bliver det, når synspunktet i indledningen (s. 58) bruges på moderniseringsperioden i østlandene i 1950'erne, hvor undertrykkelsen var værst. Ved at lægge hovedvægten på de særlige polske forhold opnår forfatterne at lægge luft til det synspunkt, at krisen i Polen er en krise for systemet, for socialismen i praksis. Det har ikke slået forfatterne, at alle de særtræk, de med rette fremhæver, har det til fælles, at Polens kontakter med Vesten og vestlig kultur har været større end de øvrige østlandes, og at polakkernes muligheder for at kanalisere utilfredshed med systemet derfor har været større, især efter 1955-56.

Nøjagtig som Riishøjs gennemsyres Nørgaards og Sampsons fremstilling af en tro på, at krisens årsager er af materiel art. Et studium af Solidaritets skrifter og optræden viser ellers, at hovedkravene har været af politisk og moralsk art. Man har især ønsket en bedre offentlig moral - væk med de mange løgne. Dette bekræftes også stærkt af polske sociologers undersøgelser gennem årene, således som det fremgår af Jan Jakob Floryans bog Polske Arbejdere - holdninger og adfærd 1956-81. Dansk Udenrigspolitisk Institut. Samfundsvidenskabeligt Forlag. Hæfte 1982/2, der viser et anderledes intimt kendskab til polsk virkelighed og til videnskabelig polsk litteratur end nærværende skrift.