C. F. Petry: The Civilian Elite of Cairo in the Later Middle Ages. Princeton (New Jersey) University Press, 1982. xxiv + 476 s., ill. $ 45.00.

Bag den tilsyneladende meget specielle facade skjuler sig en vigtig og vægtig bog, hvis hovedemne er den civile elites placering og funktioner i et ikke-korporativt samfund, som beherskes at et fremmed militæraristokrati — Mamluktidens Cairo. Begrebet civil elite må her defineres efter islamiske normer og omfatter både det statslige bureaukrati, lovkyndige og lærde samt religiøse funktionærer, alle samlet indenfor Islams ortodokse lovsystem, men alle tillige med funktioner som formidlere mellem herskere og beherskede i det 15. århundredes Cairo.

Sit kildemateriale henter dr. Petry i to samtidige biografiske leksika, skrevet af den traditionslærde as-Sakhåwi (1427- 97) og free-lance litteraten ibn Taghri-Birdi (1411-70), henholdsvis data for 4.067 og 564 personer (i alt 4.631, tilsyneladende altså uden overlapning). Selvom både kildematerialets typologi og den anvendte prosopografiske teknik rejser problemer, som næppe gennemdrøftes helt til bunds; og selvom forf. tager forbehold for, at de mønstre, han afdækker, »are to be interpreted as suggestive rather than absolute«, kortlægger bogen vigtige resultater. I modsætning til f.eks. I. M. Lapidus (Muslim Cities in the Later Middle Ages. Cambr. 1967), der betonede den civile elites homogenitet, fremhæver forf. de grundlæggende funktionelle og sociale forskelle mellem bureaukrater, retslærde og religiøse funktionærer. Bureaukratiet udvælges omhyggeligt af herskerne efter loyalitetskriterier, ofte fra ortodokse bymilieuer eller blandt formodede ikketroende. Patron-klient-forholdet betones stærkt, ligesom fyrstetjenerens private stræbsomhed - begge dele afskar et direkte forhold til undersåtterne. I modsætning til denne gruppe synes dommer- og 'akademiker'-gruppen at have været kosmopolitisk, men altid ortodoks og - skønt delvis afhængig af herskernes vilkårlighed - i stand til at håndhæve de ortodokse retssystemer jævnsides med det interne, professionelle sammenhold. Gruppen af religiøse funktionærer rekrutteres derimod overvejende lokalt og kunde mest uafhængigt opretholde forbindelserne (stadig på ortodoks basis) til det store flertal af undersåtter.

Dr. Petry fremhæver, at denne gruppe - delvis og med større betænkeligheder også de retslærde — skabte de ortodokse, sociale mekanismer, som gjorde det muligt for det muslimske, cairenske samfund at overleve både mamlukstyret og senere (fra 1517) det århundredlange osmannerregime. Desværre fordyber forf. sig ikke i, hvorledes solidaritetsmekanismernetilpassede sig overgangen til osmannerstyret, som han karakteriserer som i højere grad korporativt. Udover de metodiske problemer i bogen kan man endelig savne en vis perspektivering bagud til det seldjukiske sultanats ortodokse ensretning fra 11.-12.

århundrede, men som helhed kan der ikke være tvivl om bogens kvaliteter; det gælder både
dens resultater og dens udfordringer.

Fremfor at bygge på moderne teorier er det værdifuldt, at dr. Petry har valgt at benytte den islamiske historiker-sociolog ib Khaldun's (1337-1406) samtidige forsøg på at opbygge en sociologisk begrundet social og organisatorisk solidaritetsteori. Solidaritetsbegrebet (^casabiyya) kan være vanskeligt at definere og at afgrænse overfor beslægtede, europæiske begreber (et fyldigt og fyldestgørende udtog i kyndig oversættelse foreligger nu i E. Hammershaimb, Ibn Khaldun, arabisk historieskriver og statsmand. Kbh., Museum Tusculanum 1982). Man kunde vel dog have ventet en diskussion af forholdet mellem og anvendeligheden af ibn Khaldiins teorier overfor moderne, f.eks. Max Webers.