Benito Scocozza: Socialismens historie bd. 3. Fra 2. verdenskrig til 70'erne. København, Historie & Klassekamp/Suenson, 1980. 431 s.

Dette er tredie og afsluttende bind i den Socialismens historie, hvis første bind udkom i 1976, skrevet af Niels Finn Christiansen, og hvis andet bind udkom i 1977, forfattet af Søren Federspiel og Niels Ole Høj_strup Jensen. Oprindeligt skulle der også være kommet et fjerde bind med kilder og register til alle bindene, men det har man i mellemtiden opgivet.

I et fælles forord til seriens bd. 1 hed det, at alle forfatterne havde teoretisk udgangspunkt i »den historiske materialisme«. I dette sidste bind hedder det, at forfatteren tager udgangspunkt i »den marxistiske opfattelse af historien«. Jeg efterlyste i min anmeldelse af bd. 2 (HT bd. 80 (1980), s. 283 f.) en mere præcis redegørelse for, hvad der lå i disse påberåbte begreber, der jo opfattes og praktiseres vidt forskelligt af forskellige forfattere. Jeg efterlyste også nogle overvejelser over, hvilke ledende synspunkter der var taget i anvendelse ved udvælgelse og disposition af stoffet. Endelig spurgte jeg om, hvad forfatterne forstår ved selve emnet for serien: »socialismen«.

I dette tredie bind er der faktisk et afsnit med titlen »Om emnet«. Heri hedder det, at forfatteren vil skildre de socialistiske bevægelsers og samfunds udvikling. Men hvilke bevægelser og samfund er sandt socialistiske? Forfatteren afstår fra at fremlægge en definition, men vil på den anden side heller ikke operere med et udflydende socialismebegreb. I stedet stilles læseren i udsigt, at man undervejs i bogen vil få at vide, hvilke erklarede socialistiske bevægelser eller samfund der på dette eller hint tidspunkt faktisk var socialistiske eller ikke.

Denne forbløffende usikkerhed og mangel på stringens afspejler tydeligvis det dilemma, forfatteren som erklæret socialist, marxist og tilhænger af den kinesiske kommunismes udvikling befinder sig i. Det må heller ikke være nemt. For 30 år siden var Sovjetunionen et socialistisk samfund og blev opfattet som sådant af folk, der byggede på »den historiske materialisme«. Nu vurderes samme Sovjetunion — også som det var for 30 år siden — af nogle som et kapitalistisk land, mens andre fastholder dets socialistiske karakter. Og begge de modstridende opfattelser hævder at basere deres »videnskabelige« opfattelse på »den historiske materialisme«. Forfatteren karakteriserer en bog, der er nævnt i litteraturlisten, som værende »i overensstemmelse med de synspunkter, de kommunistiske parter havde i begyndelsen af 1950'erne«. På samme måde kan man karakterisere den foreliggende bogs synspunkter som værende i overensstemmelse med de paroler, visse kommunistiske partier har (eller havde?) i begyndelsen af 1980'erne. Spørgsmålstegnet skyldes, at disse synspunkter har været i hastig udvikling og undergivet voldsomme svingninger i takt med udfaldene af de politiske magtkampe inden for ledelsen af det kinesiske kommunistiske parti.

Det tjener intet formål at diskutere en renlivet politisk traktat i dette tidsskrift. Bogen har udelukkende en vis interesse som udtryk for bestemte strømninger inden for visse politiske smågrupper i det politiske spektrum. Der er ikke antydning af definition af de hovedbegreber,der anvendes, derimod total vilkårlighed i brugen heraf. At give denne form for politisk traktatskriveri betegnelsen »materialistisk« er forbløffende. Hele fremstillingen er gennemsyretaf et »idealistisk« historiesyn. Intetsteds gøres der forsøg på at beskrive forholdet mellem det materielle grundlag og »overbygningsfænomenerne« eller at begrunde sidstnævntemed førstnævnte. Tværtimod er »overbygningen« noget, der vilkårligt kan ændres af et politisk parti uden hensyn til »basis«. Dette kommer vel tydeligst frem i forbindelse med

beskrivelsen af udviklingen i Kina. Her tales der om den kommunistiske iddlesånd og opdragelse som drivkraft for udviklingen; om Mao, der ville ændre »hele samfundets åndelige situation«; om omformning af alle de »dele af overbygningen, der ikke svarede til den økonomiske basis«; og om hvem der fulgte Mao »mest renfærdigt«.

Mange af bogens beskrivelser er ganske bizarre. Således hedder det f.eks. at parti- og statsledelsen i Sovjetunionen i 1950'erne frygtede, at arbejderne og bønderne skulle »tage dem ved vingebenet«. Jeg vil tro, at det snarere forholdt sig stik modsat. Om Stalin hedder det (i en i øvrigt overordentlig positiv vurdering af dennes kamp for »socialismens opbygning«), at han for Sovjetunionens og kommunismens fjender var en blodig diktator. Det var vel rigtigere at skrive, at han var en blodig diktator for det sovjetiske folk.

Bogen er en perfekt illustration af kampråbet »Alt er politik!«. Forfatteren mener, at seriens bind kan anvendes på alle trin i uddannelserne fra HF og gymnasier til seminarier og universiteter. Det kan de naturligvis også, men da som kilde til en bestemt politisk grupperings problemer med at tilpasse sig de løbende politiske ændringer i (dele af) den kommunistiske bevægelse.