E. H. Carr: Den russiske revolusjon fra Lenin til Stalin. Sovjet-Rusland 1917-1929. Oversettelse og introduksjon ved Jens Petter Nielsen. Universitetsforlaget Osloßergen - Tromsø, 1980. 213 sider.

Denne oversættelse til norsk af den britiske historikers The Russian Revolution from Lenin to Stalin 1917-1929 (MacMillan, London 1979) er et koncentrat af den nyligt afdøde Carrs livsværk: de 14 bind i A History of Soviet Russia indeholdende flere tusinde sider om den sovjetiske udvikling fra bolsjevikkernes magtovertagelse og frem til Stalins 'revolution fra oven'. Ingen, der vil beskæftige sig seriøst med Sovjetunionens historie i denne periode kan komme uden om Carrs bøger, hvad man så i øvrigt måtte mene om deres styrke og svagheder. Det foreliggende koncentrat er i hele sit indhold og sin form på det nøjeste en afspejling af 14 binds-værket.

Som det fremgår af titlen, er 'revolution' for Carr ikke så meget den dramatiske magtovertagelse i oktober/november 1917, men hele den 12 års periode hvor det revolutionære regime konsoliderede sig og — efter Carrs opfattelse — lagde de oprindelige revolutionære utopier på hylden. Carrs interesse ligger ikke i det dramatiske, det voldeligt omstyrtende, det nedbrydende, men derimod i det konsoliderende, opbyggende og konstruktive. Tyngdepunktet ligger i en beskrivelse af myndighedernes beslutninger og reaktioner på de problemer, det nye regime blev stillet overfor, både indadtil og udadtil. Det er de nye politiske institutioners historie, udenrigsrelationernes udvikling og opbygningen af planøkonomien der er i centrum.

Det er et karakteristisk træk hos Carr, at han næsten udelukkende bygger på officielle
sovjetiske kilder, og næsten ikke inddrager den øvrige forsknings resultater. Hans fortrolighedmed

hedmeddet sovjetiske materiale er imponerende, og fremstillingen baseret på dette materiale er grundig og samtidig sprogligt klar. Men det virker ejendommeligt — og til tider irriterende - at han overhovedet ikke selv forsøger at sætte sine egne forskningsresultater og fortolkninger i forbindelse med andres. Et andet slående træk ved Carrs måde at skrive historie på, er mangelen på eksplicitte overvejelser om kilder, metoder og teori. Dette betyder naturligvis ikke, at Carr ikke har gjort sig den slags overvejelser, men han delagtiggør altså ikke læserne direkte heri.

Det er ofte blevet fremhævet om 14 binds-værket, at det er præget af et deterministisk historiesyn. Et sådant syn gennemsyrer også den foreliggende bog: Det, der skete, skete, fordi det måtte ske. Det gamle samfund og regime var dømt til undergang og måtte gå under. Udviklingen siden 1917 har i en vis forstand været uundgåelig og nødvendig. At den også efter Carrs opfattelse har været ønskelig, skinner ligeledes klart igennem. Selv om den stalinistiske periode ligger uden for bogens kronologiske rammer, tager Carr alligevel stilling til dette fænomen. Han er kritisk over for Stalins hele måde at »opbygge socialismen« på, men mener alligevel at der blev opnået store socialistiske landvindinger. De mange udskejelser og pletter på socialismen skyldtes i det store og hele det forhold, at Rusland var et underudviklet land i 1917.

Det er ikke her stedet at komme ind på de spørgsmål, som Carr behandler utilfredsstillende på grund af manglende kendskab til den nyere forsknings resultater. Men der skal kort gøres opmærksom på, at hans billede af det førrevolutionære Rusland er stærkt fortegnet, og at ligeledes hans redegørelse for den umiddelbare baggrund for tvangskollektiviseringen er mangelfuld. En anden kritik, der kan rettes mod Carr, er, at det ofte er umuligt at skelne mellem hans indirekte referat af sovjetiske talsmænds forestillinger og hans egne overvejelser. Dette forhold hænger måske sammen med, at han i så høj grad identificerer sig med det nye styres mål, omend ikke altid med dets midler. Lenin er den uplettede helt, og man vil lede forgæves efter en diskussion om Lenins bidrag til det af Stalin virkeliggjorte despoti. Det er således karakteristisk, at kapiteloverskriften »Diktaturet tar form« ikke drejer sig om årene umiddelbart efter magtovertagelsen, men om begyndelsen til Stalins epoke.

Jens Petter Nielsens oversættelse er fortrinlig, ligesom han har skrevet en kort, men god
introduktion til Carr som historiker.