Bent Gravesen: Socialdemokratiets strategiske overvejelser 1943-45. Ålborg Universitetsforlag, 1981. 178 s.

Gravesens analyse af Socialdemokratiets strategiske overvejelser i perioden 1943—45 er et led i et større projekt, hvis slutsten skal være en undersøgelse af den socialdemokratiske arbejderbevægelses situation ved indgangen til 1980'erne, hvor afmagten over for de økonomiske og politiske problemer har været karakteristisk. Det er kontinuiteten i udviklingen fra 1930'ernes optimisme og kampgejst til krise-70'ernes stigende desillusionering, der er interessefeltet. Gravesen mener at kunne konstatere en tiltagende opløsning i den socialdemokratiske arbejderbevægelse i slutningen af 1970'erne, d.v.s. han beskæftiger sig altså med en politik der - ud fra et marxistisk synspunkt - var fejlagtig fra starten.

Gravesens analyse tager sit udgangspunkt i den socialdemokratiske selvforståelse. Partiet så det som sin opgave at sørge for, at kapitalen spillede sine historiske roller til ende. Når borgerskabet svigtede, måtte Socialdemokratiet hjælpe til med at realisere det fulde demokrati, politisk og økonomisk, hvorefter et demokratisk og socialistisk samfund ville skabe sig selv. Der er altså på en gang tale om udpræget historisk determinisme og samtidig en socialdemokratisk bevidsthed om, at det kunne blive nødvendigt at hjælpe til med at dreje historiens hjul i den rigtige retning. Dette kan ske gennem et klassesamarbejde med borgerskabet, således at kapitalen støttet af et reformarbejde udvikler det moderne industrisamfund, der samtidig med at det producerer et voksende proletariat skaber et socialdemokratisk magtgrundlag. Da borgerskabet er interesseret i at overleve, nærmer det sig af taktiske grunde selv arbejderbevægelsen, og forudsætningerne for et klassesamarbejde er til stede. Socialdemokratiets politiske udvikling kan derfor kun forstås i relation til udviklingen i borgerskabet.

Endelig indgik USSR også som en faktor, der påvirkede Socialdemokratiets politiske overvejelser 1943-45. Det var vigtigt at have rede på, hvilken politik Sovjetunionen som stormagt og næsten-nabo ville søge at realisere over for de europæiske lande i en situation med fredskrise og en radikaliseret arbejderklasse. Det var nærliggende at trække paralleller til situationen efter første verdenskrig.

Gennem oprettelsen af Det erhvervsøkonomiske Institut i 1943 søgte det danske erhvervsliv at skaffe sig viden om det internationale borgerskabs forestillinger om efterkrigstiden.Gravesen er løbet ind i de obligate problemer med at få adgang til institutionelt kildemateriale. Men da der var tale om en interesseorganisation, der søgte at påvirke

udviklingen, har der aflejret sig et udmærket externt materiale, og det er udnyttet godt til påvisning af det danske erhvervslivs nyorientering mod en keynesiansk, ekspansiv finanspolitiktil forebyggelse af den forventede store fredsarbejdsløshed. Mindre heldigt er det, at Gravesen bruger den eksilerede Christmas Mølier-tilhænger Knud Secher som sandhedsvidneom de konservatives politiske opfattelse af efterkrigstiden. Mange af de eksilkonservativei Stockholm var Christmas Møller-tilhængere før noget andet, og Christmas Møller var netop ikke i overensstemmelse med sit partis ledelse i Danmark, når det drejede sig om dansk politik i efterkrigstiden.

I sin behandling af USSR's politik over for Vesteuropa og specielt Danmark, gar Gravesen ud fra en analyse af det sovjetiske centrale bureaukratis klassebestemte efterkrigsinteresser og nar frem til en konklusion, der bestemmer Sovjets malsaetning til alene at sigte pa en national genopbygningspolitik og sikringen af et fredeligt og sovjetvenligt Europa. Gravesen polemiserer her mod »magtlogikerne«, der tolker den sovjetiske politik som et forsog pa at maksimere den politiske indflydelse, hvor det var muligt. Uenigheden er naeppe sa stor. Hvis USSR's politiske malsaetning var den af Gravesen angivne — og her har han ret — sa arbejdede Sovjet netop over for Danmark frem mod sin malsaetning ved at henvende sig til alle de grupper, der kunne komme til at spille en rolle efter krigsafslutningen. Sovjet placerede sig helt malbevidst i den position, hvorfra man havde de bedste muligheder for at realisere sin politik - hvordan udviklingen i Danmark mellem politikere og modstandsbevaegelse sa udviklede sig! Man spillede pa. flere heste - en taktik som har vaeret karakteristisk for sovjetisk udenrigspolitik bade far og siden! Russernes tilnaermelse til politikerne matte som konsekvens skabe forvirring og uro specielt i danske modstandskredse - saledes som det fremgar af Erling Foss' telegram til Frihedsradet 30/4 1945. Man kan diskutere, om det var russernes hensigt bevidst at skabe forvirring, men naeppe at deres adfaerd faktisk gjorde det.

Set i perspektiv af den egentlige målsætning med Gravesens analyse af Socialdemokratiets strategiske overvejelser 1943—45 er afsnittene om det programmatiske arbejde i perioden de vigtigste. Beskæftigelsen med borgerskabets forestillinger om efterkrigstiden og USSR's politiske målsætning i sin politik over for Danmark tjener hos Gravesen blot det formål at underbygge argumentationen for at Socialdemokratiets politiske overvejelser med henblik på efterkrigstiden foregik som en dialektisk proces mellem partiets forestillinger om det socialdemokratiske samfund og de partiexterne faktorer, der influerede på partiet. Det er Gravesens styrke, at han viser, at Socialdemokratiet havde en relativt afklaret forestilling om, hvad man ville nå politisk. Det var denne forestilling, der bestemte partiets adfærd, og ikke de partiexterne faktorer, således som det til tider lidt primitivt er blevet antydet. Ifølge Gravesen er der kontinuitet og sammenhæng i partiets politik fra 1930'erne og frem gennem besættelsen til efterkrigstiden, og i sin analyse af Politiske retningslinier af 20. juli 1944 og af Fremtidens Danmark påviser han dette. Den socialdemokratiske venstredrejning ved besættelsestidens slutning var ikke en overfladisk og panikagtig fraseradikalisering, men udtryk for at Socialdemokratiet mente det muligt i den givne situation at få realiseret væsentlige sider af sine forestillinger om det socialdemokratiske samfund.

Fascinationen af de store linier i Socialdemokratiets politik fører nogle steder til udeladelse af diskussioner, der måske kunne fremkalde parallaksefejl i det smukke vue. Det gælder f.eks. analysen af USSR's politiske virksomhed over for Danmark, hvor de anvendte kilder der undersøtter Gravesens synspunkt er relevante, men man leder forgæves efter en stillingtagen til f.eks. Døssing-missionens funktion mellem russere og danske politikere. Det gælder også Gravesens fremstilling af afklaringsprocessen i den socialdemokratiske ledelse, som han påstår sker uden hensyntagen til situationen på arbejdsmarkedet. En »vi alene vide«-holdning kan nok indgå som en væsentlig bestandel af karakteristikken af den socialdemokratiske inderkreds, men hvis man tidsmæssigt sammenholder den interne

afklaring i partiet med udviklingen på arbejdspladserne, kan der nu godt argumenteres for
en påfaldende positiv korrelation.

Der er ikke meget egentligt nyt stof i Gravesens afhandling. Han er i denne sammenhæng ikke grundforsker, men benytter den foreliggende empiriske litteratur til at skabe nye perspektiver. Det er lykkedes ganske godt i den foreliggende bog. Tiden må så vise, om det også vil lykkes at vise en fortsat kontinuitet i Socialdemokratiets politik i efterkrigsperioden op til udgangen af 1970'erne.