Bjørn Rosengreen: Dr. Werner Best og tysk besættelsespolitik i Danmark 1943-1945. Odense Universitetsforlag, 1982. 197 s. 109,80 kr.

Bjørn Rosengreen vil »klarlægge de tyske besættelsesmyndigheders politik i de to sidste okkupationsår«. Med sin analyse af denne knytter han til, hvor Hans Kirchhoff slap i sin »Augustoprøret«, nemlig ved den 29. august 1943. Hovedaktørerne i Danmark er den rigsbefuldmægtigede Werner Best, den militære øverstbefalende von Hanneken og - fra december 1943 - »der Hohere SS - und Polizeifuhrer« Giinther Pancke. Indimellem griber diverse centrale tyske instanser ind i begivenhedernes gang, Ribbentrop og hans udenrigsministerium, Himmler og hans SS-apparat, hæren, marinen og sidst, men ikke mindst Føreren selv. Hovedgenstanden for den tyske politiske aktivitet blev sabotagebekæmpelsen. Den blev rammen for de tyske instansers udfoldelse, påtrykt dem, nolentes volentes, af den danske modstandsbevægelse. Kun i de færreste tilfælde var de i denne periode udfarende kraft. De væsentligste undtagelser er jødeaktionen og politiets opløsning.

Rosengreen påviser, at både Best, Hanneken og Pancke var enige om, at den traditionelle politibekæmpelse af modstandsbevægelsen og sabotagen var mest hensigtsmæssig i Danmark. Når opklaringsarbejdet var til ende, skulle der fældes en krigsretsdom, hvorpå de dødsdømte kunne anvendes som gidsler over for modstandsbevægelsen. Forholdt den sig passivt med hensyn til sabotage, kunne den derved redde de dødsdømtes liv. Dette var taktikken, og til den ende ville Best sidde inde med benådningsretten. En tid lang i foråret 1944 tiltog han sig den endda egenmægtigt.

Den afgørende hindring for denne politiske udfoldelse var imidlertid Hitler. Han krævede i slutningen af 1943 »Suhnemassnahmen« og »Gegenterror« som reaktion på jernbanesabotage og overfald på en tysk officer. Og folkestrejken i København i midten af 1944 fik ham til at sætte en total stopper for al krigsretsforfølgelse, der derpå de næste otte måneder blev afløst af »mod_terror«. I februar 1945 fik Best lov til at genoptage krigsretsforfølgelsen, men samtidig fortsatte »modterroren« for fuldt omdrejningstal. Forvirringen var fuldstændig.

Rosengreen giver også et bidrag til problemet om udløsningen af jødeaktionen i efteråret 1943. Han mener, at den blev fremkaldt af Best, fordi en jødeaktion ville komme før eller senere og derfor lige så godt kunne komme, mens det var værnemagten, der under den eksisterende undtagelsestilstand havde ansvaret for ro og orden; endvidere og især fordi den ville gøre dannelsen af en dansk regering (hvad Auswårtiges Amt havde sat Best til at etablere) umulig; og fordi Best derfor - og nu kommer det egentlige facit - i stedet selv kunne blive rigskommissær med ministerstatus og direkte referat til Føreren. Hypotesen virker konsistent og plausibel og forekommer mere overbevisende end tidligere forsøg på at forklare Bests adfærd — inklusive hans eget.

Men Best blev ikke rigskommissær, og han blev heller ikke rettergangschef. I stedet blev Pancke i december 1943 sendt til Danmark. Kompetenceforholdet mellem dem blev fra Hitlers side forsætligt holdt i det uafklarede, og der forblev det til besættelsens ende - trods alle anstrengelser for at få Best defineret som den øverste chef fra Auswårtiges Amt's og hans egen side. Deres enighed om den rette form for sabotagebekæmpelse hindrede ikke modsætninger mellem dem. (Her ønsker man, at Rosengreen havde boret noget dybere). Panckes stilling i SS- apparatet var mere end svag, og for at styrke den udløste han politiaktionen i september 1944, uden at Best vidste noget som helst. Hemmeligholdelsen for Best var godkendt af Hitler. Det kan man kalde »del og hersk«.

Interessant er diskussionen mellem de tyske instanser i slutningen af1944 om bekæmpelsen af skibssabotagen. Marinen krævede, at der blev gjort noget effektivt, og Hitlers løsning var repressalier mod arbejderne og deres pårørende. Både Best og Pancke var imod. Som Best bemærkede, var dette den sikre vej til at få værfterne lukkede, men så var selvfølgelig også sabotagen bragt til ophør. Løsningen blev, at værnemagten stillede mandskab til bevogtning af værfterne. Episoden er interessant til belysning af, hvilke sabotageformer tyskerne var mest ømfindtlige overfor.

Rosengreens bog er et vægtigt bidrag til besættelsesforskningen. Den nuancerer den tyske besættelsespolitik, der i alt for høj grad tidligere - også af undertegnede anmelder - er blevet skildret monolitisk. Derudover er den et indlæg i den debat, der internationalt føres om beskaffenheden af det nazistiske diktatur, om Hitlercentrisme ctr. kompetencekaos. Den svingende linie i Danmark, kendetegnet ved de lokale instansers vilje og evne til at følge deres egen opfattelse (når de da ellers var enige indbyrdes), så længe Førerens øje ikke faldt på dem, synes at antyde et både-og snarere end et enten-eller.