Birgit Løgstrup: Dommer og Administrator. Herredsfogden 1790-1868. Administrationshistoriske studier 5. København, Rigsarkivet/G. E. C. Gads forlag, 1982. 269 s.

Birgit Løgstrups værk indgår i serien »Administrationshistoriske studier«, der er den publikationsmæssige del af projektet »Dansk lokaladministrationshistorie 1660-1868«. Den foreliggende bog er et bestillingsarbejde fra styringsgruppens side, hvilket dens udformning da også bærer præg af. Dette blot nævnt for at understrege de begrænsninger, forfatteren selv påpeger, at hun har måttet pålægge sig. På denne baggrund skal det så anføres, at der er fremkommet en fin, informativ afhandling, der vil kunne danne baggrund for videre forskning.

Ønsket om at se på herredsfogedens funktioner i det 19. århundrede er udsprunget af den kendsgerning, at hans arbejdsområde netop i den periode blev væsentligt udvidet. Fra i første række at have en dømmende funktion (som dommer og politimester), blev en lang række administrative funktioner lagt til hans ressortområde, som f.eks. auktionsforvalter, skifteforvalter og overformynder, lægdsforstander, tilsynsførende med det lokale brand- og vejvæsen samt herredsskriver. Denne udvikling ser dr. Løgstrup som en illustration af de teoretiske overvejelser hos Max Weber om bureaukratisering, men desværre lader hun sagen blive ved denne antydning.

Undersøgelsen er baseret på lovstof, betænkninger og indberetninger, mens det ikke har været muligt at supplere dette materiale med sonderinger i herredsfogedarkiver, hvilket er bogens afgørende begrænsning. Forfatteren finder, at til trods for at det normative lovstof viser herredsfogedembedet, som lovgivningsmagten ønskede det skulle være, så udvider indberetninger fra herredsfogeder og amtmænd billedet så tilpas meget, at det til en vis grad viser, hvorledes systemet fungerede i praksis. Her bør det bemærkes, at ingen herredsfoged

vel havde til hensigt at bidrage med oplysninger, der kunne stille hans eget arbejde i et
dårligt lys. Men yderligere undersøgelser vil netop kunne belyse denne side af sagen.

Fremstillingen er autoritativ i det væsentlige, selvom enkelte detaljer kræver præcisering. Den udviklingslinie, Birgit Løgstrup afstikker for herredsfogedernes indflydelse på tinge som dommer, må revideres. Hun mener, at herredsfogeden indtil slutningen af det 17. århundrede var den udfarende kraft, hvorefter hans indflydelse sank i første halvdel af det 18. århundrede (i forbindelse med standens ringe stilling, uddannelsesmæssigt og socialt). Fra 1751 blev herredsfogeden igen den aktive part (i kriminelle sager), for sluttelig efter 1791 at blive superaktiv med det inkvisitoriske princips endelige gennembrud i proceduren. Bortset fra at overgangene var betydeligt mere glidende end antydet, så var herredsfogeden på ingen måde særlig aktiv indtil slutningen af det 17. århundrede, men spillede i overensstemmelse med procedurens akkusatoriske princip en passiv rolle.

Kortet s. 249 over herrederne vækker nogen undren. Det viser herrederne på basis af de middelalderlige sysselprovstier. Mon det ikke havde været muligt at finde et mere tidssvarende kort? Et enkelt punkt i fremstillingen illustrerer den udvikling, der med et slag kan foregå inden for forskning, og som Birgit Løgstrup derfor, da bogen blev skrevet, var ude afstand til at tage stilling til. Kort tid efter værkets publikation opstod diskussion om en hidtil fastslået kendsgerning: at der aldrig blev udgivet en samlet lovbog for politivæsenet i Danmark i lighed med Danske lov, selvom der i fortalen til denne blev proklameret en sådan. I løbet af det sidste år er en heftig debat opstået mellem kriminologen Henning Koch og retshistorikeren Inger Diibeck om rigtigheden af denne opfattelse (HT bd. 82:1 og Danske og Norske Lov i 300 år red. af Ditlev Tamm).