Hans-Heinrich Nolte: Gruppeninteressen und Aussenpolitik. Die Sowjetunion in der Geschichte Internationaler Beziehungen. Frankfurt, Zürich og Göttingen, Musterschmidt, 1979, 148 s.

Denne bog har en alt for ambitiøs og generel titel og er i flere henseender skuffende. Kapitel I er en overfladisk gennemgang af russisk udenrigspolitik før 1917. I kap. II diskuterer forf. diverse grupperinger i Sovjetunionen, men definerer intetsteds, hvad han forstår ved en interessegruppe, ligesom han heller ikke er i stand til at påvise nogen indflydelse på den sovjetiske udenrigspolitik fra de grupper, han omtaler. Kapitel 111 er en analyse af konflikten mellem Khrustjov og Malenkov om sværindustriens prioritering og spørgsmålet om Tysklands neutralisering. Her påvises det, at der var to fraktioner i partiledelsen, men ikke at der var tale om interessegrupper. Kapitel IV er en analyse af forskellige sovjetiske tidsskrifters behandling af spørgsmålet om afspænding og holdning til Vesttyskland. Forf. kan her påvise variationer i holdningen til disse politiske spørgsmål, men stadigvæk har det intet med interessegrupper at gøre. Kapitel V er et mere politiserende essay om afspændingens forudsætninger i Øst og Vest, sådan som forf. formoder det.

Siden midten af 1960'erne har interessegruppe-modellen været populær ved studiet af sovjetisk politik; der er blevet teoretiseret meget og skrevet mange artikler og bøger herom. Men resultaterne har været overordentligt magre, sandsynligvis fordi der ikke findes interessegrupper i et sovjettype-samfund i den forstand vestlig politologi med udgangspunkt i vestlige, pluralistiske samfund forestiller sig det. Denne bog har ikke bragt denne forskningsdisciplin videre mod det eftertragtede mål.