Svend Gissel, Eino Jutikkala, Eva Österberg, Jørn Sandnes, Björn Teitsson: Desertion and Land Colonization in the Nordic Countries c. 1300-1600. Comparative Report from The Scandinavian Research Project on Deserted Farms and Villages. Det Nordiske Ødegårdsprosjekt Publikation nr. 11. Stockholm, Almqvist & Wiksell International, 1981. 304 s.

Med udgangspunkt i den nordiske historikerkongres i Bergen 1964, hvis emne var »Ødegårder og ny bosetning i de nordiske lande i senmiddelalderen«, organiseredes Det Nordiske Ødegårdsprojekt i 1968-69 med det formål at sammenligne udviklingen i den agrare bebyggelse og økonomi i tidsrummet ca. 1300-1600 på nordisk plan. Midlerne hertil er repræsentative punktundersøgelser i hver enkelt land med en afsluttende komparation. I 1972 forelå første bind af Det Nordiske Ødegårdsprojekts publikationsserie, »Nasjonale forskningsoversikter«, og fra 1977 er fulgt en stadig strøm af publikationer vedrørende de enkelte punktundersøgelser (DNØP nr. 2, 3, 5, 6, 8, 9, 10) samt fra norsk side tillige redegørelser for det samlede »nationale« resultat (DNØP nr. 4 og 7). Det her foreliggende 11. bind, der udgør den afsluttende komparation på nordisk plan, bygger således på en lang række publicerede undersøgelser, men inddrager tillige resultater fra upublicerede manuskripter og arbejdspapirer, tildels fra en række endnu ikke afsluttede punktundersøgelser.

Afhandlingen tilgodeser to hovedformål, dels en præsentation af projektet og dets resultater for et internationalt (engelsksproget) publikum dels en afsluttende nordisk komparation med særligt henblik på årsagsforholdene. Det indbyrdes forhold mellem disse to hovedsigter synes imidlertid ret uafklaret, omend den beskrivende præsentation klart dominerer over den komparative analyse. Imidlertid synes den internationale præsentation rigeligt indforstået, og der findes ikke i bogen en eneste side med en generel introduktion til det senmiddelalderlige Norden. Eksempelvis præsenteres Kalmarunionen mest udførligt i ordlisten (2 linier), omend det dog især for ikke-nordiske læsere måtte være interessant at vide, i hvor høj grad denne fælles politiske overbygning kan have haft indflydelse på bebyggelsesudviklingen eller evt. på de metodiske muligheder i kraft af ensartede beskatningsprincipper 0.1. Disse mangler hænger givetvis i nogen grad sammen med, at bogens kapitler som hovedregel er fordelt enkeltvis på de 9 forfattere, hvorfor en del overlapninger og omvendt huller vanskeligt har kunnet undgås.

Bogens hovedforfattere er de nationale projektledere fra de 5 nordiske lande: Svend Gissel, Danmark (kap. 1, 3, 7 og 9 om hhv. ødegårdsprojektet i europæisk sammenhæng, projektorganisation, landgilde og handelsforhold); Jørn Sandnes, Norge (kap. 2, sogll om hhv. planlægningen af projektet, bebyggelsesudviklingen 1300-1540 og konklusion); Eva Osterberg, Sverige (kap. 4 og 10 om hhv. metode og sociale aspekter); Eino Jutikkala, Finland (kap. 6 om bebyggelsesudvikling i det 16. årh.) og Bjorn Teitsson, Island (kap. 8 om geografiske variabler). Herudover har Erik Lønnroth som en af hovedinitiativtagerne bag projektet skrevet en introduktion, medens en ekskurs om en fælles finsk-svensk undersøgelse af Torneelvdalen skyldes Hans Sundstrom, Jouko Vahtola og Pentti Koivunen. Bogen er forsynet med en særdeles omfattende og nyttig bibliografi samt en lige så nyttig oversigt over projektets enkelte undersøgelser, deres medarbejdere og publikationer. Bogen afsluttes med ordliste og emneregister.

Det Nordiske Ødegårdsprojekt overgår, såvel hvad angår undersøgelsernes geografiskkronologiske udstrækning som antallet af deltagende forskere, langt de hidtidige rammer for forskningsprojekter på det historiske felt. Når hertil lægges emnets utrolige kompleksitet, det sparsomme kildemateriale, og de forskellige nationalt prægede forskningstradiiioner, der måtte koordineres på nordisk plan, må det fremhæves, at denne bogs fremkomst i sig selv er en meget stor præstation. Ikke alene er det første gang, at dette overordentlig vigtige emne behandles på nordisk plan, men dette kan tilmed foregå på baggrund af helt nye, omfattende forskningsresultater frembragt ved en fælles nordisk strategi, der hermed præsenteres for et internationalt publikum. I løbet af den godt halve snes år, der er forløbet fra projektets problemmæssige og metodiske afklaringsfase og indtil nu, er naturligvis meget blevet revideret, og i dag ville projektoplægget formentlig have set anderledes ud, men denne erkendelse er jo i sig selv et resultat af projektets undersøgelser.

Hovedproblemet i denne nordiske komparation er naturligvis i hvor høj grad de enkelte punktundersøgelser faktisk er komparable, eller som Erik Lonnroth udtrykker det i introduktionen: »The question remains as to whether we have managed to bridge the methodological gaps between some of the results«. Dette skyldes først og fremmest, at undersøgelserne er blevet ledet af 5 nationale projektgrupper, således at det metodiske oplæg nok er konsistent i det enkelte land, men til gengæld varierer en del fra land til land. Over hele Norden er ialt undersøgt ca. 40 områder under deltagelse af o. 90 forskere. Halvdelen af områderne ligger i Norge, medens 60 af de 90 forskere har været tilknyttet de danske undersøgelser. Årsagen til dette ligger i, at de danske punktundersøgelser (ialt 5) er blevet foretaget af tværvidenskabeligt sammensatte projektgrupper (historikere, stednavneforskere, geografer, arkæologer og geologer), medens der i de øvrige nordiske lande fortrinsvis er foretaget enkeltmandsundersøgelser, omend med inddragelse af tværvidenskabelig

Resultaterne af projektet konfirmerer i det store og hele det hævdvundne billede af ødegårdskrisens forløb, omfang og årsager, omend den opnåede langt større detailviden naturligvis har givet et mere differentieret billede, ligesom enkelte tidligere antagelser har måttet revideres.

Ødegårdsfænomenet kan stort set spores over hele Norden omend i meget forskelligt omfang. De bedste agerbrugsområder viser således kun svage spor af kontraktion - ordet krise synes her uanvendeligt, medens især Norge blev hårdt ramt. Her er ødefrekvenser på 50-70% normale. Det antoges tidligere, at de nordligste og østligste egne af Skandinavien tværtimod viste stærk ekspansion i senmiddelalderen, men dette viser sig for de nordlige egnes vedkommende ikke at være tilfældet. For Torneelvområdet har DNØP's undersøgelser tilmed vist en helt anden og tidligere kolonisationshistorie end hidtil antaget (ekskursen). Derimod synes der for Finlands vedkommende stadig at være tale om en vis ekspansion ved middelalderens slutning.

De kronologiske holdepunkter er forholdsvis få og upræcise, hvorfor konklusionen her blot lyder, at omkr. 1450 var ødelæggelsen på sit højdepunkt. Ved midten af det 16. årh. sætter en generel stigning i gårdtallet ind, med undtagelse af Danmark og store dele af Island, hvor gårdtallet stort set holder sig stabilt. Som årsag til dette bølgedalsforløb peges især på demografiske forhold, idet pestforklaringen som følge af projektets undersøgelser synes styrket, ligesom de få epidemier i det 16. årh. kan forklare den stigende befolkning/ bebyggelse. Også landgildefaldet forklares ved »shortage of labour«, medens geografiske og driftsøkonomiske faktorer kun tænkes at have ledsagende betydning. Klima, handel, kommunikation, krige og besiddelsesforhold affærdiges derimod som primære årsager til bebyggelsens regression, omend sådanne faktorer kan forklare ødelæggelsens permanens. Drøftelsen af årsagsforholdene er imidlertid som helhed skuffende, først og fremmest fordi den tilsigtede komparative analyse øjensynlig kun lod sig gennemføre i meget begrænset

omfang som følge af variationer i de anvendte metoder. Der synes her at kunne peges på tre
hovedårsager.

For det første er der kun i ringe grad foretaget en begrebsmæssig afklaring af måleenhederne. Det står for anmelderen hen i det uvisse, hvorvidt en islandsk, en nordnorsk, en midtsvensk og en Falster-går</ virkelig er komparable størrelser, ligesom der heller ikke synes at være tilstrækkelig opmærksomhed omkring dette begrebs mulige ændring over tid. Trods alt er det en 300-årig periodes bebyggelsesudvikling, der beskrives. Højmiddelalderens danske bryde-gårdsæde-system er således ikke umiddelbart komparabelt med senmiddelalderens fæstegårde. Dernæst er der en klar tendens til at sætte bebyggelsesenheder = gårde, hvorved husklassens betydning i det samlede bebyggelsesbillede overses. Da bebyggelsesekspansionen i Danmark i det 16. årh. netop tager form af øget hustal, kommer den vildledende konklusion til at lyde på, at »the number of settlement units« stort set forblev uændret i Danmark (s. 216).

For det andet er en række vedtagne fælles undersøgelsesstrategier øjensynligt kun delvis blevet ført ud i livet. Det fremgår således ikke, om og i givet fald hvordan den anvendte forklaringsmodel (s. 56) er blevet omsat til målelige forhold. De enkelte undersøgelsesområder blev udvalgt under hensyn til varierende økonomiske og landbrugsmæssige betingelser, således at det ved hjælp heraf skulle være muligt at teste de enkelte faktorers betydning. Bl.a. på grund af store uligheder internt i de enkelte områder er denne strategi dog senere i hovedsagen opgivet, således at punkterne nu snarere tjener beskrivende (krisens forekomst i Norden) end forklarende formål. Endelig var det tanken, at de enkelte bebyggelsesenheder i områderne skulle klassificeres i forhold til et omfattende sæt geografiske variabler, men »in reality only certain specific variables have been tested systematically«.

Den største hindring for den fælles nordiske komparation ligger dog i, at den i Norge anvendte retrospektive metode afviger markant fra nabolandenes forskning. Kernepunktet i »den norske metode« er en rekonstruktion af højmiddelalderens bebyggelsesmaksimum ved hjælp af a) ældste belæg på gårdene b) landgildens størrelse og sammensætning, c) besiddelsesforhold, d) gårdsnavne og e) arkæologisk materiale. Det således rekonstruerede maksimum sammenholdes med senmiddelalderens minimum (i hovedsagen etableret ud fra skattelister o. 1520), hvorved ødefrekvensen udfindes. Metoden synes unødigt omstændelig eftersom højmiddelalderens maksimum (c) øjensynlig må udfindes ved at lægge gårdtallet i 1520 (a) sammen med formodede forsvundne gårde (b). For at komme til »c« må man altså nødvendigvis først have udfundet »b«. Metoden ville have vundet i klarhed, såfremt man var startet i en veldokumenteret bebyggelsessituation (formentlig i det 17. årh.) for herefter trinvis at bevæge sig tilbage til 1520 niveauet og herfra og på dette grundlag argumentere for tidligere forsvundne gårde.

Som minimum burde den norske respektive dansk/svenske metode have været bragt i anvendelse samtidigt i en række områder for at afgøre sammenligneligheden. Der anføres kun ét eksempel på en sådan metodisk krydsrevision, og her gav den norske og svenske metode ødeprocenter på hhv. 70 og 46% ! (s. 104). Projektdeltagerne synes at have draget den konklusion, at det ergo kun er muligt med grove sammenligninger såsom ingen, betydelig og meget betydelig ødelæggelse, medens det dog ville være mere nærliggende at konkludere, at én eller begge metoder giver et fejlagtigt resultat. Hvilken af mulighederne, der er den rigtige, må kunne afgøres ved arkæologisk kontrol i en række særligt udvalgte testområder.

Hvor det overordnede mål til stadighed har været at følge den totale bebyggelsesudvikling,så har man dog i praksis især koncenteret sig om at følge øde-læggelsen og evt. sammenveje øde-læggelsens omfang med de samtidige tegn på kolonisation. Det burde imidlertid her have været fremhævet, at det metodisk set er langt lettere at fastlægge en forsvundet senmiddelaldergård (e silentio beviset skal føres i det 16.-17. årh.s. kildemateriale)end

ale)enden nyoprettet senmiddelaldergård (hvor e silentio beviset skal føres i det 14.-15.
årh.), hvorfor nyoprettelser er uhyre svære at følge i senmiddelalderen.

Vi har stadig en række publikationer til gode fra Det Nordiske Ødegårdsprojekt, ligesom den metodiske diskussion givetvis vil fortsætte. Der er dog al mulig grund til at formode, at den foreliggende afhandling vil udgøre slutstenen på projektets nordiske ide, den fælles komparation. Det Nordiske Ødegårdsprojekts undersøgelser har, som det endnu en gang skal fremhæves, for første gang gjort det muligt at give en generel beskrivelse af krisetidens forløb over hele Norden og dermed sætte Norden i international sammenhæng. Samtidig har projektet belært os om, at komparative analyser på et sådant ambitionsniveau kræver utrolig stringens i teori, metode og analyse - en stringens det kan være vanskeligt for ikke at sige umuligt at opnå, når så mange forskere med så vidt forskellig baggrund skal samarbejde på tværs af landegrænserne.