Patricia Crone: Slaves on Horses. The Evolution of the Islamic Polity. Cambridge University Press, 1980. viii + 320 s. £ 17.50.

Den islamiske tradition er meget vanskelig at have med at gøre; den er teknisk og sagligt overordentligt krævende. Forf. opstiller i sin indledning en fast (og måske også for håndfast) sondring mellen den religiøse tradition og den historiske. Den første må accepteres eller forkastes en bloc, men eftersom den er et produkt af sen og sekundær religiøs debat, er det mest forsvarligt at afvise den (undtagen naturligvis som levn til belysning af abbassidetidens dogmatiske konflikter); princippet anvendte hun og Cambridge-kollegaen Michael Cook allerede i bogen 'Hagarism. The Making of the Islamic World' (1978). Også den historiske tradition er sen, men hviler til syvende og sidst på mundtlig overlevering, som måske ikke i samme omfang er kontroversiel, og som historikere efter temperament og formåen kan tage stilling til. Patricia Crone er naturligvis på det rene med, at også den 'profane' tradition er sen og ikke lader sig adskille fra den religiøse, og at den meget langt hviler på konstruktioner, som ofte har meget ringe værdi, når sagen gælder nøglepunkterne i Islams ældste historie. Den kræver kontrol ved hjælp af andre kilder (mønter osv.), men kontrollen godtgør, at krønikernes efterretninger om embedsmandsudnævnelser og embedsperioder som regel er korrekte; men først og fremmest vælger forf. en prosopografisk metodik til belysning af sit emne, opbygningen af hovedelementer i det islamiske samfund i den klassiske periode.

Resultatet er blevet en meget dygtig og fast struktureret bog, men også en bog for specialister. Ikke på grund af emnet, men fordi den er bygget op i en essayistisk-analytisk form, som stiller meget store krav til forhåndsviden og globalt overblik, og fordi stilen undertiden nærmer sig paradoksform. I sin grundsubstans indeholder den en socialhistorisk undersøgelse af en række centrale, islamiske institutioner, deres meget vekslende indhold og

politiske betydning, af stammeorganisationens funktioner som 'besættelsesmagt' i erobringstidenog som politisk bindemiddel - af svindende betydning — i ummayadetiden, og af clientda-forholdet, hvis indhold og betydning ligeledes ændres. Dr. Crones hovedtese, som ofte formuleres meget skarpt, er den, at abbassidernes forsøg på at skabe et enhedssamfund bygget på mawåli (klienter) i hærene og på teologisk legitimitet strander, fordi de teologisk lærde afviser kalifmagtens politiske ambitioner som irrelevante for Islam. I stedet skaber kalifmagten militære korps af slavestatus {mamluker), der »ikke var tænkt som en militær elite, men som militære automater«; slavehæren lod sig blot ikke nøje »med at ride heste« (s. 79). Så vanskelig bogen måske kan forekomme ikke-specialisten, kan der ikke være tvivl om, at den ved sine kritiske angrebsvinkler og sine nyfortolkninger vil blive af afgørende betydning for fremtidens diskussion - og forhåbentlig ikke blot blandt orientalister.