A. S. Kan: Istorik G. V. Forsten i nauka ego vremeni /Historikeren G. V. Forsten og hans videnskabelige samtid/. Moskva, Nauka, 1979, 151 s.

Studiet af de skandinaviske landes sprog, litteratur, historie og moderne samfundsforhold
har vundet indpas på en lang række universiteter og videnskabelige institutioner ud over

hele Sovjetunionen. Stærkest fremtræder den historiske disciplin i Leningrad under professor I. P. Saskol'skij og i Moskva, hvor professor A. S. Kan står som skandinavistikkensfremmeste repræsentant - kendt bl.a. for sin afhandling om de skandinaviske landes udenrigspolitik under den anden verdenskrig (Vnesnjaja politika skandinavskich stran v gody vtoroj mirovoj vojny, 1967) og oversigtsværket om de skandinaviske landes historie (Istorija skandinavskich stran, 1971). Professor Kan har med denne bog sat et mindesmærkeover en af de første russiske skandinavister - Georgij Vasil'evic Forsten, eller som han egentlig hed: Georg-August Forsten. Forsten var født i Helsingfors i 1857 i en finsk-svensk familie, der allerede 1860 flyttede til St. Petersborg.

Gennem elleve afsnit tegner professor Kan et alsidigt billede af Forstens personlige liv,
hans forskning og hans indsats som professor ved universitetet i St. Petersborg og som lærer,
siden rektor for et pigegymnasium.

Forstens vigtigste bidrag til forskningen blev hans arbejder om Østersøproblemet. 1893-1894 hans disputats »Baltijskij vopros v XVII stoletijach« (Østersøspørgsmålet i det 16. og 17. århundrede), som er det første grundlæggende værk på russisk om international politik i denne periode. Værket dækker tidsrummet fra freden i Speyer i 1544 til den westfalske fred i 1648. Den tilgrundliggende konception er, at opdagelsen af Amerika førte til Østersøens aftagende betydning, hvilket igen havde konsekvenser for de hanseatiske byers magtposition i området. I deres sted forsøgte staterne omkring Østersøen — Danmark- Norge, Sverige, Polen og Rusland - at overtage de hanseatiske byers rolle. Kampen om magten over handelen udviklede sig med tiden til en kamp om besiddelsen af Østersøens kyststrækninger. Det er professor Kans fortjeneste at have fundet Forstens forbilleder og inspiratorer, som viste sig at være først og fremmest den yngre Droysen i Halle.

Dermed er vi nået til den side af Forstens virke, der udmærker ham som forsker af international politik. Allerede kort efter sin magisterafhandling i 1885 fik Forsten et stipendium til at foretage en 2-årig forskningsrejse til Vesteuropa, og siden blev det til mange udenlandsophold. Han fulgte forelæsninger og seminarer ved forskellige tyske universiteter, men flittigst var han i de store arkiver: Munchen, Berlin, Dresden, Liibeck, Danzig, Bruxelles, Paris, Rom, Firenze, Stockholm og København. Han afskrev eller excerperede et bredt udsnit af relevante arkivalier, som han 1889-1893 udgav i to bind under titlen: »Akty i pis'ma k istorii baltijskogo voprosa« (Akter og breve til Østersøspørgsmålet). Som orienteringsmateriale i et stort problemkompleks har denne kildeudgave stadig værdi.

Men Forstens forskerperiode varede stort set kun til 1894. Fra dette tidspunkt lagde hans pædagogiske virksomhed stadig større beslag på hans tid, og det var også her - følte han selv - at han egentlige force lå. Samtidig forskubbede hans videnskabelige interesser sig fra Østersøproblemer henimod renaissance og reformation, som blev hans foretrukne forelæsningsemner. I 1900 udnævntes han til ordinær professor i almen historie ved universitetet, men blev syg allerede 1908 og døde to år senere.

Professor Kan tegner et billede af Forsten som en meget lærd og engageret pædagog, specialist i internationale relationer, en kender af tysk og skandinavisk historie i slutningen af middelalderen og begyndelsen af nyere tid, men fremstillingen er uden panegyrik. Profesor Kan viser Forstens stærke sider og påpeger samtidig hans svagheder både som forsker og som udgiver af historiske kilder. Vi får også et indblik i forholdene ved det historisk-filologiske fakultet og Forstens relationer til hans kolleger i et tidsrum, hvor store politiske omvæltninger syntes undervejs. Forstens eget privatarkiv er gået tabt, men professor Kan har gjort et stort heuristisk arbejde for at belyse Forstens virke og personlighed gennem samtidigt materiale. Det har skabt en mangesidig og velafbalanceret fremstilling.

Det kan kun beklages, at professor Kan ikke i større udstrækning har haft lejlighed til at

undersøge Forstens kontakter til udlandet. Med de mange besøg i udenlandske arkiver og med det billede af personligheden Forsten, som bogen giver, måtte man på forhånd forvente, at Forsten både havde skrevet og modtaget en stor korrespondance, som kunne have vist betydningen af et begyndende tværnationalt videnskabeligt miljø. Når den russiske og sovjetiske skandinavistiks historie skal skrives, bør dette aspekt ydes fuld retfærdighed.