Inga Arnö-Berg & Arne Bjørnstad (red.): Skansens hus och gårdar. Sthlm., Nordiska Museet, Skansen, 1980. 944 s. Ill.

Skansen i Stockholm er ikke alene verdens ældste moderne frilandsmuseum med en kulturhistorisk afdeling fra land og by, men omfatter også en dyrepark med hovedvægten lagt på nordisk fauna og er desuden nabo til en forlystelsespark. Ideelt set appellerer museet således til det publikum, som herhjemme søger til Frilandsmuseet i Sorgenfri, Den Gamle By i Århus, Zoologisk Have og Dyrehavs bakken, kort sagt hele det svenske folk. Skansen indtager således en helt enestående plads i svensk kulturliv med alle de muligheder, dette indebærer, og med alle de begrænsninger, der lige så sikkert følger med, og som i øvrigt heller ikke skjules i denne bog.

Med sit paperback-format og sin solide indbinding skulle »Skansens hus och gårdar« være den ideelle ledsager i museumsparken, men håndterligheden begrænses unægteligt af, at der er tale om en »mursten« på næsten 950 sider af kraftigt papir. Den indeholder bidrag fra 21 forfattere og er for væsentlige deles vedkommende genoptryk af den udsolgte 1.

udgave fra 1953. Når sidetallet er vokset så voldsomt, hænger det naturligvis sammen med museets forøgede bestand af bygninger, ligesom de forbedrede illustrationstekniske mulighederogså har spillet en rolle, men mere afgørende har været, at man i højere grad end det var tilfældet med 1. udgaven har ønsket ikke blot at beskrive bygningerne, men også at berette så meget som muligt om livet i og omkring gårde og huse. Denne ændrede holdning, hvor man snarere end at anskue museumsgenstandene som kulturelementer eller kulturprodukterinteresserer sig for de kulturelle helheder, som de indgår i, skal utvivlsomt ses i sammenhæng med den udvikling inden for nordisk etnologi, som har fundet sted i samme tidsrum, først i Sverige og Norge og siden også i Danmark.

I et indledende afsnit gives et kort overblik over Skansens oprindelse og udvikling med hovedvægten lagt på de organisatoriske forhold og på de skiftende indsamlings- og rekonstruktionsprincipper, som museet har fulgt i tidens løb. Herpå følger en generel indføring i samlingen set i de tre klassiske etnologiske dimensioner, rum, tid og socialt niveau, og afsnittet afsluttes med nyttige oversigter dels over bygningsfunktioner og planløsninger og dels over en række bygningstekniske aspekter. Det er anm.s opfattelse, at man her har fundet en naturlig balance mellem den etnologisk forsvarlige beskrivelse og den alment forståelige fremstilling. De brede formuleringer betyder naturligvis, at en række spørgsmål må stå åbne, men da bogen trods sit omfang er let at finde rundt i, kan de i vid udstrækning besvares ved nærmere studium af bogens hovedafsnit, gennemgangen af de enkelte gårde og huse i »landsbyen« (ca. 400 s.) og i »bykvarteret« (ca. 300 s.), hvortil kommer en lidt kunstigt inddelt gruppe med bygninger fra »offentligt miljø«, hvis antal er blevet væsentligt forøget i 60'erne og 70'erne (ca. 90 s.). Det fremhæves, at beskrivelserne af de enkelte bygningskomplekser ikke er ensartede, men afspejler skiftende tiders museale principper (og de praktiske muligheder for at opfylde dem) og endvidere er afhængige af det kildemateriale, der er skabt og bevaret af og om de pågældende miljøer.

I en publikation som den foreliggende er billedmaterialet af største betydning, dels som videnskabelig dokumentation og dels om illustration til den løbende fremstilling, og bogen er overdådigt udstyret i så henseende. Anm. kunne dog for overblikkets skyld have ønsket sig et sverigeskort, hvor de enkelte bygningskomplekser var indtegnet i de tre dimensioner, rum, tid og socialt niveau, som der lægges så stor vægt på i fremstillingen, ligesom en angivelse af verdenshjørner på grundplanerne ville have lettet forståelsen af de enkelte planløsninger.

I det store og hele tilfredsstiller bogen de forskellige krav man normalt stiller til en publikation af denne art. Udgiverne har, som tidligere antydet, søgt at balancere mellem på den ene side den traditionelle respekt for den enkelte museumsgenstand og på den anden side interessen for de kulturelle og sociale helheder, hvori disse indgår. Men der er tale om en skrøbelig balance, og når det i forordet hedder, at det er et frilandsmuseums vigtigste opgave at levendegøre miljøerne, må det konstateres, at formålet kun delvis er opfyldt. Det har naturligvis noget at gøre med den føromtalte brist i kildematerialet, ligesom museets pladsmæssige forhold gør det næsten umuligt at bibringe museumsgæsterne et rimeligt indtryk af i alt fald visse af landbygningernes oprindelige omgivelser, men det skyldes også bogens anlæg. Når det i det generelle afsnit udtrykkeligt fremhæves, at der er tale om et valg mellem forskellige etnologiske problemstillinger, er det i sig selv både naturligt og prisværdigt, at et museum med Skansens baggrund giver en oversigt over byggetekniske aspekter, men hvis den vigtigste opgave virkelig er at drive miljøforskning, burde denne indfaldsvinkel i alt fald have været suppleret med andre.

En gennemgang af de enkelte museumsmiljøer kan forme sig som en række punktstudier i den variation af livsformer, hvormed skiftende tiders svenskere har mødt de natur- og menneskeskabte vilkår. Men stiller man det spørgsmål, hvad der egentlig har holdt det Sverige sammen, som museet har til opgave at bevare og illustrere, bliver denne bog svar

skyldig, selv om der flere steder, og navnlig i det generelle afsnit, er optræk til forklaringer på det samspil mellem store og små enheder og mellem korte og lange tidsforløb, som har givet udviklingen dynamik og skabt det Sverige, som vi kender i dag. En egentlig historisk redegørelse får vi ikke, og det er så meget mere at beklage i en tid, hvor »historiske« argumenter jævnligt bruges i debatten om lokalområdernes rolle i morgendagens samfund.